I godt halvandet år har butikker og banker kunnet opsætte overvågningskameraer udendørs, og mange har benyttet sig af det. Kameraerne øger tryghedsfølelsen for medarbejderne, men den præventive effekt er svær at vurdere.
22. oktober 2008, 15:29 – opdateret 28. november 2008, 20:33
Mere tryghed hos medarbejderne og en god fornemmelse hos virksomhederne. Men den præventive effekt er ikke til at fastslå.
Sådan kan man opsummere de erfaringer med udvidet videoovervågning, som detailbranchen og finanssektoren har gjort gennem det sidste godt halvandet år. Efter en lovændring blev det nemlig fra 1. juli 2007 lovligt for butikker og pengeinstitutter at opsætte video-overvågning udendørs ved facade og indgangspartier.
Det var dengang et mangeårigt ønske fra især finansbranchen, som folketingspolitikerne imødekom, og den udvidede mulighed er da også blevet udnyttet. »Rigtig mange er i gang og har lavet planer for det. Vi forventer bestemt, at det vil have en effekt, men det er endnu for tidligt at vurdere,« siger underdirektør Tina Füssel fra Finansrådet.
Ifølge sikringskonsulent Benny Bakhauge fra Danske Bank er der blevet opsat udendørs kameraer i cirka 200 af bankens danske afdelinger. De resterende 180 filialer får næste år.
»Vi har valgt at sætte op i alle afdelinger, uanset hvor de ligger i landet. Det er primært facaderne, men også eventuelle personaleindgange bagved. Det er svært at sige noget om virkningen nu, for det er stadig nyt, men det har slået meget igennem hos personalet. De er lidt mere afslappede, når de får kameraer sat op. Og vi tror selv på, at det har haft en præventiv virkning, men det er noget vi i branchen skal evaluere senere,« siger konsulenten, der uddyber, at langt størstedelen af de afdelinger, der sidste år oplevede røverier, endnu ikke havde fået opsat udendørs kameraer.
Højere opklaringsprocent
Hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv er det i høj grad også ønsket om at forbedre forholdene for medarbejderne, der har kendetegnet den øget videoovervågning, forklarer arbejdsretskonsulent Katrine Bocianski.
»Især guldsmedebranchen, der har været særligt udsat, og døgnbutikker, der har medarbejdere på arbejde om aftenen og natten, har gjort brug af muligheden, og vi har bestemt fået positive tilbagemeldinger. Virksomhederne føler, at de gør noget ekstra for deres medarbejdere. Det er svært at måle, hvor stor en præventiv virkning TV-overvågning har, men det er meget vigtigt for medarbejderne at vide, at virksomhederne selv forsøger at gøre noget for at nedsætte risikoen for røverier,« siger hun.
Ud over at kunne virke forebyggende handler det også om opklaring af forbrydelser, oplyser sikringskonsulent Benny Bakhauge.
»Generelt er antallet af røverier steget, men opklaringsprocenten er også steget til 75 procent i dag. Og vi ved, at politiet 2-3 gange om ugen kommer til vores afdelinger og spørger efter vores udendørsoptagelser,« siger han.



































