15. juni 2009, 22:21 – opdateret 16. juni 2009, 06:29

Ikke siden den islamiske revolution i 1979, hvor ayatollah Khomeini væltede shahen og gjorde Iran til en islamisk republik med sig selv og resten af præsteskabet som de reelle magthavere, har det store persiske land oplevet så voldsomme demonstrationer og optøjer i gaderne i hovedstaden Teheran og andre større byer.

Demonstranterne er vrede, fordi de mener, at der blev snydt på vægten, da iranerne i fredags gik til præsidentvalg. De tror ikke på det officielle resultat, der viser, at præsidenten i de seneste fire år, Mahmoud Ahmadinejad, er blevet genvalgt. Og slet ikke med en så stor andel af stemmerne, som indenrigsministeriet hævder. Alene det faktum, at den meget reformfjendtlige Ahmadinejad er løbet med stort set alle stemmerne i valgkredse, hvor befolkningen er kendt for at være reformhungrende, giver næring til rygterne om svindel.

De tre vragede kandidater har klaget over valgresultatet og forsøger ikke at få deres tilhængere til at afstå fra at demonstrere. Og eftersom valgets tabere alle tre er tro mod den islamiske republik (ellers havde de ikke fået lov til at opstille), er den iranske befolkning og omverdenen vidne til noget, der ligner det hidtil mest alvorlige interne opgør i det iranske regime siden revolutionen for 30 år siden.

Sat på spidsen er er det høgene mod duerne. Det er en grovkornet udlægning, da ingen af Ahmadinejads modkandidater kan betegnes som rene duer. Den mest reformagtige er den tidligere premierminister Mir Hossein Mousavi, der ifølge den officielle stemmeoptælling fik næstflest stemmer. Men selv Mousavi har erklæret troskab over for den islamiske republik, og kan vel i allerbedste fald sammenlignes med Gorbatjov i det hedengangne Sovjetunionen.

Mousavi støttes af Irans næstmest magtfulde mand, Akbar Hashemi Rafsanjani, og af Irans hidtil mest reformvenlige præsident, Muhammed Khatami, der sad på posten fra 1997 til 2005, men som dog ikke kunne komme igennem med sin fornyelse på grund af modstand i dele af præsteskabet og i parlamentet. Og det er ikke mindst Mousavis tilhængere, der nu laver en efter iranske forhold uset ballade i gaderne.

Det ønsker den genvalgte præsident og Irans reelle magthaver, Den Øverste Leder, ayatollah Khomenei, naturligvis at sætte en stopper for. Ligesom det stærkt konservative makkerpar tilsyneladende også agter at udmanøvrere deres konkurrenter inden for regimets egne rækker. Det drejer sig om Mousavi, Rafsanjani og Khatami og andre, der deler den holdning, at det er på tide at give iranerne lidt mere frihed.

Den genvalgte præsident, Mahmoud Ahmadinejad, har derimod i valgkampen argmenteret for en tilbagevenden til revolutionens rødder. Han kritiserer skarpt udviklingen i Iran i de seneste år – og ikke mindst under reformpræsidenten Khatami. Ahmadinejads virkelige magtbase, Revolutionsgarden – der politisk, men ikke mindst økonomisk har udviklet sig til en stat i staten – har ligefrem betegnet Ahmadinejads valgsejr »som den tredje revolution« og som indledningen til en »stor operation«. Rækkevidden af en tredje revolution fremgår af et resume af de to første: Shahens fald i 1979 og den skæbnesvangre besættelse af USAs ambassade i Teheran.

Samtidig har Ahmadinejad selv lagt op til op til et opgør med sin politiske modstandere inden for regimet. Ifølge det iranske nyhedsbureau, Fars, erkendte præsidenten 10. Juni – to dage før valget – at han havde begået fejl. Nemlig, at han i regeringen i de seneste fire år havde givet plads til venner af hans modkandidaterne i præsidentvalget. »Men jeg lover, at i den næste regering vil den slags fejl ikke gentage sig,« fastslog Ahmadinejad.

Spørgsmålet er, om Den Øverste Leder, ayatollah Khamenei, er enig i, at der behov for en tredje revolution. Khamenei har ganske vist under valgkampen lagt sine æg i Ahmadinejads kurv. Omvendt gav han i går grønt lys for, at det magtfulde Vogternes Råd skal undersøge klagerne over valgresultatet. Noget gærer i det ellers politisk stillestående Iran.