22. februar 2009, 22:30

Claus har netop hentet sin seksårige datter. De sidder i bussen på vej hjem fra skole med varerne fra den jødiske slagter. Datteren har fået en slikkepind af den ene slagter. »Mmm, far« siger hun. »Den smager så godt. De laver også gode slikkepinde i Israel. Jeg kan godt lide Israel.« Claus tysser på sin datter, og siger hun ikke skal tale om Israel nu.

Den 38-årige familiefader er dansk konvertit og har mange gange på egen krop mærket, hvad statistikkernes optegnelser viser. De overgreb, han selv har været offer for, vil han gøre meget for at undgå skal overgå hans børn. De tre børn går i den jødiske skole på Østerbro. Her får de undervisning sammen med andre jødiske børn bag betonstøttede mure, hegn og pigtråd. Indslusningsport og videokameraer bliver passet af faste vagter, der har en direkte telefonlinje til politiet og PET.

»Vi har prøvet tidligere, at der var nogen, der råbte efter os, da vi havde børnene med. Dengang sagde vi, at det var nogle fulde fodboldfans. De var så små, at de ikke forstod, hvad der blev råbt. Men det går ikke længere, nu er vi nødt til at forklare bare et minimum af, hvordan tingene hænger sammen,« fortæller Claus.

»Jeg tænkte ikke så meget over det, da jeg var single. Jeg kunne altid løbe fra dem, hvis det var. Men det er klart, situationen bliver en anden, når man har små børn,« siger han.

Overfaldet tre gange
En tidlig morgen er Claus på vej på sin cykel til arbejde. Gaderne er tomme, og derfor undrer det ham, at der kommer en bil kørende tæt op bag ham. Vinduerne bliver rullet ned og mændene i bilen begynder at kaste ting efter ham, mens de råber »jihud«, det arabiske ord for jøde. Han bliver så bange, at han ikke når at notere sig hele nummerpladen. Det er én af tre gange, han har meldt til politiet, at han er blevet overfaldet med et religiøst motiv. Sagerne er aldrig endt med domfældelse.

En anden gang, hvor Claus er på vej til synagogen i Krystalgade, bliver han forfulgt af en gruppe indvandrere, der samler sten op og råber efter ham. Men han når at løbe fra dem. Tredje gang får han korporlige tæsk i indre by. Ved højlys dag. Men på trods af alt hvad han har måttet lægge ører, ansigt og krop til, og selv om han altid må afstemme nøje, om det er værd at bære sin kalot, har han altid haft viljen til at stå imod. Indtil for nylig.

Ladt i stikken
Tiende januar i år samles to store grupperinger på Rådhuspladsen i København. Den oprindelige demonstration for Israels ret til at forsvare sig mod palæstinensisk terrorisme mødes af en pro-palæstinensisk moddemonstration. Midt i den tætte gruppe af palæstinensere råber en mand gennem en megafon, at alle jøder skal dræbes. Selv om der er stort opbud fra politiet, bliver der ikke grebet ind mod de ulovlige ytringer. Claus var med til den demonstration, som var arrangeret af Dansk Zionistforbund

»Jeg mistede alt håb for, at verden kan ændre sig efter demonstrationen inde på Rådhuspladsen. Jeg havde masser af løsninger før, men jeg har ikke nogen mere. Jeg er ikke glad for at sige det, for jeg plejer være meget initiativrig. Det har ramt mig hårdt denne her omgang, det kan jeg ikke så godt lægge skjul på,« siger han.

»Jeg kan bedst beskrive den følelse, jeg har i øjeblikket, som fuldstændig forrådt af det danske samfund. Af både politiet og politikerne. Jeg føler mig fuldstændig ladt i stikken,« fortæller Claus. Af samme grund overvejer han og konen løbende, om det er værd at blive boende i Danmark.