9. maj 2008, 22:30

Kan man have to fædrelande? Kan man have to statsborgerskaber? Diskussionen har kørt her i avisen siden dansk-amerikaneren Henrik Fogh Rasmussen i en kommentar slog til lyd for dobbelt statsborgerskab. Man skal have lov at holde fast i sine rødder, var hans argument, for mennesket har både rødder og vinger. Ét statsborgerskab til rødderne i det gamle land og ét til det nye, man er fløjet videre til.

»Uden rødder har man ingen vinger.«

Et kryptisk billedsprog. Jeg mener: Jeg har da aldrig set et vinget væsen med rødder og da i øvrigt heller aldrig en plante med halefjer. Faktisk er jeg temmelig sikker på, at den rose, jeg møjsommeligt graver ned i min have, ikke letter i morgen og sætter over hækken ind til naboen.

Skal man endelig overføre vinge- og rodbilledet til mennesket, må man vel sige, at flyver et menneske et andet sted hen, så river det rødderne op for at slå rod et nyt sted, i ny jord. Jordløse rødder på kryds og tværs af Atlanten er ikke bare noget rod, det er faktisk ikke særligt vækstfremmende for planten i den anden ende.

Derfor er det da helt logisk, at danskeren, der hellere vil være amerikaner, tvinges til at træffe et valg mellem det gamle og det nye land, mellem den gamle og den nye jord.

Jo, men jeg vil have lov at være stolt af Danmark, lyder Fogh Rasmussens modargument. »Indvandreren skal ikke fratages den betydelige personlige stolthed, som han eller hun ellers har opnået ved at blive dansk.«

Henrik Fogh Rasmussen skal have lov at være så stolt over at stamme fra Danmark, som han vil, men han misforstår efter min mening, hvad det vil sige at elske sit land, og hvad der kræves af en dansk statsborger. Statsborgerskab er ikke et spørgsmål om stolthed, men om loyalitet.

Jeg elsker ikke Danmark, fordi jeg synes, vores velfærdsstat er verdens bedste og vores »værdier« lige til at sætte i glas og ramme. Jeg tror f.eks., at tyske skoler er meget bedre end danske, og er temmelig sikker på, at det er langt mere familievenligt at leve i England eller i Frankrig end i vores semisocialistiske kasernestat. Men det gør mig ikke mindre dansk eller mindre loyal over for Danmark.

H.C. Andersen giver et godt eksempel på, hvad fædrelandskærlighed er. I 1841 mødte han på vej hjem fra en lang udlandsrejse en dansk dame, der henført spurgte ham: »Har De nu, Hr. Andersen, på Deres lange og mange rejser set noget ude, der er så dejligt som vort lille Danmark?« Andersen, der kom lige fra det solbeskinnede Italien, udbrød: »Ja, det ved Gud jeg har!« »Fy!« udbrød damen. »De er ikke patriot!«

Jo, H.C. Andersen var netop patriot, men han elskede ikke sit land, fordi det var det dejligste i verden.

»De danske kan være onde, kolde, sataniske! – et folk, der passer til de våde skimmelgrønne øer«, lød det fra Andersen engang i 1840erne.

Men da Danmark kom i knibe i treårskrigen, besang han i 1850 de selvsamme skimmelgrønne øer: »I grønne ø’r, mit hjertes hjem hernede!« Danmark var ikke i mellemtiden blevet kønnene, og danskerne næppe mere sympatiske, men nu, da det brændte på, kendte han, ligesom nissen hos spækhøkeren, sit hjertelag, hvor han egentligt hørte til. Af loyalitet over for sit land brød han med tyske venner og velyndere. De måtte, skrev han, forstå, at hans hjerte var helt og fuldt dansk. For ham var loyalitet over for landet væsentligere end venskabet med diverse udenlandske pinger, selv om de var vigtige for hans litterære karriere.

For H.C. Andersen var Danmark altså ikke et buffet-fædreland, som man kunne tage lidt af og så lade resten ligge på sin fugleflugt ud i den store verden. Dér var det sted, han havde rod, og hvorfra hans verden gik. Dér lå hans loyalitet. Opstod der loyalitetskonflikter, valgte han landet, selv om det måske kostede ham internationalt omdømme. Et i øvrigt aktuelt notabene.

Kan man have to fædrelande? Kan man have to koner, kunne man lige så godt spørge. Nej, ikke uden at det går ud over den kone eller det land, der har krav på éns loyalitet.

På et tidspunkt må man vælge. Det gælder alle. Det gælder også Henrik Fogh Rasmussen.

Lørdagens Perspektiv skrives på skift af Uffe Ellemann-Jensen, Katrine Winkel Holm, Peter Kurrild-Klitgaard og Mikael Jalving.