5. september 2009, 17:23 – opdateret 5. september 2009, 20:02

Mea culpa, jeg har haft flere forhold end et, og jeg bruger ikke søndagen på at gå i kirke. Hverken når jeg har min fem-årige søn den ene uge, eller når jeg kommer hjem fra en middag, fest eller cocktailbar den anden.

Jeg er ellers det, man i 70erne kaldte enlig mor og burde ifølge mange af mine medsøstre, de paisley-klædte speltmødre med bestyrelsesposter i podens børnehave og drenge med navne som Carl-Villads, August og Lysander, slet ikke have det så sjovt. Jeg burde sidde derhjemme og gennemsavne min søn, når han er hos sin far, eller jeg burde gå til foredragsaftener om senmoderne lyrik for at finde en passende ny faderfigur til mit barn, også selv om han har en far, der er fantastisk.

For det er umodent af mig som kvinde i 30erne at bide i tilværelsens cocktailbær frem for at sætte tænderne i parforholdets æble med tilhørende kernehus. Jeg burde jagte Det Lille Hus På Storbyprærien, i stedet er jeg nok ’sådan en’, der har sløjfet børneværelset, fordi ego-mor her vil have en spisestue.

Sådan er der mange kvinder, som har skrevet til mig i løbet af de uger, jeg har skrevet klummer her i Berlingske Tidende.

Dem har jeg alle svaret, at jeg skam sætter pris på deres bekymring for mig, og at jeg såmænd også stadig drømmer om patriciervillaen på Æblestien med mand, børn og masser af kærlighed. Men også at vi ikke behøver dø, fordi kærligheden til vores børns far gør det.

Men lige nu sidder jeg og tænker i min tre-værelses Østerbro-lejlighed tæt på både børnehave og cafeer på Bopa Plads, at det egentlig er lidt tankevækkende, at vi efter flere årtier med kvindefrigørelse ikke er kommet længere end at pege stive moralske pegefingre af dem, der har bryster uden ammeindlæg og har besluttet sig for at date, elske, arbejde, skåle og cafe latte sig gennem livet som single-deltidsmor. Tænk, at det kan virke så oprørende kontroversielt.

»Hvor er du bare en ynkelig enlig mor«, er der ligefrem en, der har skrevet til mig.
Hold da fast, flashback til den socialrealisme, der litterært var så populær i de 70ere, jeg voksede op i. Pludselig ser jeg mig selv i historierne fra dengang om enlige mødre i små storbylejligheder med toilet på trappen, bad i kælderen, mad i sengen og børn med for tidligt ansvar og lapper på bukserne. I det nydelige liguster-paradis kaldet Risskov, som jeg kommer fra, var der kun meget få enlige mødre. Der var næsten flere, som dyrkede cannabis i baghaven eller havde lyserøde elefanter registreret på matriklen.

Den enlige mor var dengang socialt fortabt, og selv om jeg egentlig troede, at vi havde sagt farvel til den forestilling, lever den tilsyneladende i bedste velgående. Vi under stadig ikke den enlige mor et liv med værdighed. Vi under hende faktisk ikke et liv.

Men selv oplever jeg, når jeg taler med folk omkring mig, at glosen enlig mor er på vej på ordkirkegården sammen med ord som kassettebånd, neger og lørdagskylling.

Fordi vi, der har børn, er 30+ og ikke lever sammen med en mand, har opdaget, at vi faktisk kan leve et liv med liv på og er i den situation, at vi kan få det bedste af to verdener. Den mulighed kender jeg ikke mange, der forspilder, og hvis kvinder i ægteskabelige nærdødsoplevelser vidste, at livet som singlemor kan være forbundet med så mange fordele, tror jeg faktisk, skilsmissestatistikkerne for alvor ville boome.

Men før jeg løfter sløret for de forkætrede fordele, vil jeg gerne slå fast, at ingen formentlig kan lide at se Juno-sengen være tom om natten. Når savnet bliver for stort, lægger jeg mig af og til selv i den for at mærke lidt af duften fra min barn stige op fra hovedpuden. Andre dage bliver jeg nødt til at lukke døren til hans værelse for ikke at blive kørt sjæleligt over af biler fra »Cars« eller føle mig forladt som de 200 legoklodser, der ligger atomiseret ud over gulvet.

Efter tre år som delemor bliver det dog på et tidspunkt rutine at indrette sit liv som en noget mere livs-kærlig version af Dr. Jekyll & Mr. Hyde.

Mit liv ser sådan her ud:

1. Når jeg den ene uge har min søn, afleverer jeg ham kl. 8.30 i børnehaven og henter ham igen kl. 16. Selv om jeg er pressechef i en større finansiel koncern, er min mobil principielt lukket frem til kl. 20, fordi den mellemliggende tid er hans. Vi ses med venner, der også har børn, går på legepladsen og jeg har vænnet mig til at have ham i den ene hånd og indkøbsposer, kæppe, Yogioh-kort, Molo-fleece og min egen taske i den anden. Vi gør de samme ting som kernefamilier; der er bare kun mig til at børste hans tænder og give ham Spiderman-nattøj på, før jeg læser op fra Folk og røvere i Kardemommeby og til sidst kysser ham godnat.

2. Når jeg den anden uge ikke har min søn, tager jeg for mig af Østerbros udsøgte udvalg af take-away, arbejder ad libitum, drikker masser af kaffe på cafeer og endnu flere drinks på barer, som jeg symbolsk har indløst årskort til. Her lægger jeg også mine frisør-besøg, går i biografen, på kunstmuseum, shopper og har ikke mindst den tid, som familier klassisk mangler, nemlig tid til alenlange telefonsamtaler med veninder om de samme eksistentielle emner som da vi var universitetsstuderende. Mænd, sex og kærlighed.

Jeg elsker skamløst hver anden barnefri uge, for min verden går ikke i stå, mens min søn hygger sig med sin far. Selvfølgelig havde jeg gerne fremvist mit symbiotiske parforhold på evigt kærlighedscrack til ære for fotografen og de kvinder, der mener, verden kun kan se sådan ud. But it ain’t so. Jeg tvivler endda af og til på, at jeg efter at have smagt denne åbenbart særdeles forbudne frugt er i stand til at indgå i en fuldblods-relation igen, selv med den eksemplariske mand, der både lytter, elsker, taler og er på den helt rigtige måde.

Et moderne tabu? Tja. Selv finder jeg det enormt inspirerende at høre om andre kvinder (og mænd for den sags skyld), der hyper-jonglerer børn, kærlighedsliv, karriere og skifter bleer den ene uge og gennemfører maraton den anden. Mennesker, som har besluttet sig for at få det bedste ud af den verden, der fulgte, da ønskedrømmen om evige søndage i haven med marmelade fra Emmerys og hjemmebagt brød krakelerede.

Vi er dog mange, der håber en dag igen at blive lystfuldt domesticeret og installeret under dobbeltdynen med drømmemanden, men elementer fra tilværelsen som singlemor følger med som børn på gule plader. Jeg vil i alt fald insistere på min ret til at være menneske og kvinde og ikke bare mor og parforholds-synkronsvømmer.
Så farvel til forestillingen om den 70er-tragiske enlige mor. Der kan godt være både bleer, læbestift, selvværd, kærlighed og værdighed i en singlemors Bottega Veneta-taske. Også selv om det for mange er lige så grænseoverskridende som at forestille sig, at Gud hellere vil læse Playboy end gå i søndagsskole.
Ikke desto mindre er det virkeligheden anno 2009.

■ Følg med i Karrierekvindens bekendelser hver søndag på berlingske.dk