30. marts 2008, 20:46 – opdateret 30. marts 2008, 21:10

At der er behov for en S-offensiv, er åbenbart.

Således var symbolikken ikke til at tage fejl af, da Mette Frederiksen lancerede sine teser samtidig med, at en Gallup i Berlingske Søndag sendte Liste A ned på en historisk ringe tilslutning: Faktisk skal vi tilbage til 1998, hvor Poul Nyrup Rasmussen med sit løftebrud i forhold til efterlønsgarantien, fik bunden til at gå ud af partiet.

I dag er partiet under Helle Thorning-Schmidts ledelse røget ned på samme bundniveau, og S-ledelsen må derudover konstatere, at Villy Søvndal på rekordtid har vundet så stor tilslutning, at S og SF er lige store.

Set i det lys er det logisk, at en utålmodig Mette Frederiksen præsenterer et udspil, som skal overbevise vælgerne om, at hendes parti rummer værdier, som det er værd at støtte i en situation, hvor Venstre, DF og SF systematisk har erobret Socialdemokratiets gamle bastioner og indfanget partiets vælgere.

INTERNT I S hører Mette Frederiksen til de politikere, som mener, at ledelsen generelt har været for passiv siden det elendige valgresultat i efteråret. Hun mener, at flere af partifællerne ikke har forstået dybden i nedturen, og hun er på flere fronter klar til at indtage kontroversielle synspunkter – som f.eks. at overlade upopulære beslutninger om et indgreb i sosu-assistenternes og sygeplejerskernes kommende konflikt til statsminister Anders Fogh Rasmussen og VKO-partierne alene.

Men først og fremmest er hun en af de S-politikere, som mener, at det haster med at udvikle budskaber, som kan give partiet kant over for såvel VKO som SF. Og med sine ni teser forsøger hun på én og samme tid at markere budskaber, der appellerer til de vælgere, som i det sidste årti er søgt mod Venstre og DF, og at fastholde de vælgere, som lige nu løber fra Liste A til folkesocialisterne hos Villy Søvndal.

Til den ene side betoner hun klassiske værdier fra arbejderbevægelsens start om, at borgernes pligter skal komme før rettigheder – »gør din pligt, kræv din ret«, som det hed i gamle dage. Hun fastslår også, at der skal tjenes flere penge til Danmark fremover, og hun skriver, at velfærdsstaten ikke et er mål i sig selv.

Til den anden side lægger hun op til en forstærket kamp mod ulighed og negativ social arv, ligesom hun vil gennemføre en pensionsreform med en »mere retfærdig fordeling af pensionsmidlerne«, og i miljøpolitikken opstiller hun et vidtgående mål om en total omlægning til økologisk produktion.

SKAL TESERNE LEJRE SIG hos vælgerne, skal de naturligvis følges op af mere gennemarbejdede og uddybende udspil. Ellers vil de blot forblive teser, som særligt interesserede kan debattere i partiforeningen.

Det skal også lykkes for Mette Frederiksen & Co. at gøre en socialdemokratisk offensiv stærkere end den værdipolitik – og her taler vi især om udlændingepolitikken – som VK og DF har domineret siden 2001.

Derudover skal Socialdemokraterne demonstrere, at de kraftfuldt kan sætte egne dagsordener. Det har hidtil knebet. Eksempelvis har de haft svært ved at gøre kampen mod social ulighed til en mærkesag, ligesom de har haft problemer med at leve op til ambitionen om at sætte sig på miljødebatten. Til deres store frustration har de tværtimod set Fogh forvandle sig til grøn statsmand, og i mange tilfælde må S-strategerne erkende, at regeringschefen er hurtig til at øjne mulighederne i en politisk situation, ligesom han forstår at udnytte den styrke, der ligger i regeringsmagten, til at sætte sig tungt på de vigtigste værdipolitiske sager.

Endelig kan Mette Frederiksens ni teser meget vel blive skubbet i baggrunden i takt med, at de gyldne overskudsår nu ser ud til at blive afløst af langt mere usikre økonomiske konjunkturer. I den situation vil spørgsmål om evnen til at styre økonomien få en stadigt mere central betydning hos mange vælgere, og målinger viser, at den unge S-ledelse er særdeles sårbar på det punkt.

Det vil derfor kræve en kraftanstrengelse at forvandle teserne til et udspil, som kan udfordre Fogh, men omvendt er Socialdemokratiet presset til at indlede en offensiv. Yderligere tilbagegang vil udløse uro i partiet.

At det er Mette Frederiksen, som forsøger at vende udviklingen, vil straks sætte gang i spekulationer om indre opgør og kupforsøg. Men sagen er, at Thornings lederskab ikke anfægtes – bl.a. fordi der ikke er en afløser i sigte – og endnu vigtigere fordi formanden har indset, at hun ikke kan vinde slaget mod Fogh alene.

Hun har tværtimod hårdt brug for, at profiler som Mette Frederiksen sætter al deres energi ind på at være med til at trække partiet væk fra afgrunden.