10. september 2008, 22:30

Hvornår holdt 11. september 2001 op med at være en dag, som vi kunne mærke i vores sjæl, og hvornår blev ’9/11’ blot en mærkedag? Var det da Taleban og al-Qaeda gik fra at være terrorhandlingens misdædere til oprørere mod NATO-styrkerne i Afghanistan? Var det da Irak-krigen erstattede billedet af dræbte amerikanere med dræbte irakere? Eller var det, da ’9/11’ blev presset ind i den historie om skyld og skam, som vi bruger til at forklare og dulme vores usikkerhed?

12. september 2001 var den usikkerhed, som terrorhandlingen skabte, et faktum. At 3.000 mennesker var blevet dræbt i en terrorhandling mod en af den vestlige verdens metropoler, var en erfaring, som alle voksne mennesker gjorde sig i de dage. Det er derfor, at vi alle husker, hvor vi var, da vi hørte, hvad der var sket, og det er derfor, at alle husker billedet af først det ene og så det andet fly, der eksploderer i World Trade Centers tvillingetårne. 12. september 2001 kunne vi mærke, hvordan det måtte føles at vente på det menneske, som aldrig kom hjem fra sit arbejde i World Trade Center. 12. september 2001 kunne vi mærke, hvordan verden centrerede sig omkring denne ene begivenhed. Den oplevelse forenede en generation på samme måde, som mordet på præsident Kennedy eller Murens fald havde gjort det. Men hvor mordet på Kennedy eller Murens fald hurtigt blev politisk uproblematiske ikoner, som man kunne opretholde en følelsesmæssig forbindelse med, uden at det havde synderlig relevans for ens dagligdag eller nutidens politiske problemer, så kom ’9/11’ til at definere det 21. århundredes usikkerhed. Derfor er 11. september en dag, som vi ikke mere kan mærke. I løbet af få dage blev 11. september til ’9/11’. Hvor 11. september var en dag, hvor mennesker som du og jeg mødte en skæbne, som de ikke havde fortjent, blev ’9/11’ en mærkat, der blev klæbet på begivenheden. En mærkat som efterfølgende kunne klæbes på en politik.

’9/11’ blev således brugt. Få har slået mere plat på, hvad der skete den dag end præsident George Bush og hans regering, som klæbede ’9/11’ på ethvert lovforslag – og på den måde var i stand til at udvide præsidentembedets magt langt ud over, hvad man havde kunnet forestille sig 10. september 2001. Men uanset hvad man mener om George Bush og hans machiavellistiske vicepræsident, har Bush-regeringen aldrig tabt det faktum, at 11. september var en menneskelig tragedie, af syne. De havde brug for at holde mindet om, hvad der skete den dag i live, for ellers ville limet på ’9/11’ mærket ikke virke. Men Bush og hans folk havde også oplevet ’9/11’. De havde også været mål, og de havde mærket dagen på deres egen sjæl.

For mange andre blev 11. september blot endnu en mærkedag, som krævede en kvik bemærkning. En TV-vært, hvis frisure er smartere end hans bemærkninger, formåede således sidste år at udtrykke sin skadefryd over 3.000 menneskers død. Hans blonde medvært så blot på. Ikke bare et lille forarget »nej, nu stopper du!« blev det til. I stedet smilede hun og nikkede i respekt for de dybsindigheder, som hun måtte lægge øre til. At hun således accepterede sin medværts bemærkninger på seernes vegne, er et godt eksempel på, hvordan 11. september har mistet sin realitet. I den arabiske verden har man siden 12. september været optaget af konspirationsteorier om, hvordan Mossad og CIA bragte tårnene til fald. Ved københavnske middagsselskaber har man udviklet sine egne måder at lægge afstand til begivenheden på. Ligesom det er nemmere at skyde skylden for terrorhandlingen på fjender, man føler sig tryg ved som den israelske efterretningstjeneste, end at se på om ens eget samfund kunne have behov for et service­eftersyn, når det kan fostre terrorister, så slipper man for at bekymre sig for et terrorangreb, når man tager S-toget eller metroen, hvis man beslutter sig for, at al-Qaedas angreb 11. september blot var, hvad newyorkerne havde fortjent. Den slovenske samfundsforsker Slovoj Zizek gør i den slags argumenter: »Sæt nu, krigen mod terror ikke så meget er et svar på terror­angrebene som et svar på opkomsten af anti-globaliseringsbevægelsen, en måde at inddæmme og fjerne opmærksomheden fra anti-globaliseringsbevægelsen«. Med et pennestrøg forsvinder, hvad der skete 11. september 2001. Terrorisme mister enhver realitet i Zizeks argument. ’Anti-globaliseringsbevægelsen’ bliver langt mere virkelig end 3.000 menneskers død, og det er den, der er truet – ikke af al-Qaeda, som godt nok ikke er de store fans af globalisering – men af den amerikanske regering, som ifølge Zizek bruger 11. september som en undskyldning for at slå ned på venstrefløjen.

