Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
Din mening::

Er dårlig opdragelse skyld i uro i klasseværelset?

Er forældrenes dårlige opdragelse af deres børn skyld i, at folkeskolen har problemer med uro i klasserne?

66 Kommentarer
 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten

Kommentarer

Sortering:

Travlhed over hele linjen

Eftersom vi har et samfund, hvor mange forældre stort set ikke bruger vågen tid sammen med deres børn, og mange børn i øvrigt lever en uge i et hjem og en uge i et andet hjem (hvorfor nogle børn bliver godt forvirrede), så er der måske ikke noget at sige til, at de ikke kan finde den ro, det kræver at kunne opføre sig ordentligt og udvise den nødvendige empati for klassens øvrige børn, underviseren osv.
Rolige og empatiske børn kræver rolige og empatiske forældre, der er tilstedeværende og har tid til samtale, inddragelse og samvær. Vi har valgt at etablere et samfund med alt andet nemlig: delebørn, fuldtidsarbejdende forældre, børneopdragelsen varetages i børneinstitutioner, hvor der er få voksne til mange børn osv. Nej, så kan man ikke forvente andet. Samfundet er skruet uhensigtsmæssigt sammen og for få forældrer har mod til at sige fra.

Travlhed over hele linjen

Eftersom vi har et samfund, hvor mange forældre stort set ikke bruger vågen tid sammen med deres børn, og mange børn i øvrigt lever en uge i et hjem og en uge i et andet hjem (hvorfor nogle børn bliver godt forvirrede), så er der måske ikke noget at sige til, at de ikke kan finde den ro, det kræver at kunne opføre sig ordentligt og udvise den nødvendige empati for klassens øvrige børn, underviseren osv.
Rolige og empatiske børn kræver rolige og empatiske forældre, der er tilstedeværende og har tid til samtale, inddragelse og samvær. Vi har valgt at etablere et samfund med alt andet nemlig: delebørn, fuldtidsarbejdende forældre, børneopdragelsen varetages i børneinstitutioner, hvor der er få voksne til mange børn osv. Nej, så kan man ikke forvente andet. Samfundet er skruet uhensigtsmæssigt sammen og for få forældrer har mod til at sige fra.

Opdragelse eller det gode eksempel?

Hvis man skal være i stand til at give en ordentlig opdragelse, må den første forudsætning være, at den der påtager sig at opdrage andre, selv kan finde ud af at opføre sig ordentligt... En ting er at udtale sig om, hvordan noget burde være, noget andet at efterleve det selv. Hvordan skal ungerne nogensinde tro på rigtigheden af det forældrene siger, når de kan konstatere, at de selv sammen forældre er parate til at tilsidesætte alle spille- & færdselsregler, pli og respekt for andre?

Det daglige eksempel: Her hvor jeg arbejder ligger lige ud til en meget brugt skolevej. Her cykler forældre lystigt ved siden af deres unger uden hjem, uden at se sig for, uden at vise af og uden at overholde deres vigepligter - og jo: også uden lys. De magelige zikzakker sig ud og ind mellem de andre forældres børn, i deres fantastiske 4-hjulede stuer (eller nok samtalekøkkener...) mens de giver en fantastisk opvisning i hvordan man passerer de med et formål anlagte vejchikaner med op i mod 80km i timen, her hvor man må køre 30kr /timen. Og helst med den "uundværlige" mobil klistret til det ene øre, mens man dygtigt navigerer med den eneste frie hånd. Eller lige hjælper med at snørre støvlerne på lillesøster, mens man kører... Og det er desværre flertallet der demonstrerer denne adfærd!

DET kære venner er de eksempler de unge mennenesker får med sig som bagage til at vurdere, hvad der er ret og vrang på god opførsel. Og fremme ved skolen, kan man så lige nå, få forklaret læreren, at denne ikke skal komme for godt i gang over for deres pragteksemplarer. Man har jo sine rettigheder, ikke?

