Regeringen og Dansk Folkeparti får dumpekarakter af de unge i en ny Gallup-måling. V og K har tabt en hel generation på gulvet, advarer ekspert.
14. juli 2009, 21:03 – opdateret 15. juli 2009, 06:17
Står det til de yngste vælgere i Danmark, skal landets næste statsminister hedde Villy Søvndal.
I en Gallup-måling, som Berlingske Tidende har fået foretaget blandt 937 danskere i alderen 15 til 25 år, er SF således den suveræne topscorer med 29 procent af stemmerne.
Et resultat der svarer til, hvad Venstre (13 pct.), de Konservative (11 pct.) og Dansk Folkeparti (5 pct.) står til at få tilsammen.
Ifølge Yosef Bhatti, der er ph.d.-stipendiat i statskundskab på Københavns Universitet og har forsket i unges politiske holdninger, er resultatet så markant, at de borgerlige partier »formentlig har tabt en generation på gulvet«.
Den tabte generation
»Der er ingen tvivl om, at en del af de unge med tiden vil rykke lidt til højre, men forskellene er så store, at det er usandsynligt, at de udligner sig. Dermed har vi en generation, som vedvarende vil stemme mere venstreorienteret end tidligere generationer,« siger han og kommer med følgende opfordring til regeringen:
»Den store udfordring for dem bliver at undgå at tabe flere generationer på gulvet«.
Helt så dramatisk læser lektor på Aalborg Universitet Johannes Andersen dog ikke resultatet.
Ifølge ham er de unges sværmen for SF ikke nødvendigvis et udtryk for, at generationen er tabt for de borgerlige partier.
»SF skal bestemt ikke tro, at den hellige gral er velforvaret, for er der noget, der kendetegner unge i dag, så er det, at de er opmærksomme, og at de flytter sig.
Godt nok er de lige nu venstreorienterede, men deres tilgang til politik er ikke særlig ideologisk. Derimod går de meget op i at være der, hvor de føler, at det swinger. Der hvor der sker noget. Og det gør der lige nu i SF,« siger Johannes Andersen.

Taberen Thorning
Skal man tro de to eksperter, er undersøgelsens største tabere dog hverken Venstre, Dansk Folkeparti eller de Konservative, men derimod Socialdemokraterne.
»Det er Helle Thorning, som det er mest pinligt for. For de unge giver jo netop udtryk for, at de er enige med meget af det, som hun står for. Alligevel gider de ikke at stemme på hende,« siger Yosef Bhatti.
Mens SF står til at få 29 procent af de unges stemmer, er Socialdemokraterne nede på 15 procent. 13 procent af de 15 til 25-årige vil stemme på Venstre.
»Det beviser, at hvis der er nogen partier, der ikke formår at tiltrække de unge, så er det Socialdemokraterne og Venstre. De er blevet til pensionistpartier for den ældre del af befolkningen,« siger Johannes Andersen.
Socialdemokraternes vikarierende politiske ordfører, Morten Bødskov, erkender da også, at partiet ikke har godt nok fat i ungdommen.
»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det lige nu er SF, der har momentum, og at vi godt kunne tænke os at have bedre fat i de unge. Men det tror jeg nu også vi får.
Når først vi går ind i en valgkamp, hvor slaget kommer til at stå om, hvem der skal være statsminister, er jeg sikker på, at der er mange af dem, som nu vil stemme på Villy, der ender med at sætte kryds hos Helle Thorning,« siger han.
Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, afviser, at regeringen skulle have tabt en generation på gulvet og undskylder sig med, »at socialistiske partier altid har haft bedst fat i de unge«.
»Grunden til at der er en særlig stor opbakning til SF lige nu, tror jeg, er fordi, at Villy Søvndals konstante vittigheder har en større appeal blandt børn og unge end i resten af befolkningen,« siger han.

































