28. maj 2009, 22:30

Jeg tilhører en voksende minoritet, som ville være en reel magtfaktor, hvis vi organiserede os og fremturede med særkrav og endeløse offerskildringer – tro mig, der ville ikke være et øje tørt. Det kunne jeg ikke drømme om at foreslå. Dette land har rigeligt med organisationer, der alene ser et spejlbillede af sig selv og egne behov, når de betragter verden omkring sig. Men måske er det alligevel på tide, at fædre til delebørn står frem og fortæller deres version af det moderne familieliv. Det er på trods af en ærgerlig baggrund en succeshistorie, at flere skilsmissefædre tager del i forældreskabet på lige vilkår med mødrene. En udvikling der understøttes af Forældreansvarsloven fra 2007, der giver mulighed for at dømme delt forældremyndighed.

Men man tøver alligevel med at stikke næsen for langt frem, for derude i mediehavet lurer hajerne, der ikke tøver med at fortære alle, der roser den nye lovgivning. Tag nu Dansk Kvindesamfund eller netværket Barnetstarv.dk, der begge deltager i skræmmekampagner, som understøtter billedet af skilsmissefædre som potentielle voldspsykopater. Presset på loven er igen aktuelt. På onsdag mødes Retsudvalget, fordi loven ikke giver nok beskyttelse i de sager, hvor der vitterligt er en voldelig part involveret. Det er der bred politisk opbakning til at gøre noget ved, fra Mette Frederiksen (S) til Brian Mikkelsen (K). Men det stiller ikke sulten hos Barnets Tarv; de benytter problemerne i særtilfældene til at forlange majoritetens – herunder barnets rettigheder – indskrænket. Væk med rettens mulighed for at tilkende delt forældremyndighed og deleordninger, alene af hensynet til barnets tarv, som der står i et brev til Retsudvalgets medlemmer. Længere nede i brevet kommer sandheden frem: »Som udgangspunkt er intentionerne med forældre­ansvarsloven gode i den forstand, at far kan være lige så god som mor i forhold til at få tildelt status som primær omsorgsperson – men det må altid bero på en konkret vurdering«.

Budskabet er klart: Mor er den bedste i verden, men far kan i særtilfælde lige gå an. Den spidsfindige argumentationsfigur er forseglet i navnet barnets tarv. Argumentet er støbt på den fejlslutning, at loven alene skal udlægges som en sejr for ligestillingen mellem mænd og kvinder, og derfor selvfølgelig burde tilbagerulles, da barnets tarv altid trumfer andre hensyn. Det strider imod, hvad Klaus Wilmann – tidl. formand for Børnerådet – har gjort gældende ved flere lejligheder: Loven skulle ikke ændres af hensyn til forældrene, men af hensyn til barnets ret til to forældre.

For at understrege netværkets pointe fremviser de gerne alle de voldelige særtilfælde. Men de sager udgør en mindre del, som politikerne nu skal se særskilt på. Det er åbenbart ikke nok, når man helst – og vær nu ærlig – vil give mor forrang til forældreskabet. For netværket har fundet ud af, at hvor retten skal spørges, er der altid tale om »konflikt«, og konflikt er ikke foreneligt med et godt barneliv. Ordet går som en rød tråd gennem hele brevet og giver elastik i metermål, da ordet dækker alt fra vold til almindelige uoverensstemmelser hos ellers velfungerende forældre, der har brug for rettens ord for, hvad reglerne fremover skal være.

Så kære medlemmer af Retsudvalget: Kig på retssikkerheden for de børn, der er involverede i voldelige forhold – her er der reelle problemer. Lyt for alt i verden ikke til interessegrupper, der vil rulle loven tilbage. De foregiver at tale børnenes sag – men gør det ikke.