Svensk kritik af JP-debattør

Fremtrædende debattør for Jyllands-Posten skal være hovedtaler ved et yderligtgående, nationalistisk seminar i Sverige. Svenske kritikere beskylder dansk højrefløj for at legitimere ekstreme organisationer.

Mikael Jalving
Forfatter og debattør, ph.d.
Mikael Jalving Forfatter og debattør, ph.d.

STOCKHOLM: Når yderligtgående svenskere i næste uge samles til et seminar om udviklingen af »nationalistiske, regimekritiske medier«, er det højreekstreme bevægelser med nazi-forbindelser, der står bag. Den fremtrædende, danske debattør og kommentator ved Jyllands-Posten, Mikael Jalving er hovedtaler.

Det har fået svenske kritikere til at fare i flint, og ifølge dem er det blot det seneste eksempel på, at både Dansk Folkeparti og borgerlige, danske politikere og meningsdannere legitimerer yderligtgående, svenske bevægelser, man næppe ville røre med en ildtang i Danmark.

Trækplaster i Sverige

»Her har vi en mand, der er respekteret og har sagt en del fornuftige ting efter Muhammed-krisen, men nu agerer trækplaster for Nationaldemokraterna, der helt åbent er allierede med voldelige nazister og blandt andet deltager i den ekstreme Salem-march hvert år. Det er chokerende og grænseoverskridende,« mener lederskribent ved den borgerlige avis Dagens Nyheter, Lisa Bjurwald, der i gårsdagens avis opfordrede Jyllands-Posten til at »sende Jalving tilbage til 30erne, hvor Jyllands-Posten var en åbent fascistisk avis«.

I forvejen mener både hun og flere eksperter, at borgerlige, danske politikere og ikke mindst DF har ageret lokomotiv for det ligeledes højreorienterede Sverigedemokraterna, selv om også SD var præget af det nynazistiske miljø helt op i 90erne, hvor personerne i den nuværende SD-ledelse meldte sig ind i partiet.

SD i samarbejde med DF

Få måneder inden valget var det ellers af samme grund DFs officielle politik at lægge afstand til SD, men det ændrede sig under valgkampen, hvor Pia Kjærsgaard dukkede op ved et SD-arrangement.

»Det sendte et signal om, at SDerne måske ikke var sådan nogle farlige racister alligevel, og samtidig hørte man borgerlige, danske politikere, der ukritisk købte og bekræftede SDs udlægning af det såkaldte meningstyranni i Sverige. Men de hverken forstod eller forsøgte at analysere, hvem SD egentlig er,« siger Lisa Bjurwald.

Efter valget har SD stolt proklameret, at man har indledt et samarbejde med DF i Nordisk Råd, ligesom de to partiers ungdomsforeninger allerede blandt andet har været på fælles inspirationstur hos den ultranationalistiske, flamske selvstændighedsbevægelse Vlaams Belang i Belgien.

Professor i statskundskab ved Göteborgs Universitet, Marie Demker, kalder det afgørende for SDs forsøg på at blive stueren.

»SD har en helt anden baggrund og helt andre ideologiske rødder end DF, der jo begyndte som en populis-tisk protestbevægelse på en tid, hvor SD hørte til i hvid magt-miljøet, og SD har et stort behov for at blive »normaliseret«,« siger Marie Demker.

En af Dansk Folkepartis helt store navne, Søren Espersen, deltog selv i SDs fest på valgaftenen og forklarer det således:

En anden personkreds

»Vi har gennem flere år fulgt dem grundigt, og konlusionen er, at det i dag er en helt anden personkreds og politik. Hvis alle partier skulle bedømmes på deres fortid, hvad så med Enhedslisten og kommunismen, eller de Konservative og de høje, sorte støvler?«

Daniel Poohl, der er chefredaktør for Expo, som overvåger den svenske højrefløj, mener dog, at udtalelsen er udtryk for »en dårlig indsigt« i det svenske højrefløjsmiljø.

»Selv om SDs ledelse har taget officiel afstand fra hvidmagtsorganisationerne, så er den bevægelse så stor i Sverige, at den stadig fylder i partiet,« siger Daniel Poohl:

»Og når Mikael Jalving nu forbinder sig med Nationaldemokraterna, så taler vi altså om et parti, der består af dem, der er for rå til SD, og som stadig ligger et sted mellem de indvandringsfjendske og de voldelige, nynazistiske bevægelser,« siger han.

Mikael Jalving, der optræder ved seminaret for blandt andet at præsentere sin kommende bog »Absolut Sverige« om det politisk korrekte land, hvor man ikke må snakke for højt om problemerne, kalder reaktionerne forventelige.

»Underrubrikken på min bog er »en rejse i tavshedens rige«, og det er netop den strukturelle tavshed i medier og blandt intellektuelle, der ødelægger et samfund, og som afspejler sig i de her reaktioner,« siger han:

»Jeg mener principielt ikke, at der er mennesker, der ikke er gode nok til, at man kan dele sine tanker med dem, og jeg tager ikke derop for at give dem ret, men for at promovore min bog. Jeg stiller jo også op til debat med Uffe Ellemann, selv om han er en ekstremist, når det gælder begrænsning af ytringsfrihed,« forklarer han.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.