22. december 2008, 22:30

Holder gudløse mennesker jul? Tjah, det afhænger naturligvis af den enkelte, men mon ikke de fleste af os, der har valgt et liv uden religiøs tro, kommer i en særlig stemning her i årets sidste måned. En stemning som ikke skyldes en dyb og inderlig glæde over en tilfældig fødsel for et par tusind år siden, men en stemning, der skyldes en kulturel arv, som vi hverken kan eller vil undslå os. I øvrigt blev julen jo, som så mange andre ritualer, kuppet af kristendommen i 1100-tallet, men siden da har de fleste alligevel afholdt højtiden som førhen, med et minimum af religiøst input.

Hvad laver så ateister og andre gudløse op mod jul? Ja, i virkeligheden nok nogenlunde det samme som de fleste andre danskere. Trods de fordomme, folk måtte have, er det nok de færreste humanister, der læser højt fra Arternes Oprindelse eller menneskerettighedserklæringen i jule­lysenes skær. Og det behøver man sådan set heller ikke. Men der er nok en række ting, vi bestemt ikke gør, og her følger nogle eksempler på, hvordan man kan fejre julens humanistiske budskab frem for dets religiøse.

Jul er først og fremmest en fejring af familien. den kærlighed man føler til sine nærmeste. Altså de virkelige mennesker frem for fiktive guder og gudesønner som man ikke kan se med det blotte øje. Det gør vi ved at give. Udveksling er et universelt menneskeligt fænomen. Vi giver i forventningen om at modtage igen. Egentlig en håbløst irrationel handling, men julegaven er, som den franske antropolog Marcel Mauss beskrev det i sit klassiske værk Gaven, et udtryk for bekræftelsen af en social forbindelse. Det er ingen økonomisk transaktion, men en social tilkendegivelse. Forklaringen skal findes i følelsernes verden, ikke i den merkantile. Vi elsker generøsitet og generøse mennesker, og vi fejrer den, når vi holder jul.

Julefred har også hedenske rødder, for julen handler om frugtbarhed og fred. Vi bilægger strid og tænker på det, der samler, frem for det, der skiller. Vi sender tanker til dem, der er udenfor vores midte, men som har brug for vores hjælp, og sender måske en skilling til de fattige eller vores fadderbarn. Det gør vi uagtet disse fattiges religion, for denne højtid handler om den universelle moralske empati, vi fødes med som mennesker, og som vi ikke har i kraft af nogen religion. I julen markerer vi denne mageløse menneskelige evne, taler med vores børn om den og ikke mindst praktiserer den. Humanismens jul rækker længere ud end kristendommens jul, for den er ligeglad med, om mennesker tror eller ej.

Humanister pynter op i forhold til den tradition, de har fået overleveret. Der står nok ikke nogle små krybber med Jesusbørn i vatlandskaber, men røde farver, hjerter og lys hører med. Nisser er et spørgsmål om smag. Det er vist kun meget religiøse mennesker (senest frikirkepræst Jon Knudsen fra Løkken), der farer i flint over disse hedenske symboler, for mon ikke de fleste gudløse forholder sig temmelig køligt til disse løjerlige skabninger? Når ingen alligevel seriøst tror på nisser i dag, udgør de næppe en større fare for den oplyste verden, end Mickey Mouse eller Peter Pedal gør det. Men mon ikke de fleste humanister foretrækker at give gaverne til hinanden, fremfor igennem en skægget gammel herre der forlanger godhed som betaling for sine ydelser. Godhed bærer vel lønnen i sig selv, og julemanden er et tåbeligt og forvirrende signal, der i vores øjne tager fokus væk fra det, julen handler om. Drop Santa og så slipper du også for bøvlet med at afkode børnene fra denne håbløse mytologiske forestilling.

