Når Anders Fogh Rasmussen efter sin hjemkomst fra Afrika drøfter ugens begivenheder med sin væbner, Claus Hjort Frederiksen, må han konstatere, at Birthe Rønn Hornbech igen har været en belastning for Venstre og regeringen.
21. november 2008, 22:30
Fogh havde dårligt nået at forlade dansk grund, før Karen Jespersen gik til angreb på Rønn i spørgsmålet om, hvordan man skal håndtere truslen fra den radikale islamisme.
Udfaldet fra Karen Jespersen udløste en mindre krise i Venstres folketingsgruppe, inden Rønn blev banket på plads. Bagefter rasede flere Venstre-folk over, at Jespersen havde valgt at angribe Rønn i fuld offentlighed. Flere følte også, at Karen Jespersen
sparkede til en kvinde, som allerede lå ned, ligesom de sad tilbage med en følelse af, at spørgsmålet om, hvordan man bedst modvirker religiøs radikalisering blev fremstillet urimeligt forsimplet. Men da havde Rønn allerede høstet endnu et nederlag, og fra det punkt stod ministerens navn atter skrevet ind i en stor del af ugens overskrifter – ofte i en grad, så den storpolitiske debat om Foghs stort anlagte klimastrategi og skattereform kom til at stå i skyggen.
Hurtigt eksploderede sagen om tålt ophold og Rønn fik kritik fra Folketingets Europaudvalg. Fredag kom så ombudsmandens endelige kritik i sagen om den fejlagtige vejledning i Udlændingeservice og samme dag fulgte kolleger hovedrystende hendes debatform i Folketinget.
Ministeren har på forbløffende kort tid sat sin status og popularitet over styr. Hun ligger i dag i krig med mange partifæller, vennerne på regeringsholdet er få, og hun har fortsat store problemer med at kommunikere med pressen. Alt i alt har hun det værst tænkelige udgangspunkt for at vinde sine politiske slag på Christiansborg, overbevise vælgerne om sine synspunkter og stå som en stærk garant for regeringens udlændinge- og integrationspolitik.
DEN KONSTANTE URO er tværtimod med til at sløre billedet af, hvad regeringen står for. Hvis Rønn i udgangspunktet havde ambitioner om at påvirke den politiske kurs, er hendes chancer stærkt forringede: De borgerlige kampfæller og vælgere, som havde håb om, at hun ville kunne moderere dele af regeringens udlændinge- og integrationspolitik er blevet skuffede, og omvendt kan tilhængerne af den hårde linje ikke bruge ministeren til ret meget, fordi hun er bragt i defensiven.
Som situationen står her og nu, er hun kun en gevinst for oppositionen.
BÅDE hos DE KONSERVATIVE og i DF følges situationen med tilbageholdt åndedræt. Selv om politik ofte er et blodigt håndværk, er der en følelse af at være vidne til et tragedie. Indtil hun blev minister, var Rønn respekteret for sin evne til at sætte debatter i gang og være en selvstændig tænker. Men i begge partier er konklusionen, at Fogh aldrig burde have udnævnt hende.
Interessant nok fungerer samarbejdet mellem Rønn og DF på de interne, lukkede møder, men for DF er det utåleligt, at ministeren svækker den udlændinge- og integrationspolitik, som er selve livsnerven for partiet.
Også i Venstres folketingsgruppe vokser fortvivlelsen. Selv hos Rønns gamle støtter er støtten svundet ind. De har svært ved at genkende den politiker, som var stærkt optaget af retssikkerhed, og de har svært ved at tilgive, at hun i sommer angreb EU-systemet efter afgørelsen fra EF-Domstolen, som underminerede dele af den stramme danske udlændingepolitik.
Fælles er, at både venner og fjender har svært ved at se, hvordan Rønn vil kunne skabe sig et come back på sin post. I Foghs fravær har Claus Hjort både fra egne partifæller samt fra VKO-alliancen fået indtryk af, hvor alvorligt man ser på ministerens situation.
Bliver Fogh tvunget til at fyre sin minister?
Normalt er han stålsat i sit forsvar, og han har gjort det til sin ledelsesfilosofi, at han ikke lader sig presse. Men selv Fogh vil få svært ved - uge efter uge - at skulle forsikre alle om, at han står bag sin minister, ligesom han ikke i længden vil kunne leve med konstant uro på et så vitalt område. Nedturen for Rønn nærmer sig punktet, hvor Fogh kan blive nødt til at fravige sine principper.
