11. december 2008, 21:21 – opdateret 11. december 2008, 22:00

Når det gælder skattelettelser, oplever statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og vicestatsminister Lene Espersen (K) i disse dage vigtige gennembrud i relation til Dansk Folkeparti, som systematisk bringer sig i position til at indgå i en skattereform til foråret.

Med Kristian Thulesen Dahl i spidsen er DF-toppen klar til at overveje at bruge skattelettelser til at kick-starte økonomien. Sker det, vil regeringen og DF i en periode underfinansiere reformen, så skattelettelserne i begyndelsen ikke finansieres krone for krone.

For regeringen er signalet fra DF vigtigt. Dels cementerer det partiets vilje til at deltage i en skattereform. Dels understøtter det regeringens argument om, at en skattereform vil være med til at sætte gang i en økonomi, som er lammet af finanskrise og tilbageslag.

Over for regeringen står Socialdemokraterne og SF.

Som bekendt var Socialdemokraterne lodret imod VKO’s aftale om skattelettelser fra efteråret 2007. S-ledelsen mener, at pengene burde være brugt på f.eks. sundhedsvæsenet eller bedre infrastruktur. Så sent som i Berlingske Tidendes torsdagsudgave advarede partiets økonomiske kapacitet, tidligere finansminister Mogens Lykketoft, om, at den aktuelle finanskrise gør næste års skattelettelser direkte skadelige. Han kalder det for »purt vanvid«, at regeringstoppen er begyndt at tale om ekstra indkomstskattelettelser i 2009, og han afviser, at danskerne vil bruge de ekstra penge fra skattelettelser på at købe mere og derved bidrage til beskæftigelsen.

Hans argument er, at stigende frygt for arbejdsløshed, faldende friværdier og finanskrisens anslag mod pensionerne tværtimod vil få danskerne til at se tiden an og forsøge at gardere sig mod risici og tab. Mogens Lykketoft advokerer i stedet for, at det vil være langt klogere at satse på direkte offentlige investeringer i baner, veje, skoler og vedvarende energi, der kan bringe flere i arbejde.

Økonomer på linje med Lykketoft siger endvidere, at det er klogt at holde arbejdsløsheden så langt nede som muligt, fordi den danske model – med den høje understøttelse – er ekstremt dyr i krisetider med øget ledighed. Reparationer af bygninger eller etablering af et nyt skinnenet vil skabe job her og nu.

VK-regeringens argument er, at en skattereform både vil stimulere økonomien og gøre det mere attraktivt at arbejde, så de grundlæggende økonomiske strukturer ændres i en positiv retning. Dermed opnår man en dobbelt gevinst.

Så vidt frontlinjerne. Men hvad med mulighederne for et kompromis? Svaret er, at Fogh og Espersen har grund til optimisme.

Internt i VKO-alliancen er man ved nå frem til en større indbyrdes forståelse, selv om det vil kræve vilje at nå et forlig til foråret. I udgangspunktet ønsker de Konservative at gøre indhug i topskatten, mens DF vil øremærke skattelettelser til lavtlønnede. Reelt vil Kjærsgaard kunne acceptere at rykke grænserne for, hvornår der skal betales topskat, for det vil mange af partiets vælgere og store dele af fagbevægelsen være klar til. Regeringen skal dog levere en reform, så de lavtlønnede får en gevinst, ligesom den skal sikre, at øgede grønne afgifter ikke får social slagside.

Lene Espersen ved godt, at hun på sin side ikke har en kinamands chance for at få vedtaget en reform, som kun retter sig mod topskatten.

Når det gælder Liberal Alliance og Det Radikale Venstre, kan Fogh og Espersen regne med, at både Naser Khader og Margrethe Vestager vil være omkring forhandlingsbordet. Det springende punkt er derfor S og SF. Og selv om Socialdemokraterne og SF foretrækker at tale om behovet for offentlige investeringer, har både Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal en åbenbar interesse i at deltage i en skattereform.

VKOs beskyldninger om, at en S-ledet regering altid vil begynde at dreje på skatteskruen har skabt massive problemer for Socialdemokraterne ved valgene i 2001, 2005 og 2007. Deltager S og SF i et skatteforlig, vil det blive svært for Anders Fogh Rasmussen og Lene Espersen at fremføre disse angreb ved næste folketingsvalg.

Derudover ved S-ledelsen, at det styrkede Helle Thorning-Schmidt, da hun i forsommeren 2006 deltog i både globaliseringsaftalen og velfærdsreformen sammen med VK-regeringen.

For en statsministerkandidat er det vigtigt at kunne demonstrere evnen til at nå konkrete resultater på Christiansborg, og her står S-formanden lige nu i minus, fordi hun enten er blevet holdt ude eller har sagt nej til mange forlig. Omvendt føler S-ledelsen sig overbevist om, at mange danskere er klar til at skrive under på, at det er klogere at investere i velfærd end at dele penge ud til skattelettelser.

Selv om fronterne står skarpt aftegnet, er et godt gæt, at parterne vil nærme sig hinanden, så fremskyndede offentlige investeringer og midlertidige skattelettelser kan komme i brug. I forvejen er regeringen optaget af, at investeringer i nye supersygehuse og en forbedret infrastruktur med en tiltrængt modernisering af banerne vil skabe job. Læg samtidig mærke til, at netop kombinationen af offentlige investeringer og skattelettelser for første gang antydes af Kristian Thulesen Dahl som en mulighed. Dermed tegner den drevne DF-strateg reelt en første skitse til et forlig.