8. juni 2008, 22:30

Nutidens erhvervsliv er i modsætning til industrisamfundet dybt afhængig af, at alle mennesker er skabende og ikke bare (re)producerende. Vi skal ikke længere finde vores rette hylde, men opfinde reolen. Vi skal forstå, at kultur ikke er for sjov, men for alvor. Vi skal rage op, ikke falde i med tapetet. I fremtiden skal vi leve af fantasi, af vores skaberkraft og hitte-på-somhed.

Det får betydning for uddannelserne. Det kommer til at dreje sig om at sætte grænser, om tolerance og internationalisering, om professionelt bespænd, om at tegne, om fejlkultur og om at tackle primadonnakulturen.

Om grænser. Man bliver ikke kreativ af, at alt kan lade sig gøre. Kreativitet fordrer en ramme, en mur, som den enkelte kan spille bold op ad. Den har det bedst i et rum, hvor der er grænser for, hvad man kan gøre, men hvor der samtidig er højt til loftet. Kreativitet opstår i spændingsfeltet mellem frihed og styring. Derfor er det en god ide at lade de studerende tage udgangspunkt i virkelighedens verden, f.eks. i konkrete virksomheder og deres problemstillinger. Det gør vi meget konsekvent på Designskolen Kolding. Fordelen er, at de studerende tvinges til at være kreative inden for en ramme, som udstikkes af en virksomhed og dens mål, og det giver resultater. De firmaer, vi arbejder sammen med, får løsninger, de aldrig selv havde tænkt på, fortæller de gang på gang.

Om tolerance. En anden vigtig faktor for udvikling af et kreativt miljø er tolerance. At der er et miljø, som er kosmopolitisk. At der er mennesker samlet med vidt forskellig kulturel og social baggrund. Richard Florida, en af de store tænkere i forhold til kreativitet, har vist, at de byer, som er mest multikulturelle, også er de byer, der scorer højst på kreativitetsindekset.

Forsknings- og Innovationsstyrelsens rapport »Innovation og mangfoldighed« fra 2007 viser ligeledes, at virksomheder med en mangfoldig medarbejderstab er dobbelt så innovative som alle andre.

Hvad kan uddannelsesområdet lære af det? At det er vigtigt med mangfoldighedsledelse. At der i den enkelte institution skal være en klar strategi for, hvordan man får en medarbejderstab og en elevsammensætning, som er præget af mangfoldighed.

Og det er så ikke nok. Der skal også være kommunikation mellem de forskellige kulturer, religioner og sociale grupper. En skole bliver ikke mere kreativ af, at rengøringspersonalet har indvandrerbaggrund.

Normalt taler vi om integration som et mål, der er godt for indvandrerne.

Men vi kunne også vende integrationsproblematikken om og sige: Hvor er det ærgerligt for de børn og unge, som tilbringer hele deres barndom og ungdom sammen med nogle, der ligner dem selv. Nogle, der kommer fra hjem med møbler som deres egne. Som har den samme religion. Eller som nærmest er lidt ligeglad med religion, hvis det ikke lige er jul.

Det er synd, fordi disse børn og unge ikke får den inspiration, som kan hentes i det fremmede. Og det er synd, fordi de ikke lærer at begå sig på den globale scene. Hvis man ikke får verdensborgerskabet ind med modermælken, bør man få det med skolemælken.

Om at tegne. På designskolerne er det næsten umuligt at blive optaget, hvis man ikke kan tegne, og på min egen skole er der en halv times obligatorisk morgentegning hver dag. Men hvorfor stoppe hos designerne? Hvorfor ikke lade alle tegne under uddannelsen? At kunne tegne er i det hele taget indgangen til mange kreative job og dermed til fremtidens arbejdsmarked.

Derfor er det også så ærgerligt, at de fleste børn i dag holder op med at tegne i 12 års-alderen. Det skyldes sandsynligvis, at der ikke er meget prestige i at være dygtig til de kreative fag. Hvorfor ikke reagere på fremtidens udfordringer ved at lade tegning (og nogle af de andre kreative fag) indgå i de meget omtalte Pisa-målinger?

En anden mulighed er at lave flere konkurrencer, f.eks. Danmarksmesterskaber i tegning, musik, drama osv. Her kunne man virkelig lære noget af sportens verden. Horsens Kunstmuseum afviklede for nylig Danmarksmesterskaber i tegning med stor succes – måske andre kunne genbruge succesen.

