Mens receptpligtig medicin er blevet næsten en tredjedel billigere siden 90erne, er håndskøbsmedicin på apoteket steget seks-syv procent i pris. Heller ikke supermarkeders og tankstationers salg af små pakker medicin har presset priserne ned.
25. juli 2008, 22:30
Fra et glas almindelige hovedpinepiller ankommer til apoteket, til det forlader apoteket igen i hånden på en kunde, er det typisk blevet dobbelt så dyrt.
Danskerne betaler i dyre domme for håndkøbsmedicin, der imod al logik ikke er blevet billigere, siden eksempelvis supermarkeder og tankstationer i 2001 fik lov at sælge blandt andet hovedpinepiller, næsespray og nikotintyggegummi.
Mens receptpligtig medicin i dag er over 30 procent billigere end i midt-90erne, er håndkøbslægemidler blevet seks-syv procent dyrere, viser tal fra Lægemiddelstyrelsen.
Industriens tiltag
Men det er ikke apotekerne, der tjener fedt på danskernes hovedpine, siger Danmarks Apotekerforening:
»Apotekernes avance på håndkøbsmedicin er faktisk faldet. Det er industrien, der tager mere for lægemidlerne,« siger analysechef Per Nielsen.
Hovedforklaringen på den dyrere håndkøbsmedicin ligger dog i de nye avanceregler, der blev indført 1. april 2005. Reglerne giver apotekerne en fast avance på 7,7 pct. af indkøbsprisen i receptgebyr - plus 6,71 kroner per medicinpakke, uanset om medicinen så er 20 styk hovedpinepiller eller flere tusinde kroner dyre præparater.
»Man indførte den faste avance for at hindre, at apotekerne havde incitament til at udlevere den dyreste pakning medicin til kunderne. Samlet set har apotekerne den samme avance som før, den er bare fordelt anderledes, så de billigste produkter har en større avanceandel,« siger Anne Busk, økonom i Lægemiddelstyrelsen.
Dårlig konkurrence
I Apotekerforeningen er man ikke overrasket over den udeblevne konkurrencefordel:
»Liberaliseringen har i Danmark ført til stigende priser på håndkøbsmedicin på samme måde som i Norge og Tyskland. Al erfaring viser, at en frigivelse af medicinforhandlingen giver stigende priser. Medicin er et område, der er svært for den enkelte patient at gennemskue og shoppe rundt i, og derfor kan man ikke skabe en særlig effektiv priskonkurrence i detailleddet,« siger Per Nielsen i Dansk Apotekerforening.
Professor i økonomi ved Københavns Universitet Hans Keiding er enig:
»Håndkøbsmedicin har den samme tilværelse som alle mulige andre varer i butikkerne; dem er der også forskellige avancer på afhængig af, hvor opmærksomme forbrugerne er på prisen. Men vi er ikke synderligt prisbevidste, når det kommer til medicin; skal vi bruge det, så køber vi,« siger han
»For receptpligtig medicin gælder helt andre mekanismer, for der har vi sygesikringen til at våge over prisudviklingen og sørge for, at det ikke bliver for dyrt. Ikke så meget af hensyn til forbrugerne som til de offentlige kasser. Derfor er der en hel række mekanismer, som sørger for, at borgerne får det billigste valg. De mekanismer er der slet ikke for håndkøbsmedicin,« siger han.



































