Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Vækst afhængig af indvandrerne

Indvandrere kommer til at fylde meget mere på arbejdsmarkedet – andelen af andengenerationsindvandrere vil være større end danskernes andel om 15 år.

Fremtidens vækst er helt afhængig af indvandrerne og deres efterkommere. Med den såkaldte pensionsbombe som betyder, at tusindvis af danskere går på pension de kommende år, vil det primært være indvandrerne og ikke mindst efterkommerne – de såkaldte anden G’ere – der vil udgøre tilgangen til de danske arbejdspladser.

»Den demografiske udfordring kan vi ikke løbe fra. Indvandrerne kommer til at fylde mere og mere på arbejdsmarkedet, og hvis vi ikke havde dem, så ville vi få et meget større problem, end vi har nu,« siger integrationskonsulent i Dansk Industri (DI), Pernille Kiær.

»Indvandrerne vil i de kommende år udgøre en stadig større del af den erhvervsaktive del af befolkningen. Det er derfor bl.a. på grund af indvandrerne, at vi vil få flere hænder på arbejdsmarkedet,« konstaterer hun.

Indvandring en gevinst
Pernille Kiær er medforfatter til an analyse, der offentliggøres i dag. Her konstaterer DI, at indvandringen er en gevinst for dansk økonomi.

»Havde det ikke været for integrationen og indvandringen af nye arbejdstagere til Danmark, havde vi stort set haft et uafbrudt fald i arbejdsstyrken siden slutningen af 1980erne,« konstateres det i analysen.

»Når man har en stor arbejdsstyrke, så giver det vækst og velstand. Jo flere hænder, der er at vælge imellem, des mere produktion og vækst får vi ud af det,« siger Pernille Kiær.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) er enig og glæder sig over, at indvandrerne formår at blive i deres job i nedgangstider.

»Indvandrerne er meget dedikerede til det arbejde, de har, og de er en rigtig god arbejdskraft,« siger Inger Støjberg.

Ifølge Pernille Kiær vil andelen af indvandrere og efterkommere i den erhvervsaktive alder i Danmark stige fra nu ca. ti pct. til 14 pct. af de erhvervsaktive. Samtidig falder andelen af de erhvervsaktive danskere med omkring en kvart million.

Det bekræftes af den netop udkomne befolkningsstatistik fra Udlændingeservice under Integrationsministeriet. Her fremgår det, at antallet af indvandrere i den erhvervsaktive alder vil stige frem mod år 2030, mens andelen af erhvervsaktive danskere falder.

Det er ikke mindst efterkommerne eller anden- og tredje generationsindvandrerne, der i fremtiden vil være afgørende for væksten.

Befolkningsstatistikken viser, at andelen af erhvervsaktive efterkommere fra ikke-vestlige lande – de oprindelige indvandrere – om 15 år vil stige så eksplosivt, at de vil »krydse kurven« og udgøre en større andel end etniske danskere i samme aldersgruppe.

Inger Støjberg betegner indvandrerne som en kæmpe ressource.

»Det får stort betydning for at vi kan få tingene til at hænge sammen og der er arbejdskraft nok,« siger hun.