Unge anbragte kan altid flygte

Det var ikke usædvanligt, at avisbudet Deniz Usuns morder kunne flygte. Anbragte på sikrede ungdomsinstitutioner har altid mulighed for at true sig ud.

Fredag sidste uge flygtede den 16-årige dreng, der er dømt for at have myrdet avisbuddet Deniz Usun på Amager, fra den sikrede ungdomsinstitution Stevnsfortet.

Flugten fandt sted ved, at den 16-årige, der i nat blev anholdt, kravlede over et hegn. Og ifølge Eva Hallgren, der er forstander ved institutionen Koglen og talskvinde for de sikrede ungdomsinstitutioner, er det da også muligt for de unge anbragte at flygte, hvis de virkelig vil.

- Hvis en ung vil ud fra en sikret institution, så kan de jo komme det. Om ikke andet så kan de true sig ud, siger Eva Hallgren til berlingske.dk.

Forstanderen på Koglen minder om, at en sikret institution ikke skal sidestilles med et fængsel.

- Vi er en socialpædagogisk institution og ikke et fængsel. Selvfølgelig skal vi gøre alt for, at de unge bliver, hvor de skal være. Men hvis den unge virkelig vil væk, kan de jo true sig ud med en kniv eller et stykke værktøj. I sådan et tilfælde skal vores medarbejdere åbne døren og derefter straks kontakte politiet, forklarer Eva Hallgren.

I drabsafdelingen ved Københavns Politi finder man ikke noget særligt bemærkelsesværdigt ved, at det ikke er sværere for de unge at slippe ud.

- Folk flygter alle steder fra, så der er intet odiøst i, at det kan lade sig gøre fra de her institutioner. Ligegyldigt hvilket fængsel eller hvilken institution vil der altid være en mulighed for at flygte, siger drabschef Ove Dahl.

Drabschefen ved Københavns Politi ønsker ikke at kommentere på, hvor svært det er at flygte fra en sikret ungdomsinstitution i forhold til at flygte fra et almindeligt fængsel.

Han forholder sig til, at loven siger, at unge under 18 år så vidt det er muligt skal placeres på en sikret institution. Samtidig påpeger han, at det kun i meget sjældne tilfælde vurderes, at den unge skal placeres et andet sted. Det har ikke været på tale i Kenni Blegvads tilfælde.

De sociale myndigheder beslutter senere i dag, hvor Kenni Blegvad skal anbringes. Det står fast, at han ikke skal tilbage til Stevnsfortet.