Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Vælgere kritiserer Løkkes fravær

Lars Løkke Rasmussen var til møde i Liberal Erhvervsklub samme dag, som han medlte afbud til møde med 80 ambassadører.

Et klart flertal af vælgerne synes ikke om, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med kort varsel meldte fra til det meget omtalte møde med 80 ambassadører, som han selv havde inviteret til 22. januar 2010.

61 pct. af de adspurgte i en ny Gallup-måling finder det enten uacceptabelt eller overvejende uacceptabelt, at statsministeren blev væk fra mødet af »private årsager«. 31 pct. finder det acceptabelt.

Han overlod i stedet den to timer lange seance til udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).

Hidtil har det været dunkelt, hvad årsagen til afbuddet var. Men det står klart, at Lars Løkke Rasmussen samme dag, som mødet med ambassadørerne fandt sted, fandt tid til at mødes med mellem 50 og 60 fremtrædende erhvervsfolk i Liberal Erhvervsklub.

En klub, som Venstre gennem mange år bl.a. har brugt til at rejse penge til at føre valgkampe for. Klubbens formand, erhvervsmanden Fritz Schur, oplyser, at Løkke Rasmussen deltog i et timelangt morgenmøde, hvor han holdt et politisk oplæg.

»Statsministeren kom, som de fleste medlemmer af klubben gør, mellem kl. 7.45 og otte. Han startede med at holde et glimrende oplæg, svarede på spørgsmål og gik igen på slaget 9.15,« siger Fritz Schur.

Han er ikke bekendt med, at noget var galt i privaten.

»Men man taler jo ikke privat på sådan et tidspunkt, hvor der sidder mange mennesker rundt omkring,« siger Schur.

Venstres næstformand, Kristian Jensen, svarer ikke helt klart på, om han selv ville have sendt et lignende afbud. Heller ikke han er nemlig bekendt med, hvorfor statsministeren meldte fra.

»Jeg kender ikke baggrunden for, at mødet blev aflyst. Derfor kan jeg ikke sige, om jeg ville have gjort det samme. Men jeg har respekt for, at statsministeren har vurderet, at der var andre gøremål, der var vigtigere,« siger Kristian Jensen.

Statsministeriet har hidtil afstået fra at forklare nærmere om årsagen til afbuddet, der har affødt kritik fra flere herværende udenlandske ambassadører.

Talepapiret, som Ulla Tørnæs holdt sig til på ambassadørmødet, indeholder alene en undskyldning for, at statsministeren ikke var i stand til at møde frem. Men ingen forklaring.

Anonym kritik

Politisk ordfører Henrik Sass Larsen (V) opfordrer Lars Løkke Rasmussen til at åbne munden.

»Hvis jeg var ham, ville jeg komme det lidt nærmere. Der er så mange, der spørger til det, og der kommer hele tiden nye rygter. Der sker jo ikke noget ved at give en god forklaring på det,« siger han.

Også SFs udenrigsordfører, Steen Gade, kræver handling.

»Som minimum må statsministeren hurtigst muligt invitere ambassadørerne igen, så de kan få lejlighed til at drøfte bl.a. COP15 med statsministeren,« siger Steen Gade.

Ambassadørmødet er en af de mange sager, som gennem de seneste måneder har plaget både statsminister og regering.

Søndag gav anonyme V-ministre i dagbladet Politiken udtryk for, at Lars Løkke Rasmussen skal »hives ud af ringhjørnet«, og at »Lars ikke har set for godt ud«.

Det får han mulighed for at lave om på, når han i dag tager fat på arbejdet efter en uges ferie under sydlige, men vist nok regnfulde, himmelstrøg på Tenerife.