20. september 2008, 18:18 – opdateret 20. september 2008, 20:23

Hvis man nu som et lille tankeeksperiment drømte om at indtage hjørnekontoret i Statsministeriet og blive Danmarks regeringschef, skulle man så satse på at få støtte fra Pia Kjærsgaard eller Margrethe Vestager?
Svaret giver naturligvis sig selv, som dansk politik ser ud her og nu.
Mens Dansk Folkeparti endnu en gang har styrket sin position, befinder de tidligere så magtfulde radikale sig længere væk fra magtens cirkler end nogensinde før, og partiet skuffer vælgere til både højre og venstre side i det politiske spektrum.
Borgerlige vælgere, som gerne vil gøre VK-partierne mindre afhængige af Dansk Folkeparti, vil ikke støtte en Margrethe Vestager, som peger på Helle Thorning-Schmidt som statsminister og signalerer, at hun vil vælte VK-regeringen.
Vælgere, som omvendt ønsker en samlet opposition, er dybt frustrerede over, at den radikale leder konsekvent lægger afstand til SF og nægter at indgå i en tæt koalition med S og SF. Med det nye radikale oplæg til en anden udlændingepolitik bringer Vestager & Co. sig nok en gang på kollisionskurs med Thorning og Søvndal, som gerne vil overbevise vælgerne om, at de er – næsten – lige så stålsatte forsvarere for en stram udlændingepolitik som VKO.
Den grundlæggende usikkerhed om de Radikales placering har kostet vælgere, og selv om Margrethe Vestager i den kommende folketingssamling vil spille en vigtig rolle som en af de politikere, der klarest tør fortælle om udfordringerne for dansk økonomi og anvise vejen for de nødvendige reformer, vil partiet fortsat befinde sig i et vælgermæssigt krydspres og blive ved med at skuffe mange vælgere.
Anderledes forholder det sig med Dansk Folkeparti.
Siden stiftelsen af partiet tilbage i efteråret 1995 er det kun gået én vej – fremad – og sommerens opgør om dommen fra EF-Domstolen har øget opbakningen til partiet fra de mange vælgere, som ønsker et stålsat forsvar for den danske udlændingepolitik og en grænse for EUs indflydelse. De aktuelle bandekrige med indvandrerbander i en ny, farlig rolle i kampene om de lukrative hash- og narkomarkeder vil yderligere styrke DF.
I en periode har Anders Fogh Rasmussen på egen krop mærket, at det ikke er karrierefremmende at være på dårlig fod med den stærke Pia Kjærsgaard og den øvrige DF-ledelse, for angrebene fra DF gør ondt og efterlader et billede af en krisepræget og usikker regering.
Den gode nyhed for Fogh er, at forholdet mellem VK og DF er under hastig bedring efter intens mødeaktivitet mellem bl.a. statsministeren og DF-lederen, og parterne er meget tæt på at være enige om det »nationale værn«, som skal neutralisere virkningerne af dommen fra EF-Domstolen.
Ved indgangen til den nye folketingssamling er VKO-
alliancen således tættere på et comeback, end den har været i månedsvis, og det vil give Fogh et helt anderledes solidt udgangspunkt.
Helt modsat forholder det sig med de Radikales forhold til S-SF aksen, som er opbygget henover foråret og sommeren. Mens Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal arbejder målrettet på at opstille et samlet regeringsalternativ, lægger Margrethe Vestager og Morten Østergaard afstand til S-SF alliancen og kæmper i stedet for at vinde fodfæste på den midte, som ikke længere eksisterer i dansk politik.
Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt må derfor følge weekendens landsmøder med vidt forskelligt humør:
Trods Pia Kjærsgaards formaninger om, at regeringen må tage sig sammen og lægge sig mere i selen for at sikre udlændingepolitikken og kæmpe hårdere for lov og orden, så ved Fogh, at han i DF-lederen har genfundet en kraftfuld allieret, som kan styrke VK-regeringen og levere stor vælgeropbakning.
Helle Thorning-Schmidt må derimod konstatere, at de Radikale ikke arbejder med på hendes ambition om at samle oppositionen til en fælles enhed, og S-lederen har god grund til at frygte, at Det Radikale Venstre også i den kommende tid vil få svært ved at hente det tilstrækkelige antal stemmer henover midten, så drømmen om en ny regering kan gå i opfyldelse.