Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
Tidslinje: :

Winthergate – da en hemmelig mission blev lækket

Følg udviklingen fra 2007 til nu.

2007
Under et fortroligt møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn den 27. april oplyser forsvarsminister Søren Gade (V), at et større antal elitesoldater fra forsvarets Jægerkorps skal sendes til den danske lejr Camp Einherjer i Basra-området i Irak. Formålet med udsendingen er at øge sikkerheden for de danske soldater i området.

Senere samme dag fortæller tv2 i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten historien om, at Jægerkorpset skal sendes til Irak. Jægerkorpsets missioner er altid omfattet af dyb hemmelighed, ligesom møder i det Udenrigspolitiske Nævn er fortrolige. På dagen hvor historien bringes, ønsker Søren Gade ikke at udtale sig om de fremlagte oplysninger.

Den 28. april udtaler chefen for det danske jægerkorps, Henrik H. Friis, at han ikke ved, hvem der står bag afsløringen, men at det i hvert fald
ikke er Jægerkorpset.

I 2010, knap tre år senere, dukker sagen op på ny:

Den 25. januar offentliggøres en artikel i Filmmagasinet Ekko, hvor filminstruktør og dokumentarist Christoffer Guldbrandsen hævder, at det er forsvarsminister Søren Gades pressechef Jacob Winther, der i 2007 lækkede de hemmelige oplysninger fra det Udenrigspolitiske Nævns møde til TV2’s journalist Rasmus Tantholdt. Omtrent samtidig fortæller TV2’s politiske reporter Kaare R. Skou, at kilden skal findes blandt Forsvarsministeriets egne rækker. Dermed bryder Kaare R. Skou kildebeskyttelsen, hvilket medfører, at han irettesættes offentligt og sendes på afspadsering på ubestemt tid.

SF anmelder den 28. januar sagen til politiet.

Jacob Winthers advokat bebuder den 29. januar, at Winther vil sagsøge Guldbrandsen for æreskrænkende beskyldninger samt injurier.

Den 30. januar oplyser Christoffer Guldbrandsens advokat, Anders K. Nemeth, at han er i besiddelse af en lydoptagelse, der ”utvetydigt” peger på Jacob Winther som ophavsmand til lækagen.

Den 5. februar bliver DR opmærksom på, at en medarbejder har optaget en telefonsamtale, der angiveligt kan fælde Jacob Winther, og herefter udleveret denne til Christoffer Guldbrandsen.
DR oplyser den 9. februar, at en medarbejder har lavet optagelsen den 25. januar, men at visse omstændigheder har betydet, at den ikke kunne anvendes. DR påpeger, at de ikke længere er i besiddelse af optagelsen, og at de kræver den leveret tilbage. Samme dag går Winther til politiet, og beder dem rejse injuriesag mod Guldbrandsen.

Onsdag den 10. februar forklarer Søren Gade sig på ny om lækagesagen under dagens åbne samråd i Forsvarsudvalget. Gade afviser, trods utallige opfordringer, at iværksætte en undersøgelse af lækagen med begrundelse i, at man ikke havde den tilstrækkelige information. Han påpeger samtidig, at politiundersøgelsen er i gang.

Den 11. februar bringer TV Avisen den kontroversielle båndede samtale fra oktober 2009, hvor Jacob Winther udtaler, at han havde hørt fra TV2, at det var Jægerkorpset selv, der lækkede de fortrolige oplysninger forud for mødet i det Udenrigspolitiske Nævn. Senere går Winther dog ud og undsiger sine udtalelser med forklaringer om, at han blandt andet har været overtræt, da interviewet blev gennemført.

Christoffer Guldbrandsens ven og journalist i DR, Nils Giversen, udpeges samme dag som personen bag lydoptagelsen. Oplysningen er dog ikke bekræftet, da DR indtil nu kun har oplyst, at en medarbejder har handlet i strid med reglerne ved at optage og videregive en telefonsamtale, men endnu ikke oplyst den pågældende medarbejders navn.