På trods af stadig flere tab blandt danske styrker på internationale missioner, oplever forsvaret ikke nævneværdige problemer med at rekruttere soldater til de ofte farlige operationer.
17. marts 2008, 22:30
Gårsdagens selvmordsbombe i Afghanistan, der dræbte to danske soldater og sårede én, vil isoleret set ikke få danske soldater til i nævneværdig grad at fravælge de ofte farlige internationale missioner. Det vurderer chefen for Forsvarets Rekruttering, kommandørkaptajn Alan Damm, der henviser til erfaringerne fra tidligere missioner i både Afghanistan og Irak, der også kostede danske soldater livet.
»Selvfølgelig påvirker det både soldaterne og deres pårørende, hver gang vi oplever tab af menneskeliv under internationale operationer, men det er ikke sådan, at vi efterfølgende mærker nogen stor forskel i rekrutteringen af personel med henvisning til risikoen for tab,« siger Alan Damm.
Når en soldat melder fra til internationale missioner, skyldes det ifølge Alan Damm som regel hensynet til familien. Og derfor er frafaldet blandt unge soldater, der ikke endnu ikke har stiftet familie og fået børn, meget begrænset.
»De unge mennesker har ofte en »det-rammer-ikke-mig-holdning« til tilværelsen, og det virker ikke som om, at de let lader sig påvirke af den risiko, der altid er ved en udsendelse,« siger Alan Damm.
Ved godt det er farligt
Det seneste hold danske soldater, der har været i Afghanistan, var hårdt ramt af tab, men alligevel har mange af de hjemvendte valgt at melde sig til endnu en udstationering. Og det viser ifølge formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther, netop, at risikoen for at falde i kamp ikke isoleret set er den afgørende faktor, når en soldat skal beslutte, om vedkommende vil deltage i en international operation.
»Soldaterne har gjort sagen op med sig selv. De ved godt, at det er farligt, men de ved også, hvor dygtige de er, og de ved, hvilket materiel de har til rådighed. Selvfølgelig er der forskel fra hold til hold, men generelt spiller kammeratskabet en utrolig væsentlig rolle i beslutningen om at lade sig udstationere,« siger Flemming Vinther, der som Alan Damm påpeger, at soldaternes pårørende ofte bliver mere nervøse over danske tab end soldaterne selv.
Personaleflugt
Selv om konkrete tab som de seneste i Afghanistan ikke i sig selv får soldaterne til at melde pas til internationale opgaver, så oplever forsvaret generelt en flugt blandt personalet. Over de seneste år er antallet af opsigelser tredoblet, hvilket ifølge en undersøgelse blandt de 900 personer, der helt kvittede forsvaret sidste år, skyldes dårlig løn og ledelse, forflytninger og ikke mindst de internationale missioner.
»Jeg er ikke blind for, at forsvaret har en meget stor afgang af officerer. Min opfattelse er ikke, at det skyldes risikoniveauet ved de internationale operationer – det er mere et spørgsmål om antallet af operationer og længden af de enkelte opgaver. Det kan være en stor belastning både for den enkelte og for familien, hvis man inden for relativ kort tid skal af sted to, tre eller fire gange,« siger formanden for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, Bent Fabricius.


































