Kronik

Det tabte land

Nogle få tusinde personer ejer i dag 63 pct. af det danske land. Og har monopol på at gøre det med både lovgivning og et helt ministerium i ryggen.

Hvad kalder man et land, hvor mindre end en halv procent af befolkningen ejer mere end 63 pct. af jorden?

Nej, ikke »bananrepublik«. Det rigtige svar er: Danmark.

Ja, vi taler om det yndige land, hvor nogle få tusinde personer i dag ejer hovedparten af det ganske land. Og har monopol på at gøre det med både lovgivning og et helt ministerium i ryggen.

Det er roden til meget ondt.

For at føje spot til skade modtager denne lille gruppe af jordejere offentlig hjælp i størrelsesordenen otte mia. kr. om året. Hver enkelt hæver i gennemsnit 250.000 kr. i årlig indkomststøtte. Penge, der udbetales som landbrugsstøtte, uden at vi stiller nogen form for modkrav. Til trods for at de danske jordejere gennem årtier har misbrugt deres hals- og håndsret over det ganske land.

Det særegne ved Danmark er jo, at vi lever i et af verdens rigeste samfund, men må alligevel tage til takke med et landskab, der aldrig har været mere tilsølet end i dag. For nu at citere fhv. industriminister Nils Wilhjelm, der påpegede dette paradoks tilbage i 2001.

Den lyse og lette danske natur, som vi alle elsker, fik sit knæk i årene 1940 til 1970. Ingen anden epoke i Danmarkshistorien kan opvise en så systematisk og hensynsløs forarmelse af landskabet. Med fatale følger blev en særlov, givet under den tyske besættelses jernhårde vilkår, skrupelløst udnyttet i de efterfølgende 30 år. Staten betalte i denne periode milliarder i direkte støtte til at oppløje knap 2000 vilde natursteder over hele landet.

Aldrig er så mange vandløb lagt i rør, så mange moser tilintetgjort, så mange enge drænet, så mange overdrev pløjet op, og så mange søer udtørret. Vor fælles kulturarv i nationale naturområder som Filsø, Slivsø, Skjern Å, Vest Stadil Fjord og Åmosen blev ofret med støtte fra denne særlov.

Forarmelsen af naturen tvang dyrene, fuglene, insekterne og planterne væk. Storken, viben, agerhønen og den gule engblomme fik dødsstødet fra 1940 til 1970.

En eneste generation lagde øde, hvad snese af generationer næppe vil kunne bringe på fode igen.

Hovedstolen i nutidens miljøgæld blev stiftet i de 30 år, hvor besættelsestidens særlovgivning hårdnakket blev holdt i hævd. Skiftende landbrugsministre, borgerlige såvel som socialdemokrater, lukkede øjnene for denne kæmpe gældssætning, som vi i dag må afsætte milliarder af miljøkroner til at afbetale på i form af naturgenopretning, vandmiljøplaner, grundvandsbeskyttelse, vandrammedirektiv, habitatdirektiv og biodiversitetskonvention.

Danmark blev gjort til verdens mest ekstreme landbrugsland. Ingen anden nation har så stor en andel under plov, og i intet andet land produceres så mange svin i forhold til arealet. Naturens miserable stilling i Danmark skyldes helt overvejende den simple kendsgerning, at der næsten ingen plads er levnet til den.



Nu har Landbrugsministeriet, som af dunkle årsager insisterer på at blive kaldt Fødevareministeriet, haft uinskrænket magt over de danskes land i mere end en menneskealder – er der så slet ikke noget at bryste sig af?

Tilbage i 1950 levede flere end 200.000 familier af deres eget landbrug, i dag er antallet reduceret til 12.000 heltidsbedrifter. Prognosen fra Dansk Landbrug siger, at i 2015 vil der bare være 9.100 tilbage.

Er det godt?

I 2003 havde landbrugets samlede gæld en kontantværdi på 195 mia. kr.; i år passerede beløbet de 300 mia. kr. Dansk landbrug er simpelthen en himmelråbende dårlig forretning – eller er det fordi man sætter tæring milevidt over næring? Ja til det sidste. Dansk landbrug lever af lånte penge, og Fødevareministeriet har aldrig løftet en finger for at få erhvervet til at konsolidere sig.

Strategien med en gældsprocent oppe omkring de 80 er enestående i EU-sammenhæng. Kæmpegælden er mere end dobbelt så stor som gennemsnittet i de øvrige lande, og den medfører en enorm rentebelastning.

