22. januar 2008, 21:01 – opdateret 22. januar 2008, 22:00

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) betrådte ikke nye græsgange, da han i slutningen af oktober lancerede forslaget om at give en række afviste asylansøgerfamilier mulighed for at flytte ud af asylcentrene til en mere normal hverdag. Allerede før vi slog Tyskland 2-0 derovre i 1992, begyndte svenskerne nemlig at diskutere udflytning af afviste asylansøgere.

Kjerstin Almqvist, docent og klinisk børnepsykolog på Karlstad Universitet i Sverige, har i over 20 år forsket i asylbørns helbred og kender de fleste detaljer i den svenske asyldebat og i den svenske lovgivning.

I 1990’erne var mange svenskere overbevist om, at det var skadeligt at bo på asylcentre, så man afviklede de fleste centre og lod folk flytte ud. Nu går diskussionen på at lade asylansøgerne vente på behandlingen af deres asylsag i asylcentrene og fordele de mennesker, der får asyl i de forskellige kommuner, fortæller Kjerstin Almqvist.

»Politisk er der ikke besluttet noget, men debatten er i gang. Asylansøgeres psykiske skader forsvinder ikke så længe, de stadig lever i uvished for fremtiden,« siger hun til Berlingske Tidende og vender op og ned på den nye asylaftale.

Falske forhåbninger
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) sagde efter aftalens indgåelse, at hun havde taget hensyn til børnene og dermed ikke til kritikken fra oppositionen om en for smal aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Familier fra de lande, som Danmark ikke har en hjemsendelsesaftale med, kan flytte ud tre år efter endeligt asylafslag. Oppositionen har sagt to år. Men hverken forligspartnere eller opposition får ret, hvis det står til Kjerstin Almqvist.

»Det har ingen betydning. At tro på, at livet er bedre udenfor, er en illusion. De psykiske lidelser flytter med ud af centrene. Forældrene skal tage sig af børnene og give trygheden videre, men det kan de ikke, hvis de ikke har en tro og et håb for fremtiden«, siger hun.

Hjælper den danske aftale så ikke familierne, når de får lov at flytte ud?

»Jeg synes da, det er godt at tænke på børnefamilier. Men den er ikke tilstrækkelig, for børnene får det ikke bedre af at bo udenfor et asylcenter.

Hvad skal der så til?

»Et normalt liv med skole, kammerater, fritidsaktiviteter, arbejde og vished, Mennesker kan ikke leve som om alt er okay, når det ikke er det«.

Hvad mener du med det?

»Når de ikke har udsigt til en afklaring af deres situation, bliver ventetiden ikke bedre udenfor asylcentrene. Tiden er en vigtig faktor. Hvis familier venter for længe i uvished, tager de skade. Børnenes skader påvirker deres psykiske og fysiske udvikling længe frem«.

Hvad hjælper så?

»Hvis det ikke er muligt at træffe en afgørelse for familierne, er det kun en opholdstilladelse.«

Hvor længe må familierne vente inden den afgørelse?

»Tre år efter endeligt afslag giver fire år, og det er alt for lang tid, der har børnene taget skade«,

Jamen, aftalen må da hjælpe nogle af familierne til at få det bedre?

»Der findes overmennesker, der kan klare det og give deres børn omsorg, men det er ikke mange i en så ekstrem situation.

Hvad er så grænsen?

»Det er individuelt. Både forskningsstudier og undersøgelser viser, at nogle kan klare at vente et år, men derefter viser de psykiske problemer sig«.

24.300 søgte om asyl i Sverige i 2006. I Danmark var ansøgertallet 1.960.