13. maj 2009, 22:30

Alices forældre havde lavet hendes værelse om til et pulterkammer, men efter fire år hjemmefra flyttede hun for nylig papkasserne ud igen.
Tilværelsen som uafhængig studerende i Paris endte for den 23-årige Alice i et helvede. Når hun ikke sled sig op på en bar til klokken to om natten, måtte hun låne penge, og den voksende gæld betød, at hun måtte arbejde endnu hårdere for at betale huslejen. Måltiderne bestod af junkfood, som blev kastet ned over bardisken.
»Det hele blev arbejde, sove, studere.«
17 kilo tungere brød den unge studine en dag sammen, hun pakkede sine ting og flyttede tilbage til barndomshjemmet i en landsby uden for Paris. De år, der skulle have været hendes livs bedste år, var blevet de værste.

Generation 1.000 euro
Alice blev, som så mange andre unge europæere hvert år bliver det, tvunget til at træffe et valg: At bo hos mor og far eller gå i hundene.
Ganske som Alice drømmer millioner af unge europæere om en tilværelse på egne ben, men de arbejder for en ringe løn og på usikre kontrakter, der ofte kan opsiges fra den ene dag til den anden. Og da den franske regering i håb om at højne beskæftigelsen for nylig ville gøre det endnu lettere for virksomhederne at afskedige unge, blev de studerende – og deres forældre – så rasende, at det førte til landets største demonstrationer i over tyve år.
Og vreden rækker ud over Frankrigs grænser. For overalt i Sydeuropa slås en hel generation i disse år med lignende problemer; »Generation 1000 euro «, som den spanske reklameassistent Carolina Aguacil rammende døbte gruppen i et læserbrev i august sidste år til avisen El País:
»El mileurista (tusindeuroeren) er en ung, universitetsuddannet person, der taler adskillige sprog, og som har taget diverse kurser, efteruddannelser og masters, men som alligevel ikke tjener mere end 1.000 euro om måneden.
Hun bruger en tredjedel af sin løn på husleje, fordi hun foretrækker at bo i byen. Hun kan ikke spare op, hun ejer ingen bolig, hun har hverken bil eller børn, men lever fra dag til dag,« skrev 27-årige Carolina om en situation, hun deler med millioner af jævnaldrende europæere.

Familielivet må vente
Italienerne er kendt som familieelskere, men når flere og flere unge bor hjemme til de er langt oppe i 30erne, skyldes det ikke kun mamas pastaretter.
29-årige Raffaella Pontrandolfi skal giftes til sommer, men både hun og hendes tilkommende bor stadig hjemme og får svært ved flytte sammen.
Efter studier i Pisa og videreuddannelse i Rom forsøger hun en karriere som grafiker og web-designer i den syditalienske by Matera. Hun har skøjtet mellem den ene korte kontrakt efter den anden de sidste fem år. Arbejdet er for det meste sort eller på projektbasis, som betyder, at hun hverken får betalt ferie eller sygedage.
»Man knokler og knokler, men det er det samme hver gang. De foretrækker fem løsarbejdere, så de slipper for at betale de sociale bidrag,« siger hun.
Med lønnen på 700 euro (ca. 5.000 kroner) om måneden kan det unge par ikke tage et huslån, og lejepriserne er selv i det billige Syditalien skruet op. Derfor er børnene også udsat på ubestemt tid.
»Det er psykologisk vold at holde folk fast med kontrakter, så de ikke har råd til at planlægge en fremtid,« siger Raffaella.
Rosella Palomba, demograf ved universitetet La Sapienza, konkluderer i en undersøgelse, at de italienske unge bliver længere og længere hjemme hos forældrene.
»I sidste ende betyder det, at folk bliver gift senere, og der bliver født færre børn. Et stort problem for et land som Italien,« konkluderer hun og nævner, at hun har talt med flere som op i fyrrerne bliver skilt, og hvor typisk manden må overlade lejligheden til ekskonen og børnene og flytte tilbage til forældrene igen – først og fremmest af økonomiske årsager.

Unge hos pensionister
Andre unge begynder tilværelsen hjemmefra med at skifte de gamle ud med … nogle endnu ældre.
24-årige Thibault er i symbolsk lønnet praktik i Paris, og da forældrene bor i provinsen, har han fået et gratis værelse hos et pensioneret ægtepar i det mondæne 16. arrondissement mod at lufte hunden en time hver morgen.
Det er en løsning, der tiltaler mange unge, oplyser Michèle Dupont, stifter af Atout’Age, en organisation der siden studiestart sidste efterår har formidlet kontakt mellem ældre med ekstra plads i lejligheden og studerende med boligbehov som Thibault. De studerende står i kø for at flytte ind hos ældre, selv om de ofte ikke må blive væk hele natten og ikke må invitere venner.
»Hvad angår at gå ud og komme hjem er der ingen betingelser. Kun kan jeg ikke tage min kæreste med hjem til dem. Det er det eneste element af tvang. Ellers går det fint med at dele,« siger Thibault.
Og han har trods begrænsningerne grund til at prise sig lykkelig.
For med boligprisernes himmelflugt er selv et arbejde i dagens Frankrig nemlig ikke længere en garanti for tag over hovedet, især hvis man ikke har et ressourcestærkt netværk af familie og venner til at bakke en op.
»Før var det sådan, at havde man et arbejde, var man ikke helt ekskluderet af samfundet. I dag er det ikke længere tilfældet,« siger Christophe Robert, der studerer hjemløseproblematikken for den velgørende boligorganisation Fondation Abbé Pierre. Han ser flere og flere normale lønmodtagere blandt franske hjemløse. Og især flere unge under 25 år for hvem det har fået skæbnesvangre konsekvenser at bryde med familien. Selv Paris’ bystyre har nogle og fyrre medarbejdere ansat, der efter endt arbejdsdag ingen steder har at gå hjem, men enten sover på gaden eller hutler sig fra det ene uhumske billighotel til det næste.

På forældrenes bekostning
I Storbritannien flytter mange unge efter endt uddannelse hjem til forældrene for at spare op til udbetalingen til et hus. Det er en ordning, der hverken huer de unge eller deres forældre, hvorfor forældrene ofte ender med at tage et dybt greb i pensionsopsparingen eller et lån i hjemmets mursten for atter at kunne sende de unge af sted på egne ben.
I Frankrig er forældrenes hjælp ikke altid nok.
»Jeg har mange venner, hvor det er bedsteforældrene, der betaler for deres studier,« forklarer Alice.
Alice bruger hver dag to timer på transport, men det er en stor lettelse igen at leve under sine forældres beskyttende vinger, og hun har tabt de 17 kilo, stress og manglen på tid til ordentlig madlavning påførte hende.
Hun var med i studenteroptøjerne, der for få uger siden satte blandt andet den franske hovedstad på den anden ende. Og selvom Sorbonne-universitetet i dag er genåbnet og tåregassen, der forhindrede de unge i at indtage universitetet, fordampet, holder uropoliti stadig vagt på pladsen foran universitetet.
For Alice skal optøjerne i Paris ikke ses som den nye generations svar på ’68-oprørets protester mod det etablerede samfunds normer.
»Dengang bad de om det umulige. Vi beder blot om en rimelig fremtid.«