Studerende får undervisning af private, ideologiske tænketanke. Undervisningen bliver godkendt af deres universiteter med de såkaldte ECTS-point.
27. oktober 2008, 22:30
Flere studerende fra Københavns Universitet og Aarhus Universitet har deltaget i kurser i frimarkedstænkning på den liberale tænketank CEPOS’ private universitet, CEPOS Universitet, og efterfølgende fået undervisningen godkendt med såkaldte ECTS-point på deres egne universiteter.
Og det er tilsynladende ikke sidste gang, at undervisning leveret af private, ideologiske tænketanke bliver godkendt af et offentligt universitet. Den nye centrum-venstre tænketank CEVEA går nemlig snart i gang med at undervise 25 universitetsstuderende i at blive »progressive meningsdannere«, og CEVEA opgør undervisningen til at være ti ECTS-point værd.
Dermed bliver undervisningen fra de private og ideologiske tænketanke blåstemplet, hvilket bliver modtaget med blandede reaktioner af de andre universiteter.
»Det kan man da ikke. Tænketanke er jo ikke godkendt som undervisningsinstitutioner,« siger lektor Birgitte Gregersen, der er medlem af studienævnet på Institut for Erhvervsstudier på Aalborg Universitet.
Ikke subjektive kriterier
Så langt går formanden for Rektorkollegiet og rektor for Syddansk Universitet (SDU), Jens Oddershede, dog ikke. Men han understreger, at »undervisningen skal være balanceret og følge objektive, ikke subjektive, kriterier«.
Men det må ifølge rektoren »være op til de enkelte studier på SDU at afgøre, om de vil give point for den slags undervisning«.
Ifølge studiechef Peter Erling Nielsen, Økonomisk Institut på Københavns Universitet, har instituttet tidligere ladet en studerende overføre merit fra CEPOS til instituttet. Han tilføjer, at instituttet har modtaget en ansøgning fra en anden studerende med ønske om at gøre det samme med CEVEAs undervisning.
»Hvis kurset er godt nok, og niveauet er højt nok, så er der ikke noget forkert i at sige ja til det,« siger studiechefen.
Men ville du sige ja, hvis det var et socialdemokratisk universitet eller et Dansk Folkeparti-universitet?
»Den tankegang vil jeg slet ikke ind på. Det kommer an på den konkrete undervisning. Er den kvalificeret og nuanceret, så er det sådan set lige meget, hvem der udbyder den. Det drejer sig om, hvorvidt det akademiske produkt er godt nok,« mener Peter Erling Nielsen:
»Vi er nødt til at forlade det tankesæt, hvor vi antager, at det er statens opgave at undervise. Over 60 procent af vores studerende læser også i udlandet, og der er de altså ude på det frie marked, hvor der er mange private universiteter.«
Ifølge CEVEAs uddannelsesleder, Anders Dybdal, tilbyder CEVEA »noget markant andet« end de traditionelle universiteter.
»Vi lægger ikke skjul på, at der ligger klare værdier til grund for vores undervisning. Vi skjuler os ikke bag objektiv viden,« siger Anders Dybdal. Han oplyser, at 81 studerende har søgt om optagelse på CEVEAs første kursusforløb, der begynder til november. Kurset slutter til maj næste år og bliver afholdt i bl.a. weekender og på hverdagsaftener.
Det samme gør undervisningen på CEPOS’ universitet, der i øjeblikket er i gang med at undervise det sjette hold i frimarkedstænkning.


































