18. september 2009, 22:30

I søndags kunne man i Berlingske Tidende læse, hvilke personer Kirkeasyl består af, nemlig alt fra ekstreme venstreorienterede til middelklasse-danskere og intellektuelle, som har allieret sig med kendte kulturpersoner for at opnå optimal pressedækning.

Blandt læger er der som i resten af befolkningen delte meninger om asylpolitikken i Danmark. I befolkningen støtter et overvældende flertal den nuværende linje, herunder hjemsendelsen af de irakiske asylansøgere. Et flertal i befolkningen har også fundet det problematisk, at enkelte folketingspolitikere bryder loven ved at opfordre til at skjule personer med ulovligt ophold i Danmark.

Blandt psykiatere har der været underskriftsindsamlinger mod den førte asylpolitik i Danmark, hvilket er legitimt, hvis man ønsker, at noget i samfundet skal laves om.
Samtidig har enkelte psykiatere på langt mere problematisk vis brugt eller rettere misbrugt deres uddannelse som special­læger i et mere tvivlsomt ærinde.
I Ugeskrift for Læger har børnepsykiater Bente Rich flere gange på udokumenteret grundlag kritiseret Udlændingeservice for at udøve tortur, når de afgør sager om asylansøgere. Hun har sågar anmeldt Udlændingeservices psykiatriske konsulent til Lægeforeningens etiske nævn for medvirken til tortur. Lægeforeningens etiske nævn underkendte dog denne absurde påstand.

Samme psykiater trådte frem i TV Avisen i forbindelse med rydningen af Brorsons Kirke med en 11-årig irakisk pige, som skulle udvises sammen med sine forældre. Det forlød, at barnet slet ikke kunne tale arabisk, hvorfor det ifølge børnepsykiateren ville være lægeligt uforsvarligt at udvise hende. Som seer kan man så kun undre sig over, hvilket sprog den lille pige taler med sine forældre.

På radioens P1 meddelte psykiater og tidligere leder af Rehabiliteringscentret for Torturofre, Inge Genefke, i sidste uge, at hun havde meldt Danmark for tortur med baggrund i en konkret sag med en af de afviste irakere; objektivt set endnu et politisk slag i den blå luft.

I juli modtog flere psykiatere inklusive undertegnede en henvendelse fra en kollega på vegne af støttegruppen til de udviste irakere. Man bad om udfærdigelse af gratis speciallægeerklæringer for de udviste irakiske asyl­ansøgere. Meningen var naturligvis, at speciallægeerklæringerne skulle medvirke til, at de udviste irakere forblev i Danmark via opnåelse af humanitær opholdstilladelse.

Det er ikke kun i den aktuelle debat om asylansøgere, at visse psykiatere blander deres lægelige faglighed sammen med deres politiske synspunkt. I sager om førtidspen­sion møder man ikke sjældent sager, hvor man objektivt set må konkludere, at alle behandlingsmuligheder ikke er udtømte, hvilket kan medføre, at borgeren nægtes førtidspension, før tilstanden beviseligt ikke kan bedres og borgeren dermed er uarbejdsdygtig.

Flere kollegaer har belært mig om, at mine udtalelser i konkrete sager vil medføre, at den pågældende ikke får pension, hvortil jeg har svaret, at min rolle som læge er at afgive en objektiv, lægefaglig vurdering og ikke at skrive noget usandt, for at en sag kan få et bestemt udfald. Samfundet har givet læger den længste og dyreste uddannelse af alle og kan med rette forvente, at vi altid afgiver et 100 procent objektivt svar, uden at vi har krydret vores vurdering med egne synspunkter. I tilfældet med min kollega, som ønskede udfærdigelse af gratis speciallægeerklæringer til støtte for de afviste irakere, skrev jeg et pænt svar om min holdning, men fik aldrig noget svar tilbage.

Læger må som alle andre samfundsborgere ytre os og deltage i debatter. Men bruger vi vores lægefaglige magt til at fremme et bestemt politisk synspunkt, risikerer vi, at samfundet mister tilliden til vores udtalelser. For psykiatere er dette specielt et problem, idet mange tragiske sager om personer, der kommer fra krigshærgede lande, involverer psykiatriske problemstillinger, hvorfor vores faglighed her er særligt efterspurgt.

Jeg har fuld forståelse for, at de udviste irakere helst ville blive i et af verdens rigeste og mest sikre lande. Det ville sikkert 99 procent af alle fattige i ulandene, hvis de kunne vælge. Jeg har også fuld forståelse for, at man kan være uenig i den førte asylpolitik. Men jeg har ingen forståelse for personer, der misbruger den uddannelse, som det offentlige har betalt, til at fremme egne politiske dagsordner ved at tage uskyldige mennesker som gidsler.

Psykologisk set vil jeg til folk i Kirkeasyl sige, at jeg håber de kan indse, hvilket enormt psykisk pres, der ligger i at give folk falske forhåbninger. Alle vidste, at de udviste irakiske asylansøgere skulle hjem, idet vi lever i et retssamfund, hvor vi overholder alle love. Hvilken nytte er der så i at give disse stakkels personer falske forhåbninger ved at gemme dem i en kirke, hive dem frem på TV, få dem til at indgå i konfrontation med politiet og engagere kendte personer, der sikrer maksimal opmærksomhed i medierne? Hvis den skjulte dagsorden er at gøre opmærksom på sig selv, vil jeg råde Kirkeasyl til at finde bedre måder til at opnå mediernes opmærksomhed på end at tage svage personer, der i forvejen er psykisk nedbrudte, som gidsler i deres eget selviscenesatte mediestunt.

Den politiske psykiater er en farlig psykiater. Både for lægestanden og for samfundet. Jeg vil dog afslutningsvis konkludere, at de nævnte eksempler omhandler et meget begrænset antal personer. Men hvis udemokratiske grupper som Kirkeasyl bliver dagligdag og fortsat rekrutterer læger og andre intellektuelle, folketingspolitikere, kendte personer og andre, som befolkningen har tillid til, kan vi stå med et meget stort demokratisk problem, nemlig at vi kun overholder loven, når den passer ind i vores eget politiske landskab.