Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Unge skal søge vejledning

Mange universitetsstuderende kvitter deres uddannelse, inden de når i mål. De studerende skal blive bedre til at søge vejledning, lyder rådet fra flere universiteter.

Næsten hver tredje studerende på bacheloruddannelser fortryder deres studievalg, inden de får et diplom i hånden. Det viser den seneste statistik fra Danmarks Universiteter. Frafaldet er størst på Copenhagen Business School, hvor 36 procent af en årgang i gennemsnit dropper ud inden uddannelsens afslutning.

»En del af frafaldet skyldes, at de studerende ikke vidste, hvad de gik ind til, og derfor er havnet det forkerte sted. Desuden dækker tallet over en del studieskift, som jeg ikke vil kalde frafald,« forklarer vicedekan Sven Bislev fra CBS. Han peger også på, at hvis man sammenligner med andre universiteter, har CBS færre studerende, der bliver hængende længe efter, de skulle have været færdige.

»Vores frafald burde være mindre, og vi forsøger også at hjælpe de studerende, så meget vi kan,« tilføjer han.

Hjælpen kommer i form af opgraderede mentorordninger, udvidet studievejledning og grundigere introduktioner til studierne såsom åbent hus-arrangementer.

Ikke verdens undergang

Mange af de frafaldne skifter til anden videregående uddannelse, og det er bedre, at studerende dropper ud i god tid i stedet for, at de fortsætter for længe på et studie, der ikke interesserer dem,« mener Claus Nielsen, som er studiechef på Københavns Universitet.

»På den måde har de studerende fortsat SU-klip til en anden videregående uddannelse,« forklarer han.

På Københavns Universitet dropper omkring 28 procent af en årgang ud, og selv om studiechefen gerne så, at tallet var mindre, har det en naturlig forklaring.

»Blandt andet er niveauet på uddannelserne sådan, at ikke alle klarer eksaminerne - et forhold, der kan skyldes at forventningerne til studiet har været urealistiske,« siger han. Det er særligt KUs naturvidenskabelige og humanistiske uddannelser, der oplever de store frafald.

Søg information

På Aarhus Universitet vælger hver tredje studerende at skifte studie, inden hun eller han er færdiguddannet. En del af forklaringen kan spores helt tilbage til tiden inden studiestart, mener Annette Lund, souschef i universitetets studieforvaltning.

»Det er så ærgerligt at komme ind på en uddannelse, som viser sig ikke at være det, man troede, den var,« siger hun.

»Det, vi er interesseret i, er et perfekt match mellem studerende og uddannelse. Men hvis matchet er forkert, er det bedst for alle, at vi finder det rigtige - også selv om det måske betyder, at den studerende ender med at forlade universitetet,« påpeger Annette Lund.

Netop derfor er det vigtigt, at kommende studerende orienterer sig grundigt om drømmestudiet, inden de sender ansøgningen af sted.

Det samlede frafald fra universiteterne er ikke dalet meget de sidste fire år. I 2005 lå niveauet på 33 procent, mens det i 2008 var reduceret til 30 procent.