Venstre Ungdom vil gøre den Konservative kulturminister Brian Mikkelsen arbejdsløs.
11. juni 2008, 16:13
Mens Fogh i Folketingets afslutningsdebat netop har konkluderet, at det går godt i Danmark, er man ikke helt så imponerede i Venstres ungdomsafdeling. Her er man parat med et såkaldt frihedskatalog, som skal ommøblere det danske velfærdssamfund.
I festfyrværkeriet af markante forslag fra VU lyder det blandt andet: Flad skat på 40 procent, fri indvandring for alle, der kan forsørge sig selv, folkepension skal afskaffes over de næste 30 år, indføre fri hash og afskaf værnepligten.
- Regeringen har gjort meget godt for Danmark. Men der er brug en skarpere liberal profil,” siger Thomas Banke, landsformand for Venstres Ungdom.
Samtidig vil VU rydde op i en række formynderiske foranstaltninger: Rygeloven skal væk, homoseksuelle skal have lov til at adoptere og som kronen på værket skal Kulturministeriet helt nedlægges. Et Kulturministerium er det rene smagsdommeri, mener VU.
- Jeg anser det liberale Danmark for at være under pres af en generelt for socialdemokratisk dagsorden, men også fra Dansk Folkeparti. Vi vil ikke sælge regeringsmagten for mangel på reformer, men vi vil tillade os at konkludere at efter tre valgsejre, så er der brug for at vi genfinder nogle grundlæggende liberale tallerkner,” siger Thomas Banke.
Ved også at kræve Birthe Rønn Hornbechs (V) kirkeministerium nedlagt, mener VU dog ikke, at man kan beskylde dem for kun at gå efter Konservative ministre.
Det formilder dog ikke det Konservative medlem af Folketingets Kulturudvalg, Per Ørum Jørgensen.
- Det er en helt absurd tanke at nedlægge Kulturministeriet. Ungdomsorganisationer skal have lov til at tænke højt, men det her lugter af en VU-formand, der skal markere sig. Desuden viser det en mangel på viden om, hvad der reelt foregår. I Kulturministeriet har man skabt en masse kulturelle tilbud og understøttet både breddeidræt og eliteidræt, siger Per Ørum Jørgensen (K)
Jakob Schmidt, formand for VU's politiske udvalg, siger direkte, at der mangler liberale visioner i Venstres folketingsgruppe.
- Derfor vil vi være behjælpelige med at give nogle bud på, hvordan man bør inspirere en liberalt-ledet regering. VU's tillidsfolk har arbejdet helhjertet med disse forslag, og det er vores forventning, at efter at have stået last og brast med Venstre i hver eneste valgkamp, så vil de rent faktisk også blive taget alvorligt, siger Jakob Schmidt.
































