Udsigt til bedre behandling af blodprop i hjernen

Fra årsskiftet indfører sygehuse over hele landet nye retningslinjer for den såkaldte trombolysebehandling, som nu bl.a. også vil blive givet til folk over 80 år.

Langt flere af de danskere, der rammes af en blodprop i hjernen, vil fremover modtage den behandling, som vil øge deres chancer for at overleve slagtilfældet helt uden eller med meget små mén.

Det er forventningen, efter en række sygehuse over hele landet fra årsskiftet har indført nye retningslinjer for brug af den såkaldte trombolyse-behandling, som opløser blodproppen, så patienterne slipper for f.eks. at skulle sidde i kørestol.

Hidtil har kravet været, at patienterne skulle kunne nå at komme i specialistbehandling på ét af de store sygehuse, inden for tre timer efter at blodproppen er opstået, fordi risikoen for at tilføje patienten en blødning herefter ville blive for stor.

Aldersgrænse væk

Praksis har desuden i vid udstrækning været, at man ikke har tilbudt behandlingen til patienter over 80 år.

Men erfaringerne med behandlingen har været så gode, at man nu er parate til at give behandlingen helt op til 4,5 timer, efter at blodproppen er opstået, ligesom det anbefales at ophæve aldersgrænsen og i stedet vurdere patientens »biologiske alder«.

»Det er en meget positiv udvikling, som giver flere patienter - helt op til 50 pct. flere - mulighed for at komme i betragtning til trombolysebehandling,« siger overlæge Grethe Andersen fra apopleksiafsnittet på Århus Sygehus.

På Bispebjerg Hospital i København forventer overlæge Hanne Christensen også, at især ophævelsen af aldersgrænsen vil medføre et markant øget antal patienter, men eksperterne betoner, at tidsaspektet stadig har afgørende betydning for, hvor succesfuld behandlingen bliver. Jo hurtigere de pågældende kommer i behandling, des bedre resultater.

Ring 112

Én ud af tre patienter vurderes således at undgå handicap, hvis behandlingen begynder inden for 1,5 timer, mens kun én ud af 12 slipper for handicap, hvis det er inden for 4,5 timer.

»Derfor skal man endelig ikke tøve med at ringe 112, hvis der opstår symptomer på blodprop i hjernen. Der er ingen tid at spilde. For hvert minut, der går, mister patienten hjerneceller, og dermed øges risikoen for et blivende handicap,« siger Grethe Andersen.

Samtidig med de nye retningslinjer lægges der også op til at udføre behandlingen på flere sygehuse.

I dag udføres den på otte hospitaler, men bedre teknologiske muligheder for at overvåge og fjernstyre behandlingen fra de store specialistcentre - såkaldt teletrombolyse - indebærer, at yderligere tre-fire sygehuse inden for en overskuelig tidshorisont ventes at få denne behandling på programmet.