Ville sælge video med bortførte børn til TV2

En ansat hos forsvarsadvokat, som repræsenterer algerisk mand, ville sælge videooptagelser af mandens bortførte sønner til TV2. Moren er rystet.

- Jeg vil ikke have, at mine børn bliver vist på tv. Han skal ikke udnytte børn, som er i sådan en situation, sagde moren til to drenge, som i 2003 blev bortført af deres far til Algeriet.

Uden at spørge hende om lov har en ansat hos farens advokat forsøgt at sælge tv-optagelser af børnene til TV2.

Det kom fredag frem i Østre Landsret, da faren for tredje gang blev dømt for ikke at få børnene hjem.

På en rejse til Algeriet besøgte medarbejderen drengene og optog sin samtale med børnene på video.

Billederne forsøgte han efterfølgende at sælge til TV2, og moren mener, at han derved har misbrugt sin stilling i forsvarerens advokatfirma.

Forsvarsadvokat Sune Skadegård Thorsen var heller ikke tilfreds med sin medarbejder og ærgrede sig over, at han har forsøgt at sælge båndet til pressen.

/ritzau/