Efter voldsom kritik tilbagekalder VisitDenmark sin reklamevideo for Danmark, hvor en ung dansk kvinde på engelsk søger faderen til sit barn, som blev undfanget under en druktur i Nyhavn.
14. september 2009, 11:52
VisitDenmark har fortrudt den fup-video, som har sat sindene i kog både verden over og hjemme i et Danmark, der blev solgt på at i Danmark er kvinderne så frigjorte, at de kan få børn uden en far.
- Jeg beklager meget, at filmen har stødt mange mennesker, det har slet ikke været meningen. Målet har været at skabe positivt kendskab til Danmark og skabe konversationer om Danmark. For ikke fortsat at støde folk, har vi nu taget filmen af YouTube, skriver administrerende direktør i VisitDenmark, Dorte Kiilerich i en pressemeddelelse om sagen, der netop er havnet hos landets redaktioner efter en formiddag med påfaldende få kommentarer fra turistbranchens kommunikationsfolk.
Formanden for bestyrelsen af VisitDenmark Georg Sørensen har således ikke være tilgængelig på telefon, men udtaler nu via VisitDenmarks pressemeddelse, at han er tilfreds med at få fjernet videoen:
- VisitDenmark har til opgave at markedsføre Danmark i udlandet og skal naturligvis finde nye og anderledes måder at gøre det på. Når det så sker, er det vigtigt, at man er meget tydelig i sin kommunikation, ellers risikerer man, det modsatte sker. Og det må man sige, er sket her. Derfor har jeg med tilfredshed noteret mig, at filmen er blevet taget af, siger Georg Sørensen, der til daglig er direktør for MesseCenter Herning.
Wonderful Copenhagen?
Københavns turistorgan var heller ikke vild med at afsløre, om man fandt det var et særligt "wonderful" billede, VisitDenmark tegnede af hovedstaden med videoen, som alle talte om.
I Wonderful Copenhagen talte man dog ikke gerne med pressen om videoen, og slet ikke om hvad hovedstadens egen turistorganisation siger til, at over en millioner mennesker verden over nu med egne øjne har set, at i København kan man drikke de smukke piger fulde og have ubeskyttet sex med dem i tryg forvisning om, at en graviditet hverken bliver et økonomisk eller moralsk problem for moderen eller barnet.
- Ingen kommentarer, lod administrerende direktør Lars Bernhard meddele via sin pressechef.
- Ingen kommentar, sagde bestyrelsesformand Michael Metz Mørch, i dag direktør i Bikubenfonden og gennem sine mange år i udenrigsministeriet en af de mest erfarne markedsførere af Danmark i udlandet.
I mellemtiden er den unge skuespiller i videon gået i flyverskjul efter en weekend med telefonstorm fra journalister, som ville høre mere om hvordan det var et blive set af en million mennesker på youtube og blive stemplet af en stor del af dem som en tøjte.
Skuespilleren blev genkendt kort tid efter, at videoen var "gået viralt" og spredte sig som en løbeild på nettet. Flere medier nåede dog at plumpe i og viderebringe historien som sand.
Søndag aften gik VisitDenmark offentligt ud og meddelte , at "Karen" var en opdigtet person, og at videoen skulle ses som en reklame for Danmark.



































