22. juli 2008, 22:30

Serberne kommer til at betale prisen for deres langsomme retsopgør med fremtrædende krigsforbrydere, og deres forhold til Kosovo kommer til at belaste serberne i mange år fremover.

Man kan ikke tale om retfærdighed eller uretfærdighed i et opgør som det i Jugoslavien. Men man kan roligt sige, at nogle af ex-Jugoslaviens nye stater er sluppet mere helskindet igennem efterkrigsprocessen end serberne. Blandt andet Kroatien, som i lige så høj grad som Serbien har haft massemord på samvittigheden. Det vil være synd at sige, at Kroaterne var hurtige til at få gennemført retsopgøret og anholde mistænkte krigsforbrydere. Men det lykkedes for dem at få lagt låg på en række af konflikterne hurtigere end serberne. Og det er det, Serbien kommer til at bøde for i mange år fremover.

Man kan godt forstå, at herboende serbere er trætte af situationen. Det at være serber er det samme som at være brændemærket. Ordet knyttes tæt til Ratko Mladic og Radovan Karadzic og massemordene blandt andet i Srebrenica, hvor tusinder af muslimer blev myrdet. Vi ser alle frem til, at Karadzic bliver stillet for den internationale krigsforbryderdomstol, og at Ratko Mladic følger efter.

Serberne kommer til gengæld til at leve med en skyld, der ligner tyskernes efter Anden Verdenskrig. Det er i denne situation værd at huske på, at ikke alle serbere var skyldige i Slobodan Milosevic»s stærkt nationalistiske politik. Der var faktisk en opposition, der også i krigens mest hede timer var mere iørefaldende end den opposition, der var f.eks. i Kroatien.

I de tidlige dage i krigen i ex-Jugoslavien pendlede jeg frem og tilbage mellem Beograd og Kroatien – en ofte besværlig tur, fordi man skulle rundt om Ungarn for at køre frem og tilbage på grund af krigen. Jeg dækkede i seks uger krigen fra skiftevis Zagreb og fra Beograd. Det var lettere for journalisterne dengang at få flere nuancer på konflikten i Serbien, end det var i Kroatien. Serberne var glødende nationalister, men i modsætning til Kroatien, var serbiske oppositionsfolk modige. Der var debatter om krigen – for og imod – hvorimod journalisterne i Kroatien stort set var omklamret fra første dag af eksilkroatere, der var returneret til Kroatien fra lande som USA, Canada og Europa for at hjælpe fædrelandet. Der var ingen nuancer, ingen kritik af krigen, men derimod et næsten uhyggeligt forsøg på at sætte sig på nyhedsdagsordenen – forståeligt nok for et land i borgerkrig, men ikke synderligt befordrende for mulighederne for at dække en så kompliceret konflikt.

Der er lang vej at gå for Serberne endnu, før de bliver rigtig optaget som en del af det demokratiske Europa. Men med fængslingen af Karadzic er de godt på vej. Lad os så også håbe, at netop den vilje, serberne trods alt i visse kredse har haft til at diskutere krigen, også afspejler sig i, at de som nation får gjort op med krigen. Kun på den måde kommer både de og vi andre videre. Og kun på den måde får vi lukket et af de sorte kapitler i Europas historie.