Den tidligere efterretningsagent Frank Grevil fik mandag whistleblower-hædersprisen »Samuel Adams Award for Integrity in Intelligence«.
26. januar 2009, 22:21 – opdateret 26. januar 2009, 22:27
Den tidligere efterretningsagent Frank Grevil fik mandag tildelt whistleblower-hædersprisen »Samuel Adams Award for Integrity in Intelligence« ved et gå hjem-møde i Politikens Hus.
Prisen blev overrakt af to markante whistleblowere, amerikaneren Ray McGovern (th.), fhv. senioranalytiker i CIA, og den tidligere modtager af prisen, Katharine Gun (tv.), fhv. tolk i det britiske efterretningsvæsen.
Frank Grevil var ansat ved Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i 2004, da han lækkede papirer til Berlingske Tidende om FEs kendskab til Iraks militær før Danmarks engagement i krigen mod Irak. Papirernes indhold viste, at FE var væsentlig mere forsigtig i sin vurdering af Iraks masseødelæggelsesvåben, end den danske regering tog FE til indtægt for. Den 47-årige Frank Grevil blev idømt fire måneders ubetinget fængsel for videregivelse af oplysningerne.

