Om fejlkultur. En fjerde faktor er at acceptere fejl. Hvis der ikke begås fejl, er det udtryk for, at alle vælger det sikre og kendte. Det kommer der ikke meget nytænkning af. Vi skal gøre op med det meget udtalte risikoaversion, som præger Danmark. Kreativitet kræver, at man tør det ukendte. Og det kræver på sin side, at omgivelserne – mestendels ledelsen – accepterer fejl.

På ethvert ledermøde må der lægges op til, at man diskuterer, hvilke fejl der er begået siden sidst, og hvad man har lært af dem. På samme måde må vi opmuntre vore studerende til at gå til kanten. Til at begive sig ud i ukendt land. Mislykkes det hele, er alt ikke tabt. Forudsat at de kan forklare, hvad de ville, og hvad de har lært, skal de alligevel kunne bestå deres eksamen eller få deres point.

Om professionelt benspænd. Hvis målet er mere kreative studerende, må der selvfølgelig også gøres op med den traditionelle lærerrolle. Frem for forelæsninger og klasseundervisning er der brug for en lærer, som faciliterer de studerendes læring. Lærerne skal drive de studerende til at udfolde deres fulde potentiale ved konstant at stille de rigtige spørgsmål. De skal lave »professionelle benspænd« og dermed tvinge de studerende til at tænke i andre og mere krævende baner. Det er en virkelig svær opgave. På den ene side skal de udfordres maksimalt, og på den anden side må de ikke gå psykisk ned. Underviserne skal være fremragende pædagoger med stor psykologisk indsigt.

Om primadonnakultur. En meget stor udfordring for uddannelserne består i at tackle den meget jeg-fikserede ungdomskultur (primadonnakulturen).Det er i dag næsten umuligt for et enkelt menneske at rumme al den viden, der skal til for at udvikle f.eks. et nyt produkt. Derfor er det så afgørende at lære vore studerende at arbejde sammen, meget gerne i tværfaglige teams.

Mig-kulturen er således en væsentlig udfordring for uddannelsesinstitutionerne. På den ene side bliver vi nødt til at nedbryde primadonnanykkerne og lære de studerende at arbejde sammen. Og på den anden side må vi selvfølgelig have øje for de helt unikke talenter. For de studerende, der rager usædvanligt op, og som vil være i stand til ved egen kraft at yde det helt usædvanlige.

Et redskab kunne være et eksamenssystem, som stiller krav om, at den enkelte studerende både skulle til et antal individuelle eksaminer og en række gruppeeksaminer, hvor udgangspunktet var, at man blev målt på sin evne til at lære af andre og til at bruge sit eget talent i en gruppesammenhæng

I fremtiden skal vi leve af krøllede hjerner. Det stiller store krav til uddannelsessystemet, hvor de fleste lige nu har stor fokus på, at elevernes helt basale færdigheder skal være i top. Og selvfølgelig skal de kunne læse, regne og skrive, men hvis de kommende generationer af danskere ikke kan andet end det, kommer de til at konkurrere på et marked, hvor timelønnen ligger omkring 20 kroner.

Det kommer der ikke velfærd ud af. Det kommer der ikke interessant forskning og tænkning ud af.

Vi har intet valg. Vi har fire roller, vi må påtage os i uddannelsessektoren: Vi skal være jordmoder, sørge for at det nye kommer til verden. Vi skal være alkymist, skabe dialog på tværs af kunst- og erhvervsliv, Mellem »det skæve« og »det lige«. Vi må påtage os rollen som magnet: Tiltrække det unikke, det særlige, det forunderlige. Personligheder, dygtige medarbejdere, virksomheder, investeringer, verden. Endelig må vi også være analytiker, samle erfaring, fortolke og formidle, så vi ved, hvad der virker.

Og så må vi erkende, at vi ikke længere har markedet for design, innovation og vidensproduktion alene. Kina og Indien uddanner i dag millioner af mennesker inden for områder, som vi for blot 10 år siden troede, var forbeholdt os. Tillad mig derfor at opfordre til, at der laves en samlet handlingsplan for styrkelsen af kreativitet og innovation på alle niveauer i uddannelsessystemet. Grundlaget skabes i børnehaver, folkeskoler og ungdomsuddannelser. Det er ikke nemt at blive kreativ, hvis man de første 20 år i livet har lært, at læring handler om at sidde stille og gøre, som der bliver sagt.

Og at tegning, drama og musik i øvrigt er udmærket – hvis der altså er tid.