Undersøgelse af MFer møder politisk undren

Oppositionen undrer sig over velfærdsministerens tackling af Özlem Cekic-sagen.

Velfærdsminister Karen Jespersens (V) håndtering af sagen om SFs socialordfører Özlem Cekics medvirken til at sende et seksuelt misbrugt barn tilbage til forældrene, bliver mødt med undren fra oppositionen. Karen Jespersen bad fredag Ankestyrelsen om at undersøge, hvorvidt Cekic har begået lovbrud.

»Det er selvfølgelig fint, at Ankestyrelsen undersøger sagen, hvis der er foregået noget ulovligt. Men jeg så da meget gerne, at Karen Jespersen udviste den tilsvarende iver i forhold til at hjælpe de udsatte børn. Hun havde ansvaret for de udsatte børn i 1990erne og hun har det i dag, og det har åbenbart ikke hjulpet. Hun burde i stedet gå i spidsen for en anbringelsesreform,« siger Mette Frederiksen, socialordfører for Socialdemokraterne.

Også De Radikale undrer sig over ministerens opførsel. Morten Østergaard kalder den »bizar.«

»Med de problemer, der er på området, virker det mere naturligt at gå efter at løse problemet i stedet for at gå efter enkeltpersoner. Hvis kommunen ikke har gjort hvad den skulle, er det et problem. Men det virker som om, det er gjort til et problem for en socialordfører i stedet for at ministeren tager politisk ansvar. Vi har ikke brug for en historisk redegørelse, men derimod fremadrettet handling,« siger Morten Østergaard.

Støtte fra Venstre
Venstres politiske ordfører Inger Støjberg bakker derimod velfærdsministeren op.

»Det er helt rigtigt, at Karen Jespersen går ind og ser på sagen. Den skal undersøges, og det er jo klart, at man skal stå til ansvar for sine handlinger,« siger hun.

De Konservatives politiske ordfører Henriette Kjær vil ikke kommentere sagen. Det vil SFs Ole Sohn derimod gerne.

»Det er sørgeligt, at vi har en minister, der har givet op i stedet for at erkende og løse de sociale problemer vi har i Danmark. I stedet går hun efter budbringeren. Det er usselt. Hun må jo være desperat. Vi forventer naturligvis en undskyldning,« siger Ole Sohn.