Vend spejlet venner. Det er ikke ungerne der er noget i vejen med, det er Jer selv. Lær dem selvrespekt ved ikke at afbryde dem, når de har noget at sige, og i det hele taget vis dem respekt for det de nu er: små mennesker - ikke forkerte eller uudviklede voksne. Med selvrespekt kommer evnen til at kunne vise andre repekt. Og så tag selv at efterleve de regler, I synes ungerne skal følge. Det er faktisk meget enkelt!

JA!

Vi har igen og igen mødt situationer hvor børn der ikke har oplevet at få sat grænser kan ødelægge undervisningen med støj og larm.

Vi har haft 3 børn gennem folkeskolen som alle har været vænnet til at skulle acceptere andre behov på linie med deres egne, og lært at de ikke altid kan være forrest.
I alle klasser har der været problemer med børn der ikke har lært at respektere beskeder og acceptere andre elevers ret. Med mindre disse børn simpelthen er dummere (hvilket nok ikke er årsagen) så må det skyldes manglende opdragelse hjemme fra.
Det er min oplevelse at alt for mange forældre simpelthen er konfliktsky og ikke tager de nødvendige opgør, samt at de er for inkonsekvente.. Det KAN lade sig gøre.

diziplin

Der mangler disciplin og atter disciplin - hjemme og i skolen.
Hjemme bliver det nok ikke til det helt store.
I skolen må man håbe at lærerne snart får midler til at genindføre disciplin.

Uro?

Efter min overbevisning, er det forældrene, som er de skyldige, hvis deres "afkom" opfører sig som "idioter", når disse forsøger at koppiere deres "skabere".

Hilsen

Georg

NB: Et "nyt" liv, behøver udvikling, og forståelse, det eneste "forældre" kan gøre, er at fortælle deres egen "historie", og lade "barnet" bygge videre i frihed.

Kærlig opsanger: Om forældre der skal lære at sige nej

Snak, grin og råb ødelægger undervisningen i skolen, står der i tirsdags at læse på berlingske.dk. Debatten har rullet over Danmark den sidste uge, om det er forældrenes manglende opdragelse på deres børn eller pædagogerne, der ikke er gode nok til at mane børnene til ro. Sjovt, hvordan vores samfund går så meget op i at have ret!

Hvad med at glemme egoet for et stykke tid og hellere bruge krudtet på, hvad vi hver især kan gøre for at forbedre situationen?

Som forælder, for eksempel. Hvad kan vi bidrage med, for at vores barn ikke afbryder undervisningen i utide?

Jo, for det første kan vi selv være en rollemodel. Være en god lytter og selv lade være med at afbryde og kræve konstant opmærksomhed.

For det andet kan vi opdrage, når vores barn afbryder – og simpelt hen fortælle dem at hey, lille skat, det handler ikke om dig – lige nu – og således lade den talende afslutte sætningen og tale færdigt. Som Niels Egelund, professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet så fornemt formulerer det i debatten: ”Mange af forældrene kender ikke ordet nej”.

For let’s face it: Børn har brug for grænser. De søger grænser for at mærke hvem de er og for at skabe deres egen identitet – og de går så langt som de nu en gang kan for at få dem – ja, fx ved at snakke, grine og råbe og forstyrre undervisningen i utide.

Hvad er så løsningen – hvad skal der til, for at få ro på i klasserne? Jeg tror på en fælles indsats, at både forældre og pædagoger samarbejder om at sætte de nødvendige grænser. Men skal vi udråbe en tovholder til opgaven, så kommer vi ikke udenom, at det – selv i 2010 – stadig er forældrene, som har hovedansvaret for at opdrage deres børn.

Michael Andersen

Uro i klasseværelset er et udtryk for at børn og unge ikke har lært hvordan man opfører sig i større forsamlinger. Denne mangel kommer til dels hjemmefra, men bestemt også fra skolen. Når det f.eks. ved den ene lærer er ok at snakke og småforstyrre, men ved en anden lærer overhovedet ikke er i orden, hvordan skal vores børn så finde ud af hvad der er rigtig og forkert?

Hvis en lærer konstant har fokus på Emil der altid råber højest, er det i børnhøjde så ikke et udtryk for at når man råber højest får man lærerens opmærksomhed?

