22. juli 2008, 22:30

Efter Berlinmurens fald for snart 19 år siden skulle man tro, at planøkonomisk tænkning var blevet miskrediteret for evigt. Den økonomiske forskel mellem de to sider af Jerntæppet var ganske enkelt så enorm, at det burde stå lysende klart for enhver, hvor katastrofale konsekvenserne kan være, når politikere prøver at topstyre samfundsøkonomien.

På den baggrund er det underligt, at mange journalister og kommentatorer bliver ved med at bedømme politikere på deres »handlekraft« i den økonomiske politik. Hvis markedskræfterne er bundet på hænder og fødder, kan der være god brug for politisk handlekraft til at fjerne disse stopklodser for økonomisk vækst. Men når medierne i dag efterlyser »handlekraft«, mener de som oftest politikernes villighed til tværtimod at lægge yderligere bånd på markedskræfterne – sådan lidt på linje med politbureauet i Erich Honeckers Østtyskland.

Tag for eksempel Berlingske Tidendes USA-korrespondent, Poul Høi, som for nylig kritiserede præsident Bush for ikke at gøre nok for at løse den økonomiske krise i USA (»Bush i boblen,« 17. juli). Ifølge Høi er Bush-administrationens manglende handling et tegn på, at præsidenten befinder sig i en »boble« uden fornemmelse for de økonomiske problemer, som almindelige amerikanere oplever. Og dermed minder Bush ifølge Høi og flere amerikanske kommentatorer om præsident Herbert Hoover, som »efter det store krak i 1929 talte om en sund økonomi.«

Sandheden om Hoover er imidlertid, at han foretog ganske betydelige indgreb i den amerikanske økonomi efter krakket i 1929 – netop for at fremstå »handlekraftig« i vælgernes øjne. Hoover iværksatte for eksempel omfattende støtteordninger til det amerikanske landbrug, offentlige bygningsarbejder, regulering af finanssektoren og hårde restriktioner over for indvandrere på det amerikanske arbejdsmarked. Samtidig gennemførte Hoover i 1932 nogle af de største skatteforhøjelser, som USA på det tidspunkt havde oplevet i fredstid, og han var en af drivkræfterne bag den såkaldte Smoot-Hawley Tariff Act, som i 1930 bragte de amerikanske toldsatser op på det højeste niveau i landets historie.

Men fordi Hoovers efterfølger, Franklin Roosevelt, foretog endnu større indgreb, hedder det sig i dag, at den kolde republikaner Hoover lod markedskræfterne styre mod afgrunden, og at USA først overvandt depressionen under den mere »handlekraftige« og empatiske Roosevelt.

Desværre har denne fejltolkning af historien ført til, at politikerne i dag forventes at vise »handlekraft« og gribe ind ligesom Roosevelt, så snart vi ser den mindste turbulens på de finansielle markeder. Men i virkeligheden svarer politiske indgreb i økonomiske kriser ofte til at tisse i bukserne for at holde varmen.

Resultatet af både Hoovers og Roosevelts »handlekraft« var således, at den økonomiske krise i 30erne varede betydeligt længere end den ellers ville have varet. Regeringens indgreb hjalp ganske vist kriseramte virksomheder for en stund, men til gengæld blev resten af erhvervslivet holdt tilbage. Den kapital, som kunne være gået til nye fabrikker og arbejdspladser hos sunde og veldrevne virksomheder, blev i stedet slugt af høje skatter og krisehjælp til de dele af erhvervslivet, som havde udvist mindst finansiel dømmekraft og størst ressourcespild.

I en nedgangsperiode er det ekstra vigtigt, at de knappe økonomiske ressourcer forvaltes af netop de virksomheder, som bedst forstår at udnytte kapitalen til at skabe ny vækst og arbejdspladser. Krisehjælp fra staten er den værste kur for en økonomisk krise, fordi krisehjælp pr. definition går til virksomheder, som har vist, at de ikke er gode nok til at udnytte deres kapital.

Denne økonomiske lov gælder også i dag, og derfor er det måske slet ikke så skidt, hvis præsident Bush holder sig tilbage i den igangværende økonomiske nedtur. Faktisk har præsidenten allerede gjort alt for meget ved i sidste uge at love krisehjælp til kreditforeningerne Fannie Mae og Freddie Mac. Regningen til skatteyderne kan gå hen og blive et trecifret milliardbeløb.

Herbert Hoover, Erich Honecker og Poul Høi ville muligvis have foretaget et lignende »handlekraftigt« indgreb, hvis de havde siddet i Det Hvide Hus, men det ændrer ikke på, at krisehjælpen til kreditforeningerne i sidste ende vil gøre mere skade end gavn.