17. maj 2008, 22:30

Ateismen er over os. Udgivelse efter udgivelse tordner mod religion i almindelighed, og kristendommen får, påfaldende nok, sin særlige bekomst. Kritiserer Lars Norén religiøs totalitarisme, er det kristendommen, han kaster sig over. Laves der en korstogsfilm, er de kristne skurkene. Og ved juletid opstod en ny alliance af ateister og muslimer, der i samlet flok protesterede over, at skolelærere og skolebørn gik hen i kirken og sang julesalmer og hørte et Fadervor. Selv om børnene frit kunne vælge at blive derhjemme, regnede forældrene det for et utåleligt overgreb, at skolen på den måde indførte børnene i kristen kultur.

Ingemanns og Grundtvigs salmer, måske den smukkeste digtekunst, vort lille land har frembragt, skal børnene befries fra. Sange, der i sin tid fik Tove Ditlevsen til at briste i gråd af bevægelse på sin første skoledag og Dan Turèll til at besvime, betragtes nu som smittefarlig virus.

Hvad er det egentlig, der sker? Hvad skyldes denne aversion mod kirke, kristendom og kristen kultur?

Jeg kunne forstå lidt af det, hvis vi levede i inkvisitionens skygge. Hvis dominikanermunke med brændende øjne og sorte kjortler flokkedes i landet og rejste kætteranklager mod den ene forfatter efter den anden. Men det vist ikke lige dér, vi er henne. Man er simpelthen utilregnelig, hvis man i fuldt alvor hævder, at kristendom i Danmark er en trussel mod åndsfriheden. Lutherdommen har altid lært, at kirken ikke må være en politisk magthaver, og Grundtvig slog fast med syvtommersøm, at der skal være åndsfrihed, hvor der er kristendom. Så sang af danske salmer i skolerne og skolekirkegang ved juletid vil ikke medføre, at børnene opflaskes til had mod grundloven og ytringsfriheden.

Alligevel mener mange, at kristendom nærmest automatisk fører til udemokratisk obskurantisme. Og argumenterer man for det modsatte, lytter de skeptisk til en som til en lidt utroværdig sælger. For religion er jo en trussel mod demokratiet. Det kan vi jo se i stort og småt i disse år, hvor tegnere forsøges myrdet, blasfemiloven kræves skærpet og udstillinger kræves lukket. Alt sammen i Guds navn.

Jo, men i hvilken Guds navn? Det er altså ikke i Kristi navn, terrorbomberne springer i disse år. Tværtimod er kristne ofte selv genstand for trusler og overfald fra islamisk side. Det ser vi over hele Mellemøsten.

Jo, men både kristendom og islam er religion, altså brød af samme surdej, lyder indvendingen. Og når vi nu kan se, hvad en religion kan bruges til, må vi retfærdigvis begrænse alle religioner. Ind i privaten med religionen.

Man glemmer, at islam i lige så høj grad er en politisk ideologi som en religion. Ortodoks islam er jo med Abdul Wahid Pedersens ord en »hel pakkeløsning« med anvisningen på alle dele af samfundsindretningen. Lige fra hvilken mad man må spise, hvor mange koner man(d) må tage, til regler om rentetagning og vidneudsagns vægt.

Derfor kunne man lige så vel sige: Når vi nu ser, hvad politiske ideologier kan bruges til, må vi begrænse og privatisere al politik. For politiske bevægelser er på trods af alle forskelle brød af samme surdej.

De fleste vil kunne se, hvor totalt meningsløst det udsagn er. For alle ved, at der er afgrundsdyb forskel på de forskellige politiske ideer. Det samme gælder selvfølgelig det, man kalder religion.

Det afgørende er nemlig, hvad man tror på. Ikke at man tror. Der er forskel på religion. Og ingen ende på religion.

Den sidste pointe kommer ufrivilligt frem i en af de seneste pamfletter mod »religion«, Christopher Hitchens’ gud er ikke stor. Hvordan religion forpester alt. »Hvis man forstår én åbenbaret religions vildfarelse, forstår man dem alle«, hævder han, og så går han ellers i gang med et frådende angreb på kristendom, islam, jødedom og alle de østlige religioner.

