16. november 2007, 03:00

Jeg er så glad i dag. Her gik jeg og troede, at græsset var grønnere på den anden side, og så viser det sig, at mit eget græs er det grønneste grønne. Jeg har nemlig lige erfaret, at jeg har verdens bedste uddannelse, hvis mit mål er at have verdens sejeste og mest meningsfulde arbejde: Biolog. Biologi er blevet kåret som den uddannelse, der er mest fremtid i, målt på indkomst, stress, arbejdsmiljø, jobsikkerhed og potentiale for udvikling. Der er en bioteknologisk revolution på vej, og biologerne vil inden længe kunne vælge og vrage på hylderne i livets store tombola. Slut skal det være med at lade sig nøje med kommunal ansættelse i randområderne.

Heldigt for mig. Og heldigt for Carsten er det også. Carsten var en medstuderende, der var tæt på at blive indlagt på den lukkede, fordi bekymrede vandringsmænd havde observeret den unge mand liggende på skelettet af en springmadras diverse steder på den jyske hede. Der lå han så i sine Fjällräv-bukser, gummistøvler og hjemmestrikkede sweater med stor, grøn, glad frø på maven, en gave fra Carstens mor, og måtte forklare politiet, at en afpillet springmadras altså er den bedste måde at studere jordbundens flora og fauna på, hvis ikke man vil ligge planterne flade og blive kold på maven.

Heldigt er det også for den flok biologstuderende, der fik foræret en sjælden okapi af Zoologisk Have i København. Den døde af forskrækkelse under sommeroperaen i Frederiksberg Have, og så kunne den jo lige så godt indgå i undervisningen. Det gjorde den skam også, og bagefter blev den spist ved en festmiddag. Hvorfor dog lade studieobjekter gå til spilde? Jeg havde en lærer, som tog snegle og kammuslinger med hjem til fortæring, når vi var færdige med at dissekere dem.

Biologer er ikke bange for slim og blod. Vi skærer i alt fra vandmænd til duer og putter rotter i varmeskabe. Vi lader os nemt fascinere, f.eks. af den enorme, afrikanske oksefrø, der bor i kælderen under Aarhus Universitet, og som kun kan se larver, der kravler, ikke larver, der triller. Det gør larver heldigvis sjældent, for oksefrøer har en god appetit. Og så var den ikke engang den største, for dens storebror var engang blevet stjålet.

Biologer er gode problemløsere. Vi undrer os. Hvorfor har hajen sådan en stor lever, spørger vi? Lad os prøve at fjerne den, og se hvad der sker. Så synker den sørme. Ergo sum er leveren et flydelegeme. Og så er vi også gode til at huske. Fiskens kranieknogler skal man kunne udenad, på latin, for man ved jo aldrig, hvornår det kunne vise sig gavnligt. Vi stikker ikke op for bollemælk, ej heller for det der kommer ud af bagenden på skotsk højlandskvæg.

Sandelig siger jeg eder, der kravler meget ruskomsnusk i randen af en kokasse. Det kan man lægge i finsprit og bruge flere dage på at studere, og spritten kan man skam også drikke; de fleste foretrækker den dog uden insekter. Det er ikke rart at få en Leptinotarsa decemlineata galt i halsen. Vi er nysgerrige, os biologer, og har man svampestudiet som profession, skal man selvfølgelig tage en bid i ny og næ. Er det de slemme svampe, kan man opleve dinosaurer i egen baghave. Og så er vi snarrådige, når vendingen er snæver. Det er ganske vist, at en slangeforsker engang smed sig på jorden, og råbte »tis mig i hovedet, tis mig i hovedet«. Han var blevet spyttet i øjnene af en giftslange, og de havde ikke lige noget vand ved hånden. Heldigt for ham, at kollegaen var af hankøn.

Biologer er måske lidt mærkelige, men vi er også tålmodige. Vi skammer os ikke over at sige ting som »galapagos-skildpadden har udviklet sig utroligt hurtigt; det har kun taget 200.000 år«. Og så er vi ikke forfængelige. Vi accepterer f.eks. gerne kun at blive solbrændte i den ene side af hovedet, fordi kappebavianer bedst observeres om formiddagen. Vi indrømmer også gerne en bommert, f.eks. at vi først i 1970erne opdagede en af verdens ældste og mest talrige arter, arkebakterierne. Indtil da havde man faktisk ikke kigget efter dem, for de lever de mest mystiske steder: på is, i gejsere og på flere hundrede meters dybde.

Alt i alt egenskaber, der må kunne bruges i mange danske virksomheder. Gå-på-mod og en kærlighed til glade, grønne frøer, der ikke er set, siden Andrea kyssede Kaj. Biolog vil blive for dette århundrede, hvad astronaut var for det forrige. Ethvert barns drømmejob, det er ganske vist. Man kan bare ikke slå glæden ved at få lov til at rode med livets legetøjskasse.

Etik &Eksistens skrives på skift af: Elisabeth Dons Christensen, biskop, Anne Skare Nielsen, cand.scient.pol. og biolog, Katrine Winkel Holm, cand.theol. og Morten Albæk, cand.mag. og forfatter.