K har momentum efter lederskiftet, viser en ny Gallup-måling. Men glæden er til at overse, for V får en syngende lussing, og flertallet med DF er væk. GRAFIK: Politisk indeks
27. september 2008, 19:35 – opdateret 27. september 2008, 20:55
De Konservative holder fast i den fremgang, som partiet fik, da Bendt Bendtsen overlod lederskabet til Lene Espersen. En dugfrisk måling fra Gallup viser, at partiet ville få 12,3 pct. af stemmerne, hvis der var valg i morgen, og dermed ser Lene Espersen ud til at være i gang med at levere den krævede vare: Konservativ fremgang.
Men glæden hos de Konservative, der fejrer sig selv ved landsrådet i Bella Center i denne weekend, bliver hurtig afløst af bekymring. Hvis dagens Gallup var et valgresultat, ville Danmarks kommende statsminister hedde Helle Thorning-Schmidt (S).
»Jeg er glad for vores fremgang, og vi vil længere frem. Men det er selvfølgelig ikke holdbart, at det er Venstre, der går tilbage. Vi skal trække vælgere henover midten,« siger den konservative gruppeformand og politiske ordfører Henriette Kjær.
Hendes kollega i Venstre, politisk ordfører Inger Støjberg, vælger at tage de dårlige tal med ophøjet ro.
»Vi skal nok komme tilbage,« siger hun.
Der er ellers møgsager nok at tage af, hvis man er Venstremand. Den ene sag har nærmest afløst den anden og ledt frem til maveplaskeren i dagens meningsmåling. Man skal tilbage til tiden i opposition under Uffe Ellemann, hvis man skal finde et valgresultat på niveau med det, som partiet ligger til nu. Og i baglandet klør man sig lidt i håret.
»Vi har haft udlændingesagen over hele sommeren, og vores ubestridte næstformand har jo også fået sig nogle skrammer i bilagsaffæren. Det skal nok gå, men vi har også kæmpet med nogle store reformer, som vi først ser resultaterne af i den kommende tid, og sammenholder man det med, at vi har siddet i regering så længe, så er det måske ikke så mærkeligt, at vi går tilbage. Men det kan da godt være, vi skal have en ministerrokade inden alt for lang tid,« siger Venstres gruppeformand i Region Midtjylland, Aleksander Aagaard.
Det er op ad bakke
Ingen stiller spørgsmålstegn ved ledelsen, men mange erkender, at det er op ad bakke for tiden.
»Dagligdagen er slidsom for Venstres ministre, der kæmper med internationale finanskriser og hvad ved jeg, og det er klart, at hele problemstillingen omkring Birthe Rønn og EF-Domstolens afgørelser har kostet. Når man så samtidig gennemfører et fornemt generationsskifte hos de Konservative og får en formand fuld af energi, så er det ikke så mærkeligt, at vi mister lidt. Men der er tre år til næste valg, og alt kan ske,« siger gruppeformand i Region Hovedstaden, Bent Larsen.
Skepsis hos VU
Inger Støjberg mener, at det hele falder til ro, når aftalen med Dansk Folkeparti om udlændingesagen har fået lov at bundfælde sig. Men det er langtfra sikkert, at det går så let, mener formanden for Venstres Ungdom, Thomas Banke.
»Jeg tror ikke nødvendigvis, at den her mudrede udlændingeaftale vil falde i god jord, når først den bundfælder sig, for vi skal huske, at Venstre grundlæggende er EU-positivt. Jeg tror, at hele den her ballade over sommeren – hvor vores støtteparti oven i købet meget illoyalt rykker annoncer ind imod os, mens statsministeren er på ferie – er et problem. Men vi skal selvfølgelig nok overleve,« siger han.
Det kræver dog, at Venstre – ikke mindst i kommunerne og i folketingsgruppens andet gelled – genoptager idéudviklingen og værdidebatten.
»Vi skal være meget bedre til indgå i en værdidebat i forhold til SF. Og faktisk også i forhold til DF. Vi skal passe på, at vi ikke bare bliver sådan nogle, der sidder og administrerer magten for magtens skyld. Hvis ikke vi får gejsten og ivrigheden tilbage i alle geledder i Venstre, så ender vi som Socialdemokraterne, der i løbet af 90erne gik fra 37 til 29 pct.«



































