Amerikanerne overvåger udenlandske statsborgere i hidtil uset omfang. De kan i kampen mod international terror læse udlændinges emails, undersøge deres pengeoverførsler og studere deres flymåltider.
23. maj 2008, 20:35 – opdateret 23. maj 2008, 20:51
Han kan læse dine emails, han kan lytte til dine samtaler, han kender måske nummeret på dit kreditkort, og han får besked, hvis du sender penge til udlandet.
Uncle Sam er en velinformeret mand. Men han er også en mistænksom mand. Siden terrorangrebet i New York i 2001 har han set med stigende skepsis på omverdenen og vil gøre alt for, at USA ikke bliver offer for terror igen. Derfor er han nødt til at forebygge, og derfor er han i gang med at overvåge og registrere omverdenen i hidtil uset omfang.
Således kan han være med på en kigger, når du eller andre europæere overfører pengebeløb af en vis størrelse til udlandet. Overførslerne bliver typisk registreret i den såkaldte SWIFT-database, som USA har haft direkte og uhindret adgang til siden 2001.
Samtidig har han siden 2001 skaffet sig adgang til emails, som du og andre udenlandske statsborgere sender til hinanden. F.eks. fra Danmark til Brasilien. Det kan han, fordi store dele af den internationale telekommunikation passerer gennem USA og dermed er inden for hans jurisdiktion.
Mens danske pengeinstitutter giver deres kunder besked om, at USA kigger med, når de sender penge til udlandet, så giver danske teleselskaber ikke besked om, at deres kunders emails til udlandet kan blive opsnappet og tjekket af de amerikanske myndigheder. Dertil kommer, at amerikanerne har indgået aftale med EU om, at de får adgang til en lang række personlige oplysninger om passagerer, der flyver fra Europa til USA. De såkaldte PNR-oplysninger indeholder informationer om alt fra email-adresser og kreditkortnumre til madvalg og private telefonnumre. Oplysningerne kan indirekte sige noget om dine og dine medpassagerers politiske holdninger, religiøsitet, sundhed og seksualitet.
Information om flypassagerer
Men Uncle Sam vil vide mere. Derfor forlanger USA i kampen mod international terror og grænseoverskridende kriminalitet at få adgang til oplysninger om passagerer om bord på alle fly fra EU, der flyver gennem amerikansk luftrum, selvom flyene ikke lander på amerikansk jord. USA forlanger også at få adgang til oplysninger om personer, der er nødt til at hjælpe syge eller børn om bord på fly til USA, selvom de ikke selv skal med.
Venstres gruppeformand i Europa-Parlamentet, Karin Riis-Jørgensen, mener, at »amerikanerne går for langt« i deres overvågning af borgere fra andre lande.
»Overvågning af emails er endnu et eksempel på, at almindelige borgere ikke ved, at de enten bliver overvåget, eller at der er risiko for, at de bliver det,« siger Karin Riis-Jørgensen, der tidligere har kritiseret amerikanernes krav om PNR-oplysninger.
Hun opfordrer EU-Kommissionen til at tage spørgsmålet om overvågning op på et kommende topmøde med USA i Slovenien. Samtidig overvejer hun selv at stille spørgsmål til kommissionen om amerikanernes overvågning.
»Jeg vil gerne vide, hvad der bliver gjort for at sikre, at europæiske borgere ikke bliver underlagt overvågning og regler, der er i strid med europæiske regler,« siger hun.
Det ændrer dog ikke ved, at amerikanerne som tidligere omtalt i Berlingske Tidende er i gang med at indføre et nyt fingeraftrykssystem til at registrere bl.a. europæere. I løbet af i år skal landets lufthavne efter planen være udstyret med systemer til at scanne samtlige ti fingeraftryk på flypassagerer fra udlandet. USA har i forvejen fingeraftryk fra op mod 100 millioner udlændinge, der har besøgt landet siden 2004.
Læg dertil, at europæiske efterretningstjenester i ukendt omfang udveksler oplysninger med CIA og andre sikkerhedsorganer i USA, og omfanget af amerikansk kontrol og overvågning har nået et omfang, der for blot ti år siden var utænkeligt.


































