Århus-borgmester forventer 200-300 nye arbejdspladser til DSB-værkstederne, efter forliget mellem DSB og IC4-producenten AnsaldoBreda.
20. maj 2009, 11:01 – opdateret 20. maj 2009, 11:03
Ifølge borgmester Nicolai Wammen (S) er mellem 200 og 300 nye arbejdspladser på vej til DSB-værkstederne i Århus. De nye medarbejdere skal rette fejl på italienske IC4-tog.
Det skriver Århus Stiftstidende på stiften.dk.
Et forlig mellem DSB og den italienske leverandør af de skandaleramte IC4-tog, AnsaldoBreda, vil placere en ordre på cirka 800 millioner kr. hos DSB's værksted i Århus.
Det oplyser borgmesteren i Århus, Nicolai Wammen (S). Forligets ordlyd præsenteres kl. 10.30 onsdag på et pressemøde hos DSB i København.
Men Nicolai Wammen oplyser, at DSB's administrerende direktør, Søren Eriksen, på forhånd har orienteret ham om, at DSB Togvedligeholdelse i Århus som følge af aftalen modtager ordren på 800 millioner kr. til klargøring af nye IC4-tog.
Ordren betyder arbejde til 200 til 300 ekstra medarbejdere, hovedsageligt smede, mekanikere og andre faglærte håndværkere, hos DSB Togvedligeholdelse.
Værkstedet i Sonnesgade beskæftiger i forvejen cirka 500 ansatte, hvoraf de fleste er faglærte håndværkere.
»Det er tale om en supernyhed og en kæmpeinvestering, som virkelig vil give beskæftigelsen et løft på det helt rigtige tidspunkt,« siger Nicolai Wammen til stiften.dk.
Han er klar til at hjælpe DSB med at rekruttere og videreuddanne de mange nye medarbejdere, hvis der er behov for det.


