Hvis lærerne kunne finde rimelig fælles fodslaw om, hvordan en time skal være, og samtidig kunne ignorere de mindre støjende børn, og rose de 'artige' børn, tror jeg vi kan komme væsentlig længere.

Michael, far til 3

Magter lærerne overhovedet dialog med forældrene?

Det er svært at opdrage sine børn i de 6 timer om dagen, de sidder på skolebænken. Jeg har både prøvet det som hjemmegående, deltidsarbejdende og fuldtidsarbejdende mor.

Når de kommer hjem om eftermiddagen med uspiste madpakker og uden at ane hvad lektierne til næste dag er, kontakter man lærerne og får at vide at alt er i skønneste orden, og lille-pus skam fungerer fantastisk.

Hm. Men tingene fortsætter år ud, år ind, lektierne bliver ikke lavet, bøgerne glemmes (eller efterlades efter ordre fra læreren) på skolen, man får først sedlerne fra skolen når sidste frist er overskredet, og man føler sig magtesløs som forældre, altid et par skridt bagud FORDI MAN INGENTING FÅR AT VIDE.

Man kontakter skolen igen og igen og får hver eneste gang at vide at alt er i den skønneste orden, og at man ikke skal være så negativ.

Dette mønster har vi nu kørt i 5 år i en Københavnsk kommuneskole, og nu er det slut - poden er netop blevet optaget på en privatskole i provinsen, og hér er kravene helt anderledes, hold godt fast:

1) Mobiltelefonen skal forblive slukket og i tasken HELE skoledagen. Skal man bruge hjælp, kan man spørge en lærer. Tager man mobilen frem, ryger den på kontoret og kan hentes efter endt skoledag.
2) Læreren møder til tiden til sine lektioner, og bliver der i spisepausen hvor han/hun spiser fælles med børnene. Ikke flere mugne madpakker i bunden af tasken!
3) Hvis barnet har været sygt eller ikke lavet lektier, noteres dette i kontaktbogen til læreren fra forældrene.

Det burde være rimelige krav i alle skoler, men ikke i en Københavnsk kommuneskole. Her spilles der musik og råbes og skriges i timerne. Lærerne forlader klasselokalerne UNDER TESTS (!), og de elever, der evt. ikke gider testene, kan så sidde og spille musik og ringe til hinanden osv. mens den lidt langsomme elev ikke kan koncentrere sig.

Lærerne gider ikke checke kontaktbøgerne - vi har ikke brugt den siden 1. klasse. Og de er ligeglade med om ungerne har været syge.

Tager vi forældre initiativ til dialog, bliver det tager op med en tøse-fornærmet mine som om vi har indgivet skriftlige klager.

At eleverne render ind og ud ad klasselokalet er lærerne totalt ligeglade med, for de møder ofte heller ikke selv til tiden, og de står da ALDRIG parat før eller når det ringer ind.

Mine børn (nu 6. klasse + 2.G) er heldigvis søde og velopdragne i andre sammenhænge - til spejder, på fritidsklub, herhjemme, på gymnasiet (den store), til musik- og karateundervisning udenfor skolen osv.osv. - det er kun i kommuneskolen at man skal brøle sig igennem larmen, uanset om der er frikvarter eller ej.

Tankevækkende, hvorfor de pludselig bliver rolige i gymnasiet?!

Ikke for mine børn

Det bekræfter vel at den Røde skole og resocialisering ikke virker i skolen.

Det bekræfter også at man ikke tage børn fra en anden verden(den tredje verden etc.) og så forvente at der er ro i kklassen. Jeg har tit oplevet hvordan disse børn opfører sig over for de danske børn. Og det er voldsomme og grove midler de anvender. At der ikke er skredet ind for længst siger mere om den røde skole end godt er.

Jeg har forsøgt at finde en skole hvor disse overgreb på danske børn ikke finder sted. Men det er meget svært. Det er som at slå i den berømte røde mur.

Men jeg vil aldrig finde mig i at mine danske børn bliver behandlet på den måde. Mine børn skal ikke opleve at blive kaldt luddere og truet med at blive voldbollet. Bedre står det ikke til med drengene.

Det er ikke resocialisering det er voldskultur.
Verbalt og fysisk.