3. marts 2008, 22:30

Margrete Auken og Pia Kjærsgaard har med præcision indstillet sigtekornet på tidens mest fremgangsrige mand i dansk politik – Villy Søvndal – og de sætter begge en hård beskydning ind mod SF-formanden.

Spørgsmålet er, om de rammer målet?

Formentlig er salven fra partifællen Margrete Auken & Co. det mest harmløse og ufarlige for den succesfulde SF-formand. Sammen med en gruppe kritiske SF’ere er Margrete Auken uforstående over for, at formanden har skiftet holdning i sin vurdering af de efterhånden verdenskendte Muhammed-tegninger, som han tidligere har kaldt for både »stupide« og »ondskabsfulde«, men som han i dag anser for at være nødvendige.

Ifølge Margrete Auken var tegningerne alene udtryk for »mobning« af en sårbar muslimsk minoritet, og hun er derfor fortørnet over, at hendes formand nu støtter berettigelsen af tegningerne. Medlem af hovedbestyrelsen Trine Pertou Mach mener desuden, at SF-formanden gik for langt, da han for nylig bad medlemmer af den kontroversielle muslimske organisation Hizb-ut-Tahrir om at skride ad helvede til. Ifølge Mach »fordummer« Søvndal debatten.

Fra den anden side af det politiske spektrum mener Pia Kjærsgaard, at SF-formandens initiativer ene og alene er resultatet af nøje tilrettelagt spin og kyniske analyser af vælgernes ønsker.

Hun skoser Villy Søvndal for at betjene sig af symbolske markeringer uden substans. I sit nyhedsbrev anklager hun bl.a. SF-formanden for at have en naiv tro på, at »en effektiv og forsvarlig udlændingepolitik er det samme som at slå huller i luften med barsk tale, som ikke bliver fulgt op af konkret handling«.

Ifølge Pia Kjærsgaard er der ikke blot langt mellem ord og handling hos SF.

»Der er en afgrund,« fastslår hun.

Pia Kjærsgaard spørger, hvor SF var henne, da DF ønskede et forbud mod Hizbut-Tahrir, eller hvor SF befandt sig, da VK-regeringen og DF punkt for punkt strammede udlændingepolitikken. Endelig langer hun ud efter SF-formanden, fordi han forsøger at møve sig vej til magtens tinder på bekostning af et vingeskudt og famlende Socialdemokrati.

Som sagt er det centrale spørgsmål, om det spektakulære dobbeltangreb får en effekt? Svaret er, at en del af angrebet formentlig vil prelle af på en politiker, som her og nu er omgærdet af stor velvilje, nyder en bemærkelsesværdig succes og helt åbenbart har fået tag i vælgerne med en politik, som på én og samme tid hviler på en benhård kritik af regeringen i velfærdspolitikken og en tilnærmelse til samme regerings kurs i værdipolitikken – altså i forhold til f.eks. udlændinge- og retspolitikken.

Alt tyder på, at SF har et stort potentiale i forhold til vælgere, som kan lide præcis denne kombination. De mener, at VK-regeringen og Dansk Folkeparti er for fedtede med at investere i velfærd, men de føler sig trygge ved VKO-partiernes linje ikke mindst i udlændingepolitikken.

Når Pia Kjærsgaard angriber Villy Søvndal er det lige præcis, fordi hun ikke vil tillade SF at få tag i de vælgere. Hun vil vise, at det nye SF alene er kendetegnet ved retoriske markeringer og ikke konkret handling.

Derfor vil Kjærsgaard forsøge at anskueliggøre, at Villy Søvndal ikke kan levere varen, når det kommer til stykket. Dels fordi han ikke er villig til at gå så langt som VKO-partierne, dels fordi han vil være afhængig af de Radikale, som med stigende modvilje følger den nye linje hos SF og S i udlændinge- og integrationspolitikken.

Udfaldet af slaget med Pia Kjærsgaard bliver langt mere afgørende for Villy Søvndal end minioprøret fra Margrete Auken & Co. Han kan naturligvis blive tvunget til at overveje, hvor meget og hvor hurtigt han kan fortsætte med at flytte sit parti, men foreløbig har han opnået så stor succes, at han vil kunne forfølge sin linje.

Kun meget kraftig modstand fra baglandet vil få ham til at ændre kurs.

Derfor kommer han snarere til at koncentrere sig om beskydningen fra Pia Kjærsgaard, som konstant vil lede efter inkonsekvens i SFs nye strammerkurs. Senere kommer han med stor sikkerhed til at skulle forsvare sig mod angreb fra både VK-regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance i debatter om økonomisk ansvarlighed, ligesom han kan vente at blive udfordret i spørgsmålet om SFs skattepolitik.

Hidtil har Villy Søvndal haft det nemt i den forstand, at han ret uimodsagt har kunnet rette hård kritik mod regeringen, men hvis SF ser ud til at kunne fastholde og måske endda forstærke vælgeropbakningen, vil partiets politik blive testet på en helt anden måde af politiske modstandere og massemedier.

Kort sagt:

Fredningen af Villy Søvndal er slut.

Jagtsæsonen er gået ind.