Anne Sophia Hermansen: Scenen er sat: Kvinden i 30erne dropper manden i 30erne, fordi han er en drengerøv, men manden i 30erne har allerede droppet den jævnaldrende kvinde. Ikke feminin nok, lød dommen i lørdagens Berlinger, som mange kvinder formentlig har læst i en tilstand af chok, begejstring, tømmermænd (tak, Kbar) og momentan mangel på læbestift (undskyld, Morten Staberg).
24. juli 2009, 12:00 – opdateret 24. juli 2009, 12:20
Kære mand i 30erne, du har da helt ret. Nogle kvinder er i dag mindre feminine end thailandske ladyboys og mere maskuline end flere af dine kønsfæller, også kaldet puddelmændene. Disse kvinder er ikke blevet uddannet af damebladene og ved slet ikke, at de har pligt til gennemsnitligt at indtage fem kilo læbestift i løbet af deres levetid. De lader det hele sejle, som du skriver, og jeg forstår din desperation over at være genankommet til et kødmarked, der er gået fra at tilbyde saftig inderlårsfilet til at levere leverpostej i så hverdagsgrå mængder, at selv efterårshimlen må være misundelig.
Men ærligt talt, siden hvornår er Stryhns blevet et godt sted at date? Jeg kan ikke genkende din diagnosticering af kvinderne i 30erne – tværtimod.
Historisk mange kvinder i 30erne balancerer i dag rundt i livet på 10 cm høje hæle, og de indfrier som heroiske soldater regeringens ønske om at fortrænge finanskrise med forbrug. De er endda Facebook-ven med deres frisør. Mens vi i 80erne overvejende havde Alt for Damerne som inspirationskilde til vores kvindelighed, findes der i dag flere dameblade end pornoblade, og vi hylder den sensationelt smukke Helena Christensen, fordi hun viser, at 40erne er de nye 30ere, måske endda 20ere. Modsat jer danske mænd har vi kvinder ikke Europa-rekord i at være de mindst shoppende og velklædte, men pyt også med det – vi elsker jer stadig højst, når I ikke har en trævl på.
Min påstand er derfor, at kvinder overordnet aldrig har set bedre ud end de gør i dag, de er også mere veluddannede, vellønnede og velorienterede, og når barren løftes, strammes kravene også til jer mænd.
Så piver I, og det kan jeg godt forstå, I gør. Nu er det ikke længere nok, at I er handyr i hættetrøje, naturens muntre søn, drengerøven med ph.d. i ølsmagning og bordfodbold. Nu skal I også være jævnbyrdig partner med et kvindekøn, der i bedste fald kun har brug for jer til kærlighed.
Når jeg ikke kun læser Morten Stabergs charmerende svar, men også gennemlæser de øvrige godt 115 kommentarer til mit oprindelige essay »Manden i 30erne – a lost case?« er det gennemgående, at mænd brokker sig over kvinders moderne individualisme. Vi bliver kaldt euforiske lykkejægere, powertool-women, attitude-babes, ultra forkælede, selvhøjtidelige og overdoserede Sex and the City-dåser. Det noteres igen og igen, at vi ikke kan forvente at blive behandlet som prinsesser, når vi har haft flere forhold end Julio Iglesias, og det vækker anstød og provokation, at vi oplever det som vores ret at sige nej til dårlige knald og til manden uegnet for ægteskab.
En veninde fortalte mig i går, hvad modsætningen til en bitterfisse er – det er en muggenpik. Dem er der mange af blandt mændene i 30erne.
Tidligere kaldte vi jer bare drenge-røve, en kærlig betegnelse, som imidlertid stivnede lidt, da I glemte at hente barnet i børnehave, fordi I spillede Playstation eller fortsatte det partyglade liv med gutterne til kl. seks om morgenen, selv om familien skulle op på samme tidspunkt. BØV = BØrneVoksen er jeres sociologiske term, drengerøv den psykologiske og muggenpik den seksuelle.
At vi kalder jer en lost case burde mane til refleksion. Selvrefleksion.
Vi kvinder skal naturligvis også gribe i egen lange barm. Det er da fuldstændigt korrekt, at vi ikke kan afskrive en hel generations mænd uden samtidig at kigge lidt indad.
En af de største farer for os, moderne singlekvinder, er dog ikke at miste vores femininitet, men at blive os selv nok. At udvikle os til funktionelle hermafroditter og blive kærlighedslivets Lone Ranger psykisk indhyllet i Calvin Kleins unisex-parfume One. Dømt til at leve alene med vores endeløse rækker af pyntepuder, nips, stearinlys og orkideer.
Vi har gennemskuet, at det ikke er astrofysik at bore en knagerække op, og vi har også lært, at tunge indkøbsposer bare er tunge, men ikke noget, vi taber vores livmoder over.
Men vi har også indset, at vores krav til manden oftere efterlader os med en pizza slice fra 7-Eleven kl. to om natten end med en partner, vi kan dele kærligheden med. Det kan også give mig lange nætter. Nætter, som jeg ikke kan bruge Sex and the City til at krykke mig igennem med, men må anerkende som et ret smertefuldt tab af forestillingen om den kernefamilie, jeg selv er vokset op i.
Den gode nyhed ved singlekvinderne i 30erne er således, at vi skam tror på kærligheden. Den dårlige nyhed er, at vi tror på kærligheden – med en mand, der har sin maskulinitet i behold og hverken er for meget dreng eller røv. Vi elsker også Paulus for hans linjer om kærligheden, der er størst af alt, for det er den jo, men kære singlemænd i 30erne, kære pudler og kære bavianer, vi vil gerne give jer masser af kærlighed, men først og fremmest fortjener I et feminint los lige i drengerøven.
