»Har du fem minutter?«, spurgte han. For så tror jeg lige, jeg rykker hjertet ud på dig og omdanner det til et lyserødt ballondyr. Sagde han med lidt pænere ord.
31. juli 2009, 19:35 – opdateret 1. august 2009, 18:06
Filminstruktøren Nils Malmros har engang sagt noget i retning af, at Ulykkelig Kærlighed gør en til et mere helt menneske. Vi er mange hele mennesker. Og selv er jeg lige blevet lidt mere hel, da jeg i tirsdags blev forladt over mobilen midt mellem to formiddagsmøder. »Har du fem minutter?«, spurgte han. For så tror jeg lige, jeg rykker hjertet ud på dig og omdanner det til et lyserødt ballondyr. Sagde han med lidt pænere ord.
Som i et nedstyrtet fly søger man efter udgangen. Jeg har 20 års kærlighedshistorik og er blevet forladt før, så jeg kender vejen. Slet hans telefonnummer, så du ikke i nat bliver blød om hjertet og laver en ydmygelsesopringning, fjern søde og lumre smser, de gør dig ikke længere lykkelig og sørg for at have gode mennesker omkring dig, som gider lytte til dine gentagelser. Vask dit gulv, sæt friske blomster i vaserne og læg dig ned og smådø, f.eks. til Thomas Helmigs nederlagssang »Støvregn«.
Han manglede noget, sagde han. Kunne ikke rigtig mærke det i sit hjerte.
Men det kunne jeg.
Der er forskel på at blive forladt som teenager, i 20erne og i 30erne. Selv om følelserne er store og voldsomme i teenageårene, rejser vi os hurtigt op og børster knæene med en ny kærestes kærtegn og et digt af Morten Nielsen. Det knuste hjerte er selvfølgelig en nærdødsoplevelse, men en popsang kan sjovt nok altid få pulsen op og sat strøm til flere emotionelle ego-styrt.
Lidt mere modnede tager vi rødvinsresigneret afsked med kærligheden i 20erne, mens vi spørger os selv: huskede jeg at elske, så han kunne mærke det? Satte jeg mig selv nok på spil? Ofte er svaret nej. Jeg gav mig i al fald ikke kærligheden i vold, da jeg var i 20erne, og små indsatser afføder som bekendt kun gråmelerede sejre og uheroiske nederlag. Kærlighedens kirkegård er i den periode behængt med selvlysende plastikskeletter a la dem, vi vinder i Tivoli, når vi taber.
Meget mere SMÆK er der så over at satse hele butikken på rødt, og som en kærlighedsludoman se rouletten snurre i det kasino af følelser, vi i 30erne er imponerende hurtige til at opbygge. Måske er 30er-singlen kræsen, men passionen er til gengæld stærk, når endelig den brænder.
Gør kærligheden mon mere ondt i 30erne? Tja. For os, der drømmer om flere børn og hverdagen i et monogamt forhold, er den forliste kærlighed også et eksistentielt skibbrud. Bort sejler patriciervillaen på Æblestien, duften af hjemmebagte boller på evige søndage og drømmen om at være to om at tage verden med storm og dødsforagtende inderlighed. Måske er vi stride i vores krav (er der nogen, der siger), men yderst hengivne, når først vi overgiver os til forestillingen om en fælles fremtid. Vi er som Lola Baidel skriver i sit eneste fornuftige digt i stand til at rive hjertet ud af brystet og lægge det i den andens hænder og sige: Vil du ikke passe godt på det?
Det ville ham her så ikke. Det blev sort i stedet for rødt på rouletten, og sådan er spillet, det må jeg jo vantro og granatchokket erkende. Fyret forklaringsløst på macho-lækkert papir efter ugers drømme, sjov og længsel efter »størst af alt er kærligheden«.
Velfortjent? Overhovedet ikke.
Det bør belønnes i livet, at vi stædigt vedbliver med at være romantikere og nægter at dø, selv om kærligheden gør det. Både den dybe, livslange kærlighed og den, der spontant kan udspringe af øjeblikket. Der burde uddeles fortjenstmedaljer til kærlighedsfolket, hoplanåle til håbløse romantikere - og klaps i den bare til dem, der ikke fatter, at kun Britney Spears dumper over mobilen.
Men så fik jeg da prøvet det. Som en undersøgelse for nyligt har afsløret, er teenageres foretrukne vindue til verden mobilen, og måske er mobilen også drengerøvens foretrukne udgang på forhold. Det er der vist hverken meget mand eller meget ordentlighed over, men det har da den indlysende fordel, at man ikke behøver se den i øjnene, man gør ked af det. Og så kan man også lige bestille en pizza bagefter.
Well, well, der var en drengerøv igennem. På cafeer langs Søerne venter nu Den Fraskilte, Flanøren og Liberalisten, der alle minder mig om, at i 30erne handler det ikke så meget om at passe på sit hjerte - det gjorde det i teenageårene og i 20erne - i 30erne handler det mere om at passe på, at det ikke lukker sig.
Det er der ingen fare for her. Hullet i hjertet er så stort, at man kan trække en flæskesteg igennem, og sådan ser det bare ud at blive forladt, hvad enten man er teenager, i 20erne eller i 30erne, der er ingen forskel, og det hele heler igen. Til lyden af popmusik - verdens bedste kærlighedsplaster.
Din mening: Gør kærlighed mere ondt i 30erne?
Klik på anméld for at anmelde en upassende kommentar til redaktionen.
Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites
