Selv om de vilde ulve forlængst har vundet fodfæste i Nordtyskland, har Danmark ingen plan for, hvad man skal gøre, når de kommer over grænsen.
6. februar 2010, 20:00
»Der kan stå en ulv ved den dansk/tyske grænse, hvad dag det skal være, og så aner vi ikke, hvad vi skal stille op, for den er fredet i hele EU.«
Det siger Bo Håkansson, biolog i Danmarks Naturfredningsforening, (DN), hvor han bl.a. arbejder med naturpolitik, vilde dyr, jagt- og vildtforvaltning og EUs habitatdirektiv.
»Der er allerede en del ulve i Nordtyskland, og der er dræbt en ung ulv i trafikken 150 km syd for den danske grænse. Det er bare en dagsrejse for en ulv,« oplyser Bo Håkansson.
»Vi vil aldrig få store ulveflokke i Danmark, og der er ingen tvivl om, at de vil søge derhen, hvor der er store bestande af rådyr, Men det er bestemt ikke utænkeligt, at der inden for en få år kan komme til at leve en mindre flok ulve i grænselandet. I Tyskland gør man et stort arbejde for beskytte ulvene, der er vandret ind fra Polen,« fortsætter Bo Håkansson, der allerede skrev til EU-kommissionen for nogle år siden, da det var klart, at ulvene havde vundet fodfæste i Nordtyskland.
Jagt forbudt i Danmark
»Jeg spurgte, om habitatsdirektivets artikel 12, der forbyder jagt på ulve, var gældende, hvis ulvene trak over grænsen til Danmark, og det blev bekræftet,« siger Bo Håkansson, der efterlyser en plan for, hvad man skal stille op den dag, ulven kommer.
»Når der først findes ulve nord for grænsen, vil det få diskussionen for eller imod vildsvin i Danmark til at minde om Bamse og Kylling,« mener han.
»Både ulven og vildsvinet er oprindelige arter i Danmark, men i modsætning til, hvad der gælder for ulve, har man besluttet at vildsvin, der kommer over grænsen, skal skydes, fordi de menes at udgøre en smittefare for svinebesætningerne. Flere steder i Europa, bl.a. i Kroatien, har myndighederne lavet en plan for ulvene i samarbejde med landbruget og andre interessenter. Herhjemme kan vi, herunder DN, meget hurtigt blive tvunget til at beslutte, hvad vi skal gøre,« slutter Bo Håkansson.
Svensk ulvejagt
I Sverige er der givet tilladelse til at skyde 20 ulve ud af en bestand på ca. 250, fordi man mener, at landet kan bære 210 voksne ulve. Det har medført mange protester, bl.a. fra den svenske naturfredningsforening, mens andre ønsker ulvene hen, hvor peberet gror, fordi de dræber eller lemlæster et halvt hundrede hunde om året og er en trussel mod renerne i Lapland.
Den svenske kong Carl Gustav kom voldsomt i modvind, da han støttede forslaget om ulvejagt i Sverige.
De sidste vildtlevende danske ulve blev nedlagt i Sønderjylland i slutningen af 1700-tallet, dog blev der skudt en ulv, der menes at være en strejfer fra Nordtyskland, ved Skive i 1813.
