Vores følelser omkring julen er så stærke, fordi det humanistiske budskab, julen har, er så altafgørende for os mennesker, og juleaften er kulminationen på det hele. Familien ankommer og i stedet for at sidde indeklemt i sognets kirke, kan man gå lange ture sammen og tale forventningerne op, pynte træet eller hjælpe med maden. Underholdning med mere åndelig kvalitet kan man naturligvis få igennem gode historier. Præsten fortæller den samme år efter år, men fortæller man sin historie derhjemme, er der langt flere at vælge imellem. Tag en tur på biblioteket og lån et par udvalgte juleværker. Det er forbløffende så få af dem, der har noget som helst med kristendom at gøre.

Maden er naturligvis et ikke uvæsentligt element, hver eneste gang mennesker er samlet. Overalt på kloden holder mennesker af at spise sammen. Vi kan nemlig lide at gøre ting synkront og i fællesskab. Det bekræfter os i, at vi har de samme koder og den samme fælles forståelse. Det forankrer tilliden til hinanden og bekræfter, at vi kan noget sammen. Således også den fælles sang og den langsomme traven rundt om træet. Sang er et universelt medie som mennesker udtrykker deres følelser i. Vi kan synge ting vi aldrig turde sige, fordi vi ikke undertrykker vores følelser her. Så længe sangen handler om det store og virkelige, der er menneskers forhold til hinanden, er den, i vores øjne og ører, smuk og inderlig. Sange der derimod omhandler hovedløs underkastelse overfor overnaturlige væsner, hører naturligvis ikke hjemme i en humanistisk jul. De fjerner igen fokus fra det, humanister mener julen handler om.

Af gode julesange uden gud kan nævnes: Højt for træets grønne top, en smuk sang med fokus på familien, Nu det jul igen, Søren Banjomus, På loftet sidder nissen, Juletræet med sin pynt, Kender I den om Rudolf, Det er Jul (Alle men’sker er nu så glade) og så er der vist heller ikke mange, der orker flere.

Alkohol spillede en afgørende rolle i de hedenske juleritualer. At man ’drikker jul’ er et af de ældste vidnesbyrd, vi har om julens traditioner. Øl spillede en rolle, og øl spiller stadig en rolle. Beruselse er også med til åbne op sådan en aften, og en lille fjer på gør det endnu lettere for mange at komme i den rette julestemning. Vi slipper kontrollen denne aften, fordi menneskelivet er mere end kold rationalitet, det er også følelser og troen på kærligheden til hinanden. De få gange om året, vi sænker vores fornuftens parader mere end ellers, er det for humanister så betryggende, at man kan kaste kærligheden på den virkelige verdens virkelige mennesker og ikke behøver at opdigte usynlige væsner og abstrakte teologiske begreber for at kunne nyde at være menneske.

Hvis nu læseren sidder og tænker, at det, vi netop har beskrevet, også er en form for religion, så er vi både ligeglade og uenige. Hvis det at være sammen, føle et fællesskab, nyde hinandens selskab, gøre ting sammen og tale om de ting, der rører os dybt, skal være en religion, så er det også en religion at spille en fodboldkamp, gå til kor eller i parterapi. Religion er nemlig noget mere end blot at gøre ting sammen under ritualiserede forhold. Alle mennesker har brug for kollektive ritualer, men ikke alle har brug for en tro på gud.

Vi må fastholde, at religion omhandler tro på overnaturlige væsner, ellers udvandes religions­begrebet totalt, og af samme grund er humanismen naturligvis ingen religion. Humanister er, i vores tolkning, folk der lever et udmærket liv uden troen på det overnaturlige, og som ønsker at fejre eksempelvis jul uden ubudne gæster fra overtroens verden.

Vi har ikke forsøgt at skitsere ’den rigtige måde’ at holde jul på for gudløse, for det, der kendetegner humanismen, er en overbevisning om individets ret til at danne sin egen mening om det meningsfulde. Der er eksempelvis ikke tale om at man ikke ’må’ synge sange om gud. Men de færreste humanister ønsker at få religionen på besøg juleaften, og derfor er det rart, at der findes et gudefrit alternativ. I Humanistisk Samfund ønsker vi at være behjælpelig, så meget vi kan, med at præsentere disse alternativer, så et liv uden gud ikke bliver noget afsavn, men snarere en åndelig befrielse.

Rigtig glædelig jul!