Filosoffen Hannah Arendt mente, at det onde var banalt, fordi de, som gjorde ondt, var mennesker som du og jeg. Hverken den velkæmmede studievært eller den slovenske samfundsforsker er onde, men de banaliserer ondskaben. De formår at få verden til at dreje sig om dem og deres kæpheste, snarere end at prøve at forstå, hvad det var der ramte World Trade Center den septembermorgen. Deres reaktion og analyse bliver banal, fordi den så åbenlyst handler om dem selv og deres politiske holdninger snarere end om, hvad der skete. Denne reaktion er blevet den typiske europæiske reaktion på sikkerhedspolitiske problemer siden 1945. For et kontinent, som stod ansigt til ansigt med sin egen ondskab i Auschwitz, var det nærliggende at konkludere, at verdens fortrædeligheder var vores skyld. Afkolonialiseringen bekræftede dette indtryk af, at konflikter var noget, som Vesten havde skabt, fordi de forkerte linier var blevet trukket på kortet og de forkerte regimer bragt til magten. Når historien skal fortælles, skal plottet således være, at det er vores skyld. Studieværten og samfundsforskeren placerer 11. september ind i dette trygge og velkendte plot.

Imidlertid slutter historien ikke længere med Vesten. 11. september 2001 blev begyndelsen på det 21. århundrede ud fra et sikkerhedspolitisk synspunkt. Terrorangrebet var begyndelsen på en ny historie og ikke blot endnu en slutning, der handlede om Vestens skyld og skam. Terrorangrebet viste nemlig, at det ikke længere er Vesten – og slet ikke Europa – som driver den sikkerhedspolitiske logik. Al-Qaeda satte dagsordenen for tiden efter Den Kolde Krig på en måde, som hverken USA, EU eller NATO havde været i stand til. På samme måde som Kina, Indien og måske Rusland er begyndt at diktere et nyt manuskript for verdenspolitikken. Deres historie er ikke præget af skyld og skam. Plottet i deres historier er, at de har ret og Vesten er svag og banal. Når russiske styrker således går ind i Georgien, er den vestlige offentligheds første reaktion at bebrejde georgierne, at de har provokeret Rusland. Når Polen og USA efterfølgende underskriver en traktat om missilskjold, bliver analysen hurtigt, at denne plan udløste det russiske angreb.

I en verden, hvor alle ideer og al teknologi var Vestens, og hvor Vesten med USA i spidsen havde magten, ville denne sikkerhedspolitiske narcissisme måske være på sin plads. Men det er ikke længere Vesten, som driver verden frem. Globaliseringen giver plads til væbnede grupper som al-Qaeda, og globaliseringen omfordeler goderne i verden, så nye magter som Kina og Indien kan vinde frem. Energisituationen giver Rusland noget af den magt tilbage, som Sovjetunionen mistede. I den verden er al ondskab ikke Vestens ansvar og al usikkerhed et udtryk for Vestens politik.

Det betyder ikke, at Vesten er blevet et offer. Men det betyder, at vi ikke længere kan kontrollere vores sikkerhedspolitiske miljø. For at kunne operere i denne nye sikkerhedspolitiske virkelighed, må man først erkende, at verden er i forandring, og at denne forandring rummer sine egne farer. I stedet for at spekulere på, hvad vi har gjort forkert, er 11. september netop dagen, hvor vi skal se hinsides politikken, droppe den selvsmagende bortforklaring og se det 21. århundredes farer i øjnene.