6. maj 2008, 22:30

»Ligeløn – det handler om vilje«.

Sådan står der på sygeplejer-

skerne hvide t-shirts, som de flittigt har båret under den nu tre uger lange konflikt for at opnå lønstigninger på 15 procent over tre år. Og ligeløns-budskabet har slået an. Et flertal af danskerne bakker op om sygeplejerskernes lønkamp, for vi ved jo godt, at vi ikke har ligeløn i Danmark. Men når en offentligt ansat sygeplejerske i gennemsnit har en grundløn på 24.010 kroner plus pension og tillæg, er det så, fordi hun typisk er kvinde, at den ikke er højere ?

Ligeløn handler normalt om, at kvinder får mindre i løn end mænd, selvom de har samme kvalifikationer og udfører et arbejde med sammenligneligt jobindhold. LO og DA har tidligere regnet sig frem til, at der i den private sektor er en uforklarlig lønforskel mellem kvinder og mænd på fire til syv procent, som fagforeningerne tilskriver uligeløn. Men i den offentlige sektor får medarbejderne stort set samme løn for samme arbejde. Sygeplejerskerne er med andre ord ikke udsat for, at chefen giver de mandlige medarbejdere mere i løn, blot fordi de er mænd.

NÅR SUNDHEDSKARTELLETS formand Connie Kruckow alligevel kæmper for ligeløn, så handler det om, at sygeplejerskerne har lavet deres egen definition af begrebet. De vil opnå ligeløn med ansatte i den private sektor, som har en tilsvarende uddannelse. Tal fra Danmarks Statistik dokumenterer, at hver gang en privatansat med en mellemlang videregående uddannelse tjener 100 kroner, så tjener en sygeplejerske kun 73 kroner. Derfor kræver Connie Kruckow en ligelønskommission, der slår ned på tre områder. Ligeløn i forhold til uddannelseslængde, ligeløn mellem den offentlige og den private sektor og ligeløn mellem typiske mande- og kvindefag.

I forhold til de to første former for uligeløn risikerer sygeplejerskerne imidlertid, at støde panden mod en mur. For har folks arbejde samme værdi, blot fordi de har taget en uddannelse af samme længde?

Allerede i dag ved vi godt, at en historiker ikke skal forvente at tjene samme løn som en ingeniør, selvom de begge har knoklet fem år på universitetet. Det bringer os videre til det næste problem. I den private sektor er lønningerne styret af markedskræfter – udbud og efterspørgsel – hvilket ikke er tilfældet i den offentlige sektor. Her kræver alle sygeplejersker lønstigninger på 15 procent, det er ikke kun de bedste og mest efterspurgte. De har til gengæld mulighed for at tjene 23 procent mere ved at tage job i det private, og det er med til at lægge et lønpres på regionerne.

NÅR HKerne kræver, at en ligelønskommission både kommer til at omfatte det private og det offentlige arbejdsmarked, så har de en pointe. Det er nemlig på virksomhederne, at nogle kvinder får mindre i løn end mænd, der udfører samme job. Spørgsmålet er så, om der er hele grupper af medarbejdere i den offentlige sektor, som er blevet for lavt indplaceret i det offentlige lønsystem tilbage i 1960erne, fordi der var tale om kvindefag. Det er først og fremmest af den grund, at sygeplejerskerne vil kunne håbe på et ekstra lønløft.