23. december 2008, 22:30

Jeg genså forleden filmatiseringen af Et juleeventyr af Charles Dickens om den nærige finansmand Ebenezer Scrooge, som mener, at julen er noget humbug, og som nægter at give penge til en juleindsamling til de fattige.

Scrooge har ét mål med tilværelsen: At skrabe så mange penge sammen som muligt. Men julenat hjemsøges han af et spøgelse og tre ånder, som advarer ham om, at han har forsømt de vigtige ting i livet. Ånderne viser Scrooge de hårde vilkår for samfundets svageste samt de forsømte muligheder for lykke og kærlighed i hans forhold til sin familie, venner og kollegaer. Da Scrooge vågner juledag, har han fundet sit bedre jeg. Han fejrer jul sammen med sin familie, og han giver et stort beløb til fordel for byens fattige.

Dickens havde en pointe. Mon ikke vi alle sammen fra tid til anden er nærige med vores tid, penge og opmærksomhed og glemmer at leve livet fuldt ud. Og mon ikke den igangværende finanskrise har givet mange mennesker lejlighed til at bremse op og tænke dybere over tilværelsen. Tænkepausen vil forhåbentlig føre til bedre personlige valg i fremtiden.

Et juleeventyr udkom i 1843, men beretningen er muligvis mere aktuel end nogensinde. I hvert fald ville jeg ønske, at flere mennesker i dag delte beretningens hjertelige, medfølende og positive menneskesyn. Scrooge er ikke håbløst fortabt; han indser sine fejl og træffer et bevidst valg om at blive en stærk og positiv kraft for sine medmennesker.

Charles Dickens blev berømt for sine beskrivelser af de virkelige vilkår for Londons underklasse i værker som Oliver Twist. Men Dickens mistede aldrig troen på, at det enkelte menneske kunne gøre verden bedre gennem sine personlige, moralske valg.

Det samme lyse menneskesyn går igen hos mange af Dickens’ samtidige forfattere. Det mest berømte eksempel er formentlig helten Jean Valjean i Victor Hugos De elendige – en undvegen straffefange, som træffer et valg om at blive et godt menneske og derpå opbygger en formue, skaber vækst og hjælper samfundets svageste.

Der er noget smukt ved denne gammeldags tro på det gode i mennesket. Og der er noget koldt og kynisk over den mekanistiske blanding af marxistisk socialrealisme og freudiansk psykoanalyse, som afløste Dickens og Hugo i det 20. århundredes litteratur. I meget af vores moderne litteratur har mennesket ikke længere nogen fri vilje. Vi er styret af klassekamp og magtinteresser (inspireret af Marx) eller indre dæmoner og ustyrlige drifter (inspireret af Freud). Marxistisk-freudianske forfattere mistænkeliggør dermed os allesammen, fordi vi konstant må stille spørgsmålstegn ved de dybere, mørke motiver bag vores handlinger.

Marxismen og freudianismen stortrives i disse måneder, hvor svindler efter svindler bliver afsløret, og virksomhed efter virksomhed går nedenom og hjem. (Det forlyder sågar, at Karl Marx igen er blevet en bestseller i boghandlerne.) Men hvor sandsynligt er det i grunden, at hver eneste eller bare hver anden, tredje eller fjerde kapitalist på Wall Street er en ussel, grådig og egocentrisk svindler, som er ligeglad med sine medmennesker?

Julen er traditionernes tid, og det ville være rart, hvis vi her i vores tænkepause kunne finde tilbage til den gamle tro på det gode i mennesket – og måske i særlig grad kapitalister som Ebenezer Scrooge. Det er trods alt disse kapitalister, som nu skal genskabe den økonomiske vækst, som vi alle sammen i sidste ende er afhængige af for at kunne realisere vores drømme og blomstre som mennesker.
Og som Margaret Thatcher har udtrykt det: »Ingen ville huske den gode samaritaner, hvis han kun havde haft gode hensigter. Han havde også penge.«