Vindere og tabere i specialundervisningen

Der eksperimenteres med både pædagogik og medicin til ADHD elever, fremgår det af ny undersøgelse. Til gengæld går det bedre med undervisningen af autister og elever med store læseproblemer.

Der er stor forskel på, hvor godt undervisningen fungerer for elever med nedsat funktionsevne.

Det viser en ny undersøgelse af specialundervisningens effekt på 23 skoler i 18 kommuner. De undersøgte elever var f.eks. blinde eller elever, der havde omfattende læsevanskeligheder, ligesom ADHD elever og autister blev undersøgt.

For den stærkt voksende gruppe af ADHD børn, der tidligere blev kaldt dampbørn, er undersøgelsen ikke rar læsning. Lærerne er meget usikre på, hvordan de skal takle børnene, og der eksperimenteres med både pædagogik og medicin, fremgår det af undersøgelsen.

ADHD elever oplever mange brud, hvilket er paradoksalt, idet de i højere grad end andre elever har behov for forudsigelighed, tryghed og struktur. Undersøgelsen konkluderer, at der er ”adskillige gode grunde til at sætte massivt ind med udviklingstiltag i forhold til elever med diagnosen ADHD”.

Niels Egelund, der er professor i specialpædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet, siger:

- Det er meget bekymrende. Vi ved ikke, om ADHD eleverne altid har været i skolen, eller om de er blevet mere synlige på grund af brugen af diagnosen og medicinen Ritalin. Men gruppen af ADHD børn er opdaget relativt sent, og når Ritalin tilsyneladende virker på nogle af børnene, men ikke på andre, må vi håbe, at tiden afklarer det, så vi snart får en større sikkerhed for, hvordan vi skal behandle dem.

Til gengæld fremhæver undersøgelsen, at læringsmiljøerne for autister, elever med omfattende læseproblemer og elever med generelle indlæringsproblemer er inde i en god udvikling. Både autisme- og læseområdet er genstand for stor opmærksomhed både nationalt og internationalt, hvilket formentlig smitter af på indsatsen.

Generelt roses lærernes engagement, der er en væsentlig årsag til, at så mange elever med nedsat funktionsevne trods alt trives i skolen. Undersøgelsen er baseret på interviews med lærere, elever og forældre, på observationer af undervisningen samt på elev- og årsplaner.