Offentliggørelsen på nettet af antikoran-filmen »Fitna« bliver nærmest negligeret af nyhedsmedier over store dele af verden. Men i Danmark har TV-stationerne haft svare overvejelser om, hvad man kan vise fra filmen.
28. marts 2008, 22:30
I Sverige, Norge og store dele af Europa er nyheden nærmest ikke-eksisterende på nettet. Fra svenske Expressens over britiske The Independents til franske Le Figaros meget besøgte hjemmesider blev offentliggørelsen af den hollandske politiker Geert Wilders’ provokerende anti-koranfilm »Fitna« praktisk taget ignoreret i går.
Det var med andre ord først og fremmest i Holland og i muhammedtegningernes hjemland, Danmark, at den 16 minutter lange film, der sætter lighedstegn mellem Koranen og blodigt had, vakte stor opmærksomhed.
Til gengæld gav den ikke mindst herhjemme anledning til store etiske og journalistiske overvejelser på nyhedsmediernes redaktioner.
Da filmen kl. 19 torsdag aften blev lagt ud på den britiske portal liveleak.com, gik hjemmesiden i løbet af aftenen nærmest i sort som følge af overvældende interesse, ikke mindst fra hollandske netbrugere.
Sidst på eftermiddagen i går havde over syv millioner mennesker downloadet filmen i dens hollandske eller engelske version.
DR skiftede standpunkt
På TV 2 valgte nyhedschef Michael Dyrby efter torsdag aften at have set filmen igennem med et par af sine nærmeste medarbejdere at vise klip fra filmen i 22-nyhederne.
Men på DR havde nyhedschef Ulrik Haagerup det stik modsatte standpunkt, så hverken i TV-Avisen klokken 21 eller i Deadline på DR2 fik seerne mulighed for med egne øjne at få bare et par sekunders dokumentation for, hvad hele den ophedede filmdiskussion handlede om.
»Det undrede mig meget, at DR valgte ikke at vise klip fra filmen. Det er en nyhedshistorie, som debatteres på Christiansborg og blandt Europas toppolitikere. Det er måske den mest omdiskuterede film i Danmark og verden i øjeblikket, så på den baggrund ville det da være mærkeligt, hvis vi ikke viser enkelte klip fra filmen,« siger Michael Dyrby.
I DR-Byen vendte Ulrik Haagerup imidlertid på en tallerken i går. Kl. 12.56 sendte han således en mail ud til samtlige medarbejdere i DR-Nyheder med bl.a. følgende ord:
»(....) Omvendt kan vi ikke undlade at illustrere en historie, som skaber så stor debat over hele verden. Det ville være at svigte vores forpligtelse til at give danskerne indsigt i den verden, de er en del af.
Derfor lader vi nu filmens indhold indgå i den almindelige nyhedsbehandling, naturligvis uden at svælge og uden at gå på kompromis med vore normale programetiske regler. Blandt andet undlader vi at bringe klip med Kurt Westergaards tegning, da Wilders har bragt den i strid med Westergaards ophavsret.«
Over for Berlingske Tidende uddyber DR-chefen:
»I aftes besluttede vi, at vi ville have mulighed for at tænke os godt om. I den her sag drejer det sig nemlig ikke om at komme først, men om at tænke sig godt om.
Det handler om, hvordan vi balancerer mellem ikke at blive spændt for en vogn og samtidig give danskerne et indblik i, hvad der bliver diskuteret – uden at gå på kompromis med vores programetiske regler.«
Et sundhedstegn
Medieprofessor Stig Hjarvard, Københavns Universitet, ser mediernes svære overvejelser som et sundhedstegn.
»Dilemmaet er, om man skal bære ved til et bål, der kan få meget kedelige konsekvenser, eller om man skal rapportere om virkeligheden, som den er. Der vil jeg sige, at jeg langt hen ad vejen deler den opfattelse, at man skal rapportere verden, som den er. Men det er en hårfin vurdering. Problemet er, at filmen ikke mindst er blevet et stort issue takket være mediernes omtale af den. Dermed bærer medierne selv en væsentlig del af ansvaret for, at den er et issue,« siger professoren.
Forsigtig norsk linje
Selv om den hollandske film som sagt ikke prioriteres særligt højt af medier i Norge, er den statslige norske TV-station NRK gået videre end TV i Danmark.
Her bragte man i går et ca. to minutter langt indslag om filmen, som stort set udelukkende blev ledsaget af billeder fra »Fitna«.
»Vi har lagt den vurdering. at vi viser billeder, som er relevante for at illustrere den sag. Derfor bruger vi billeder fra selve filmen. Når det er sagt, så har vi samtidig bestræbt os på ikke at vise billeder, som virker provokerende. Vi har med andre ord anlagt en forsigtig linje,« siger NRKs kommunikationschef Sigurd Sandvin.
Det mest overraskende i den globale nyhedsdækning af den lille hollandske film er imidlertid, at den arabiske og meget sete nyhedsstation Al-Jazeera i går bragte enkelte klip fra filmen.



