Det er betegnende for åndsklimaet herhjemme, at bogen straks blev oversat af Gyldendal, mens f.eks. sociologen Rodney Starks banebrydende og langt mere sobre bøger om kristendommens kultur­afkast stadig ligger uoversat hen. Lige så betegnende er det, at Hitchens’ mildt sagt uligevægtige pamflet, hvor hadet til »religiøse mennesker« – hans eget udtryk – driver ned ad siderne, fik en strålende, ukritisk anmeldelse i den intellektuelle avis Weekendavisen. Her udnævnte professor Frederik Stjernfelt den til at være »lærd«. Er der én ting, Hitchens’ bog ikke er, er det lærd. Den er skrupfuld af faktuelle fejl, der viser, at Hitchens er elementært uvidende om en mængde af de ting, han kloger sig på. Lige fra Ny Testamentes tilblivelseshistorie til baggrunden for slaveriets afskaffelse. Det er i parentes bemærket forunderligt, at Stjernfelt, der normalt hylder oplysningen med stort O, er så uoplyst, at han ikke bemærker fejlene.

Men hvorfor hader Hitchens kristendommen? En af hans mange anklager er, at kristendommen er »umoralsk«. Han hæfter sig ved Johannesevangeliets fortælling om kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud og ifølge Moseloven havde gjort sig fortjent til stening. Jesus afmonterer steningstraffen med de berømte ord: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten«. Men hvis kun ikke-syndere har ret til at straffe, hvordan kan man så nogensinde straffe lovovertrædere, spørger Hitchens indigneret. Det er et godt spørgsmål, der afslører Hitchens som den rationalistiske moralist, han er, og kristendommen som det opgør med hellig lovgivning, den er.

For selvfølgelig kan man ifølge kristendommen straffe lovovertrædere. Men det er i så fald aldrig de fuldstændigt retfærdige, der dømmer de fuldstændigt uretfærdige. Vi er alle syndere for Gud, har altid uret over for ham, og kan derfor kun dømme hinanden ufuldstændigt, aldrig 100 procent retfærdigt. Derfor skal den lov, vi dømmer hinanden med, altid være til at ændre efter tid og efter skik for menneskenes skyld. Den verdslige lov skal ikke være sharia. Den skal være »tålelig og efter landets sædvane«, som der står i Jyske Lov.

Det er denne mangel på juridisk selvretfærdighed, der er »umoralsk« i Hitchens’ ører. Og derfor er det ikke helt ulogisk, at han slutter bogen af med en hyldest til oplysningstiden. Oplysningen, der endte med at knæle for Fornuftens Alter, mens den forfulgte præster og lukkede kirker. De, der ville afskaffe religionen, endte med at indstifte en ny, langt mere intolerant religion.

Og Hitchens er tydeligvis en lydig søn af Fornuftens Kirke. I anden sammenhæng har han luftet sin beundring for Lenin: »En af Lenins store fortjenester var at skabe et sekulært Rusland. Den russisk-ortodokse kirke, som var en absolut rotterede af reaktion og ondskab og overtro, vil formodentlig aldrig komme sig oven på det, han gjorde mod den«. Sådan hylder Hitchens manden, der brugte den mest grusomme revolutionære terror i sin kamp mod kirken. Lenin rystede ikke på hænderne, da han skulle gøre det af med de uretfærdige. Han forstod jo ikke sig selv som en synder, så han kunne målrettet gå i gang med stenkastningen. En rigtig mand, set med Hitchens’ øjne.

Det er værd at overveje, hvad det er for en kultur- og frihedsforagtende ideologi Hitchens’ kristendomshadende sekularisme egentlig indebærer. En sekularisme, hvor man låser Gud inde i privaten, så man frit kan gå i gang med at indrette et rationelt samfund uden grænser for politik.

For det er det store spørgsmål: Hvem skal sætte grænser for politikken, når der ikke mere er en stemme, der kan relativere politikken? »Hvis den verdslige magt fordrister sig til at give love for sjælen, så griber den ind i Guds styre.« Sådan skrev Luther i 1523. Hans pointe var antitotalitær: Kun Gud hersker over sjælen. Derfor skal statsmagten holde sig fra den. Det er klassisk kristen totalitarismekritik.

Og derfor var det netop kirken, totalitarister som f.eks. Lenin satte sig for at udradere.

I dag trues Vesten af ortodoks islam. Og store dele af intelligentsiaen reagerer ved – at kaste over kristendommen. Det er, indrømmet, også langt mindre risikabelt.

Men at kaste sig over kristendommen, fordi ortodoks islam truer os, er ikke bare fejt. Det er også lidt latterligt. Og i sidste ende farligt. Ikke for kristendomshaderne, men for Vesten. Som situationen er nu, har vi i Vesten brug for at vide, hvem vi er, så vi kan forsvare det, vi er. Derfor er det gennemført destruktivt at ville udradere den religion, der har været Vestens åndelige rygrad i næsten 2.000 år.

Den ambition kan man trygt overlade til imamerne. Og i stedet gå i gang med at lære skolebørnene flere Grundtvig- og Ingemann-salmer. Finere kulturperler kan ikke opdrives på disse breddegrader.