Tidligere formand Uffe Ellemann-Jensen er imod Venstre-ledelsens ønske at gøre Jens Rohde til spidskandidat ved EU-parlamentsvalget næste år. Så kan Uffe bare selv stille op, lyder Rohdes svar.
2. juli 2008, 18:51
Venstres tidligere formand Uffe Ellemann-Jensen vil ikke have Jens Rohde som partiets spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet til næste år, erfarer Berlingske Tidende.
Det er »useriøst« at stille Rohde op har det lydt advarende, og dermed har kandidatudvalget med finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) fået rigeligt at tænke over: Hvordan vil man forklare vælgerne, at de skal stemme på Rohde, når partiets tidligere formand Uffe Ellemann-Jensen ikke kunne drømme om det.
Overfor Berlingske Tidende beklager Uffe Ellemann-Jensen, at ingen store navne gider stille op til parlamentet, men kritikken af Rohde vil han ikke uddybe.
»Jeg vil slet ikke blande mig. Jeg holder mig helt udenfor.«
Udkantstænkning
I stedet er han rystet over, at så få toppolitikere vil stille op. Ikke bare hos Venstre, men i alle Folketingets partier:
»Det bliver mere og mere spændende og relevant at sidde i parlamentet og når du ser, hvem de andre lande sender, så er det lidt underligt, at vi i Danmark har en stærkt forældet opfattelse af, at parlamentet er uden interesse og indflydelse. Det bliver mere og mere betydningsfuldt, men vi er stadig plaget af en udkantstænkning. Det er som om, at vi aldrig er kommet ud over pupertetsvanskelighederne,« siger Ellemann.
Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger fik Jens Rohde sidst på foråret et tilbud fra Lars Løkke Rasmussen om at stille op, men Rohde sagde nej tak. Efter pres fra Løkke, genovervejer Rohde nu. Det vil Rohde ikke selv kommnetere, men han siger:
»Jeg har lovet at give Lars Løkke besked, når min beslutning er truffet.«
Men hvad betyder Uffe Ellemann-Jensens holdning for dig ?
»Nu er det ikke mig, der har søgt om at blive kandidat. Jeg har fået en henvendelse fra Venstres nuværende ledelse, og når jeg har tænkt over den, får Lars Løkke svaret. Når det er sagt, så ville det være fantastisk, hvis Uffe selv stillede sig til rådighed som Venstres spidskandidat. Det ville være virkelig flot og godt for Venstre.«
Det er højst usikkert, om Rohde vælger at sige ja tak. Chancen vurders ikke engang at være fifty-fifty, blandt andet fordi Jens Rohde er ved at opbygge sit firma og fordi han til september skal være far.
Kun en ganganger
Af de nuværende medlemmer af parlamentet fra Venstre genopstiller kun Anne E. Jensen.
Dermed er der plads på listen, og det har medstifter af den liberale tænketank CEPOS Kasper Elbjørn benyttet sig af. Han er indstillet til at blive opstillet i Nordsjælland.
»EU har taget en forkert retning. I stedet for at deregulere, så går EU ind og blander sig på mange områder. Man er begyndt at regulere på det frie marked, som EU skabte i 1992. Kommissionen bruger tid på at gøre livet mere besværtligt for europæerne i stedet for det modsatte,« siger Kasper Elbjørn, der i dag er pressechef i Saxo Bank.
Han efterlyser, at Venstre stiller med en spidskandidat, der brænder for EU.
»Jeg frygter, at man bare leder efter en topkandidat, der er kendt, men det skal også være en med en stærk EU-profil, som brænder for det europæiske projekt. Det handler ikke kun om stemmer, men også om troværdighed,« siger Kasper Elbjørn.
Lykke Friis afviser
Internt i Venstre har EU-ekspert og prorektor på Københavns Universitet Lykke Friis været nævnt som et oplagt emne. Men hun afviser, at være kandidat i 2009.
»Det er helt ligesom med sportsfolk, jeg har en kontrakt, der løber ind til 2011 som prorektor for Københavns Universitet. Jeg har ikke nogen langtids-time-manager om, hvad der skal ske i 2014 eller langt ude i fremtiden. Men jeg er hverken medlem af et politisk parti eller kandidat til det kommende Europa-parlamentsvalg,« siger Lykke Friis.
Sikkert er det, at Venstre stiller med de to tidligere folketingsmedlemmer Charlotte Antonsen og Hanne Severinsen. De øvrige partier er også igang med at finde kandidater til Europa-Parlamentet. SF genopstiller Margrete Auken.
Hos de Konservative stiller tidligere folketingsmedlem Christian Wedell-Neergaard op. Det er uvist om han også ender som topkandidat.

