Til gengæld sikrer den landbruget mod at betale indkomstskat. Den smule ejendomsskat, der er tilbage at bidrage med efter hele to markante nedsættelser af procentsatsen siden systemskiftet i 2001, er ikke noget der batter.

Hvordan klarer jordejerne så dagen og vejen?

Man lever højt og flot ved at belåne friværdien på jorden. Derfor skal der hele tiden udvides, så der er noget at belåne.

Hidtil har banker og realkredit spillet med på denne svimlende matador-karussel, der har presset jordpriserne op over de 300.000 kr. for en sølle hektar. I det seneste årti er prisen på landbrugsjord steget med 285 pct., uden at der er nogen som helst produktionsmæssig dækning for denne stigning.

Når denne gigantiske prisboble inden længe eksploderer, vil der udløses en lavine af tvangsauktioner og milliardtab for bankerne, vurderer Fødevareøkonomisk Institut. Medmindre, selvfølgelig, Fødevareministeriet straks træder til med en finansiel hjælpepakke.

Det er der rigtig mange ude på landet, der sætter deres lid til.

Landbrugets positive bidrag til samfundets husholdning er også til at overskue. Eksportandelen ligger i dag omkring de 10 pct., men har været konstant faldende siden 1963, hvor industrien for første gang overhalede landbrugseksporten. Den er i dag af samme størrelsesorden som det voksende turisterhverv, der ikke er begunstiget af årlige milliardsubsidier.

Ser man på landbrugets og fødevareindustriens samlede bidrag til Danmarks bruttofaktorindkomst, så lå det i år 2000 på 4,8 pct. Det forventes at falde til 4,4 pct. i 2010.

På samme måde går beskæftigelsen ned med omkring 1 pct. årligt, så der i 2010 blot vil være 108.000 fuldtidsansatte i såvel det primære landbrug som i fødevareindustrien. En pæn del af beskæftigelsen kommer kun udlandet til gode. Allerede i dag er hver 4. ansatte i landbruget en udlænding.

Er dette en succeshistorie for Landbrugsministeriet? Og har det været prisen værd, at danskernes natur undervejs gik tabt?



De stadig færre jordejere har fortsat deres eget støtteministerium, deres egen minister og deres helt egen lovgivning. Det giver dem monopolet på at eje det meste af Danmark.

Monopolet blokerer effektivt for de mange borgere, der gerne ville investere i en plet med en dal og lidt siv, de mange foreninger hvis ildsjæle intet hellere vil end puste liv i rørlagte vandløb, og for de virksomheder og almennyttige fonde der står parat med millioninvesteringer i fremtidens natur. Men se, om de kan få lov at eje bare den jord, deres såler bærer.

Tværtimod.

Trods den velbeskrevne elendighed hugger de 15.300 jordejere fortsat ind på de sidste stumper af danskernes natur, som den ligger spredt og splittet derude, mellem landbrugets stålsiloer, gyllebeholdere og kæmpe fabrikshaller. Med fødevareministerens varme velsignelser blev 83.000 hektar halvnatur pløjet op i dette forår, og de næste 60.000 hektar vil forsvinde i det kommende år. Her er tale om et areal på størrelse med Lolland-Falster, der har ligget hen som en slags naturerstatning siden 1992.

»Grøn Vækst« kalder Fødevareministeriet dette anslag mod de sidste udyrkede oaser i et landskab, der efterhånden ligget sønderslået og tømt for indhold. Se dig ud en sommerdag - monotone marker så langt øjet rækker og en stank af svinegylle dominerer i dag det landskab, hvor storken for ikke så længe siden spankulerede omkring. Er det virkelig det land, vi vil give videre til vore børn?

Vi fik uhørt billig flæskesteg, javist, men prisen har været skyhøj. For hver generation burde det være en æressag at sende landet lidt smukkere videre, end man overtog det, men dertil er vi slet ikke kommet. Man er oppe mod et mægtigt støtte­imperium og alle dets kontorer, der har højtuddannede folk ansat i hobetal til at bortforklare alt det, enhver kan se med sine egne øjne.



Jeg spørger en sidste gang: hvad kalder man et land, der administrerer hele sin natur til fordel for blot 9.100 virksomhedsejere? Lad svaret blafre i vinden, men skulle vi ikke snart tage hul på fremtiden?

Den begynder med at nedlægge Fødevareministeriet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.